Mødedato: 27.02.2025, kl. 19:00
Mødested: Lygten Station

På besøg hos Lygten Station

 

Lokaludvalget er på rundvisning inden lokaludvalgsmødet i Lygten Station. Her vil Jakob Havemann vise huset frem.

 

Baggrund

Lygten Station hører under Kultur- og Fritidsforvaltningen og er et kulturtilbud, hvor en række foreninger, som brænder for musik og stand up, holder til. Her blev holdt 383 arrangementer og aktiviteter i 2024. Stedet drives af en fastansat person - Jakob Havemann og fra 1. april begynder en ekstra ansat.

Af koncerter er der alt fra metal til indie, eksperimenterende jazz og elektronisk musik til rock, lo-fi og singer/songwriter. Comedy scenen fyldes med open-mic, Onemanshow og improvisations-comedy. Det er både velkendte ansigter, og aspirerende komikere. Lygten tilbyder derudover også kurser, shows og talks inden for comedy, artister og meget andet. Bortset fra at facilitere arrangementer selv, samarbejder stedet også ofte med foreninger og forskellige netværk. De er åbne for dialog med nye samarbejdspartnere.

Bygningen er fra 1906 og frem til 1976 en stationsbygning og endestation for Slangerupbanen. Den er sidenhen blevet fredet og derfor er der restriktioner på, hvad og hvordan der må bygges på stedet. I 00’erne dannede Lygten Station rammen for et kvarterløft og Miljøpunkt, hvorefter det er overgået til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Som en del af arbejdet med stationsområdet har Københavns Kommune sat midler af til en opgradering. Det betyder også, at der er blevet ansat en aktivitetsmedarbejder i Kultur og Fritidsforvaltningen. Medarbejderen får til opgave at iværksætte yderligere aktiviteter særligt på Lyngsies Plads og i Lygten Station i dagtimerne, så det kan bruges af endnu flere borgere.

 

Til top