UNESCO København 2023 - byvandringer - 5.000 kr. til egne aktiviteter
Det indstilles,
1. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter sagen og bevilger 5000 kr. til at afvikle to byvandringer.
2. at Bispebjerg Lokaludvalg giver Bymiljøudvalget bemyndigelse til at gennemføre projektet.
Baggrund
I anledning af, at København i 2023 er UNESCO arkitekturhovedstad, så har Bispebjerg Lokaludvalg efterlyst ideer til hvordan vi kan bruge anledningen til at fremme Bispebjerg bydels arkitektur og kulturarv.
Der ønskes fokus på de almene (sociale) boligforeningers boligområder med den funktionalistiske byggestil fra 30-50’erne. Bispebjerg Bydel har områder, der er fornemme repræsentanter for den specielle danske funktionalistiske byggestil, som adskiller sig fra den internationale funktionalistiske Bauhaus-arkitektur. Byvandringer kan være en overkommelig mulighed for at få vores bydel på programmet. Byvandringerne bør også omfatte Grundtvigskirken og Bispebjerg Hospital, selv om de ikke repræsenterer det funktionalistiske boligbyggeri, da de ligger i dette område.
Jannie Rosenberg Bendsen er forfatter og arkitekturhistoriker og hyres til opgaven. Jannie er en stor kapacitet på området bygningskultur og bevaringsværdier i 1940'erne og 1950'ernes murede boligbebyggelser. Desuden beskæftiger hun sig også med de visioner, der ligger til grund for byggeriet samt hvordan boligerne har fungeret for beboerne igennem tiderne.
Se hendes bøger: Tingbjerg - vision og virkelighed. Af Birgitte Kleis, Jannie Rosenberg Bendsen, Mogens A. Morgen (2020) og Bellahøj : fortællinger om en bebyggelse. Af Birgitte Kleis, Jannie Rosenberg Bendsen, Mogens A. Morgen (2015). Desuden har hun lige skrevet en bog om Bispebjerg Hospitals haver: Helende haver på Bispebjerg Hospital. Af Jannie Rosenberg Bendsen (2022). Hun har tidligere lavet byvandringer og har megen erfaring med netop Bispebjerg Bydel.
Byvandringerne vil vare 2-3 timer i to omgange medio juni eller august / september 2023
Økonomi
I alt koster det 5000 kr. for begge byvandringer. Det undersøges om 'Områdefornyelsen Bispebjerg Bakke' også vil være med i projektet med byvandringen i deres område, så vi kan dele udgifterne og måske få penge til en lille tryksag.
Har lokaludvalget fulgt indstillingerne på dette møde, vil der være 175.000 kr. tilbage i bydelspuljen i år. Midler til byvandringen vil blive taget fra budget 2023 fra bydelspuljen til egne projekter, og der vil så være 170.000 kr. tilbage til "fri søgning" i lokaludvalget i september og november.
Borgerinddragelse
Der vil være borgerinddragelse i forbindelse med byvandringerne.
Løsning
1. Lokaludvalget drøfter sagen forslaget og beslutter at afsætte 5.000 kr. fra bydelspuljen til egne projekter til to byvandringer.
2. Lokaludvalget giver bymiljøudvalget bemyndigelse til at stå for udførelsen af projektet.
Beslutning
ad. 1. Lokaludvalget drøftede sagen og bevilgede 5.000 kr. fra puljemidler til frisøgning til egne projekter til to byvandringer ved afstemning.
Alle stemte for undtagen Yassine Macine, der stemte blankt.
Ad. 2. Lokaludvalget gav bymiljøudvalget mandat til at gennemføre projektet.