Mødedato: 27.08.2020, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

Høring – Drejervej - Lokalplansforslag

Lokalplanen vil muliggøre nedrivning af erhvervsbygninger og opførelse af boliger og serviceerhverv og sikre bevaringsværdige kulturmiljøer.

Formanden for Bispebjerg Lokaludvalg indstiller,

  1. at Bispebjerg Lokaludvalg tager en første drøftelse af ”Drejervej – Lokalplansforslag”.
  2. at Bispebjerg Lokaludvalg giver mandat til, at Formandskabet i samarbejde med Bymiljøudvalget og på baggrund af Borgermødet den 16. september, udarbejder et endelig forslag til høringssvar som kan godkendes på lokaludvalgsmødet den 24. september.

Problemstilling

Københavns Borgerrepræsentation har den 24. juni 2020 besluttet at offentliggøre lokalplansforslag ”Drejervej”.

Planforslagets indhold Lokalplanforslaget vil muliggøre, at eksisterende erhvervsbygninger på Drejervej 2, 4, 8 og 10 nedrives, og at der i stedet opføres ny bebyggelse med en blanding af boliger og serviceerhverv, i alt. 14.700 m2 . På Drejervej 2 indrettes en dagligvarebutik i stueetagen og ungdoms- og familieboliger i de øvrige etager. På Drejervej 4 opføres serviceerhverv i form af hotel, herunder hotellejligheder og en café. På Drejervej 8 – 10 opføres familieboliger.

Bebyggelserne opføres i to til seks etager. Udformning og materialer skal reflektere områdets blandede karakter og dets mest markante bygninger. To af områdets ældste bebyggelser, nemlig Drejervej 25 og Gørtlervej 2-4 sikres som bevaringsværdige kulturmiljøer. Samtidig fastsætter lokalplanen rammer for udvikling af områdets øvrige bebyggelse med en blanding af boliger og serviceerhverv, herunder publikumsorienterede serviceerhverv mod Lygten.

Lokalplanen muliggør boliger, serviceerhverv, butikker og hotel. Der er lagt vægt på, at udviklingen af det kommende byggeri ikke vurderes at udgøre en væsentlig ændring i forhold til den bymæssige kontekst, området allerede befinder sig i. Nybyggeriet tilpasser sig områdets højder og egenart og påvirker ikke området væsentligt, hverken trafikalt, miljømæssigt eller arkitektonisk, hvorfor ændringerne vurderes at være af mindre betydning.

Borgermøde onsdag den 16. september 2020 kl. 17.00-19.00

Københavns Kommune og Bispebjerg Lokaludvalg inviterer til borgermøde, hvor der orienteres om planforslaget, onsdag den 16. september 2020 kl. 17.00-19.00.

Mødet afholdes i Københavns Kulturcenter, Drejervej 15-17, 2400 København NV.

Bilag

Du kan løse lokalplanforslaget på portalen Bliv Hørt – følg dette link:

https://blivhoert.kk.dk/hoering/drejervej-lokalplanforslag

Løsning

Lokaludvalget tager en første drøftelse af forslaget, på baggrund af drøftelserne og borgermødet den 16. september gives der mandat til, at formandskabet og Bymiljøudvalget udarbejder et forslag til høringssvar.

Høringssvaret bliver behandlet og besluttet på lokaludvalgsmødet den 24. september.

Økonomi

Ingen økonomi forbundet med indstillingen.

 

 

 

 

Beslutning

Ad 1 og 2: Forslaget til lokalplan blev drøftet og der blev givet mandat til at formandskabet kan udarbejde et høringssvar til endelig godkendelse på lokaludvalgsmødet den 24. september.

Til top