Arbejdsgruppe – Registrering af grønne områder
Det indstilles;
- at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter og beslutter forslaget om nedsættelsen af en arbejdsgruppe.
- at Bispebjerg Lokaludvalg godkender kommissorium for arbejdsgruppen
Baggrund
Grønne områder i byen er vigtige for flora og fauna og ikke mindst for borgernes velbefindende og trivsel i byen. Desværre opleves det gang på gang at der er pres på de eksisterende grønne områder og at grønne områder nedprioriteres, når der bygges nyt i de i forvejen tætte områder.
Ofte kommer lokaludvalgets indspark for sent ift. en dagsorden eller et byggeønske som allerede er i gang. Eller lokaludvalgets bemærkninger kommer til at fremstå som ”grebet ud af luften” eller en modstand mod udvikling. Med dette arbejde ønsker vi at gå fra re-aktivt til pro-aktivt, og hvor vi arbejder med bydelens grønne områder i en mere overordnet forstand, fremkommer med principper for, hvordan vi ser bydelens grønne områder udviklet. Med baggrund i dette, vil vi også kunne argumentere mere nuanceret i konkrete sager der opstår, og forhåbentlig mindske risiko for at sagerne bliver betragtet som ”not in my backyard” modstand.
Der nedsættes en arbejdsgruppe bestående af Merete, Per, Tom, Troells og Alex. Arbejdsgruppen er åben for flere medlemmer.
Der ydes sekretariatshjælp til mødeindkaldelser og sparring, herudover er gruppen selvkørende.
Udkast til kommissorium for gruppen:
- Eksisterende grønne områder og deres karakteristika kortlægges
- Der udpeges områder, som særligt skal løftes ift, biodiversitet for flora og fauna
- Der udpeges områder, som ikke er fredet, og tages kontakt til DN for arbejde med fredninger
- Der skal udvikles principper for byggerier i og nær grønne områder (står vi stejlt på ingen byggeri i grønne områder eller skelner vi mellem bolig, institutioner, foreningsbygninger – hvor meget? Og adgangen dertil? Altså siger vi også nej når spejderklubben ønsker et spejderhus i et grønt område osv)
- Der skal kortlægges hvor der er behov for flere små grønne områder, hvor beboerne ellers har langt til et grønt område
- Der skal udvikles principper for hvordan vi kan sikre mere grønt i de tætbebyggede områder
Samarbejde:
Der skal samarbejdes med fagpersoner som har faglig viden, herunder
- TMF og ØKF har udarbejdet en Grøn Arealplan (del af kommuneplanen og budget 2020)
- Københavns universitet – undersøgelse af brugen af de grønne områder
- DN og andre interesseorganisationer
Løsning
Lokaludvalget godkender arbejdsgruppen og dens kommissorium. Arbejdsgruppens resultater skal forelægges og drøftes på et lokaludvalgsmøde.
Efter godkendelse af arbejdsgruppens resultater på LU møde, omsættes materialet til en folder lig ”God byudvikling i Nordvest”. På den måde kan folderen bruges i lokaludvalgets fremtidige arbejde i kontakten med developere og kommunale instanser, samt som indspark til en kommende bydelsplan.
Tidsplan:
Efterår: Diverse undersøgelser og møder
December: Udarbejdelse af kort og principper som svarer på kommissoriet
Januar: Forelæggelse for lokaludvalget
Bilag
Grøn Arealplan for kommunen – følg dette link:
https://www.kk.dk/artikel/arealplan-groenne-omraader
Økonomi
Ingen økonomi forbundet med indstillingen.
Beslutning
Ad 1: Indstillingen blev godkendt.
Ad 2: Indstillingen blev godkendt.
(Arbejdsgruppen er stadig åben for flere deltagere 😊)