Lukning af Kulturhuset og visioner for den fremtidige kulturhusfunktion i bydelen
Det indstilles at;
- at Bispebjerg Lokaludvalg får en orientering om sagen vedrørende lukningen af kulturhuset på Tomsgårdsvej.
- at Bispebjerg Lokaludvalg henvender sig til Kultur- og Fritidsudvalget som opfølgning på udvalgets beslutning 31. marts 2020 (se under afsnittet: Løsning)
- at Bispebjerg Lokaludvalg giver mandat til at formandskabet kan sende henvendelsen til Kultur- og Fritidsudvalget
Problemstilling
Baggrund:
Sagen om at omdanne Kulturhuset på Tomsgårdsvej til Aftenskolernes Hus og flytte Borgerservice til Nørrebro blev drøftet på lokaludvalgsmødet 30 januar 2020.
Årsagen til drøftelsen i januar var en høring vedrørende forslag om blandt andet at lukke Kulturhuset på Tomsgårdsvej og i stedet oprette et ”Aftenskolehus”. Forvaltningen havde åbenlyst glemt, at de ca. 12-1300 kvadratmeter Kulturhus på Tomsgårdsvej er del aftalen ”Lidt mere Nordvest” om placeringen af Ungdomshuset på Dortheavej. Der hvor Ungdomshuset har til huse i dag; var før en del af et aktivt lokalt kulturhus. Derfor blev der etableret erstatningslokaler på Tomsgårdsvej.
På den baggrund sendte lokaludvalget et høringssvar – hvor det blev understreget at lokaludvalget klart forventer at man overholder aftalen ”Lidt mere Nordvest”
Lokaludvalget pegede i høringssvaret på følgende løsninger:
- Et ”kombinationshus” aftenskole/kulturhus på Tomsgårdsvej – hvor stueetagen i forhuset og de nuværende lokaler A, B og C trækkes ud af de lokaler, som aftenskolerne får råderet over, så de fortsætter som kulturhus, og kan bruges som lokaler til både almindelige kulturhusaktiviteter/aften- dagmøder / arrangementer tilrettelagt af beboerforeninger og andre lokale. Og således – at aftenskolerne også kan bruge disse lokaler til enkeltstående og ikke skemalagte arrangementer/foredrag. Brugen og adgangen hertil skal fastlægges i en bindende aftale.
- En anden løsning kunne være, at der i Dortheagården på Frederiksborgvej i stueetagen indrettes et mindre kultur- foreningsmødested med en lille cafe og fleksible mødefaciliteter, så også facaden/ stueetagen bliver lukket op ud mod Frederiksborgvej. Et sådant lille kultur- og mødested vil sagtens kunne fungere i samspil med de nuværende ældreaktiviteter – og vil også kunne spille fint sammen med det kommende modtagecenter for flygtninge på Dortheagården som forventes at blive realiseret 2021. I øvrigt kunne en sådan løsning være med til at give Frederiksborgvej et tiltrængt tryghedsløft.
- Uanset hvilken løsning der vælges, er der en forventning om, at der IGEN bliver tilknyttet arbejdskraft til at sikre stedets/kulturhusets drift – med minimum 1 årsværk.
Om der eventuelt kan findes andre løsninger, må bero på en nærmere aftale.
Kultur- og Fritidsudvalget reagerede:
Som følge af lokaludvalgets høringssvar blev Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af sagen udsat i første omgang udsat. På opfordring af Jonas Bjørn Jensen medlem af Kultur- og Fritidsudvalget (SD) blev lokaludvalget bedt om at uddybe de forslag til løsninger der var nævnt i høringsbrevet.
På den baggrund sendte formandskabet et brev med en uddybning af forslagene til en placering på Dortheagården – kombination af Aftenskolehus og Kulturhus på Tomsgårdsvej. Endelig bragte formandskabet også et forslag om at bruge Tagensbo Skole som en form for kulturhus – læs mere om dette i formandskabets brev. Se bilag til dette punkt.
På møde i Kultur- og Fritidsudvalget den 31. marts blev det besluttet at lukke Kulturhuset på Tomsgårdsvej – og lade bygningen overgå til et Aftenskolehus. Dog tilsluttede et flertal i udvalget sig følgende protokol bemærkning:
”Aftenskolernes hus er et meget spændende kulturelt løft til både aftenskolerne i København og til Bispebjerg. Med den ændrede case, vil der være et behov for, at der findes en løsning på det lokale behov for at kunne benytte mødefaciliteter, som hidtil har været tilvejebragt i huset på Tomsgårdsvej. Derfor ønsker Socialdemokratiet, at der hurtigt findes en afklaring af behov og laves en aftale om muligheden for at benytte faciliteter i aftenskolernes hus til det behov. En sådan afklaring og aftale bør søges med Bispebjerg lokaludvalg.
Derudover ser Socialdemokratiet gerne, at der indledes dialog mellem KFF, BIF og Lokaludvalget om muligheden for brug af Dortheagården til relevante kulturelle begivenheder.
Endelig ser Socialdemokratiet frem til at Lokaludvalget frem mod Budget2021 kommer med yderligere visioner for en styrkelse af kulturhusfunktionen på Bispebjerg.”
(Citat fra Referat fra møde i Kultur- og Fritidsudvalget 31. marts 2020 – punkt 2).
Efterfølgende har sagen været drøftet i Bylivsudvalget og der har på sekretariatsniveau været afholdt et par møder med repræsentanter fra Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Det videre forløb har vist, at der er en række spørgsmål der bør afklares:
Hvad er der af lokale ønsker til både lokaler og aktivitetsmuligheder?
Hvordan styrkes kulturhusfunktionen i bydelen?
Er det muligt at kombinere et modtagecenter for flygtninge og et lokalt kulturhus?
Hvordan fungere det nuværende tilbud i Valby?
Kunne der være helt andre løsninger – andre steder?
Det har været lidt svært at komme videre med en egentlig afklaring da det ikke har været muligt at holde fysiske møder eller samle lokale kræfter til større møder.
Løsning
Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning
Bylivsudvalget arbejder videre med sagen.
Lokaludvalget sender et brev til Kultur- og Fritidsudvalget med følgende indhold:
*Hvor lokaludvalget takker for at udvalget vil sætte fokus på styrkelsen af kulturhusfunktionen i Bispebjerg bydel, men samtidig gør opmærksom på, at lokaludvalget fortsat vil henholde sig til aftalen ”Lidt mere Nordvest” indtil der er fundet en acceptabel løsning.
*At lokaludvalget arbejder videre på konkrete løsningsforslag med inddragelse af lokale interessenter/borgere. Som følge af ”corona krisen” og de forringede muligheder for at mødes og samle flere mennesker er det ikke sikkert at lokaludvalget kan levere løsningsforslag inden deadline for budgetforhandlingerne 2021. Bliver det tilfældet, har Bispebjerg Lokaludvalg en klar forventning om, at eventuel udgiftskrævende løsninger indgår som en del af overførelsessagen i foråret 2021.
Bilag
Brev fra formandskabet af 29. marts 2020 – forslag til løsninger på kulturhusfunktionen.
Økonomi
Ingen Økonomi forbundet med indstillingen.
Beslutning
Bispebjerg Lokaludvalgs beslutning:
Ad 1: Orienteringen blev taget til efterretning. (Det videre arbejde med sagen varetages af Bylivsudvalget).
Ad 2 og 3: Indstillingerne blev godkendt. Det blev bemærket, at det skal understreges overfor Kultur og Fritidsudvalget at lokaludvalget forventer at aftalen ”Lidt mere Nordvest” overholdes.