Mødedato: 26.05.2016, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

Skitseforslag – Ryparkens Idrætsanlæg.

Formanden for Bispebjerg Lokaludvalg indstiller;

  1. at Bispebjerg Lokaludvalg afsætter en ramme på 50.000 kr. til skitseforslag til at udvikle Ryparkens Idrætsanlæg så det også kan rumme en ”beboerfunktion”.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen ønsker at samarbejde med Bispebjerg Lokaludvalg om et nyt koncept for Ryparken Idrætsanlæg. For at komme videre i processen mangler der en skitse, der kan bruges til at formidle ønsket videre til politikere, embedsværk og borgere. Lokale- og Anlægsfonden vil gerne bidrage med konsulentbistand, og vil blive inddraget i udviklingsarbejdet.

 

Baggrund

Udearealerne langs Ryparken Station og idrætsfaciliteterne skal indgå i en ny plan for skybrudshåndtering. Undervejs i denne proces, har Bispebjerg Lokaludvalg sat fokus på, at der skal ses på sammenhængen mellem idrætsanlæg og udearealer. Lokaludvalget har peget på, at der er behov for at også bygningerne får en opgradering. Ryparken Idrætsanlæg er et sted uden synlig indgang, uden mødefaciliteter der imødekommer behovet og den lille café netop lukket. Anlægget er nedslidt og på flere måder utidssvarende, ligesom arealudnyttelsen langt fra er optimal. I flere byer rundt omkring i landet, er man begyndt at arbejde med idrætsanlæg som nye mulige ”community” områder, hvor de lokale også får mulighed for at tage ejerskab og skabe et synligt lokalt miljø. Her er en del eksempler på ”forsamlingshuse” der fungerer i sammenhæng med det lokale idrætsliv.

Ryparken Idrætsanlæg har et potentiale til at blive et sted, hvor de unge får nogle sundere interesser, hvor beboerne fra lokalområdet får mulighed for at mødes på tværs af alder og baggrund og hvor dem, der gerne vil udøve sport også får lejlighed til at snakke sammen efter ZUMBA, tennis eller håndbold. For at kunne komme videre i samarbejdet med Kultur- og Fritidsforvaltningen om forslaget, er der et behov for et konkret forslag – et skitseforslag – hvor beboerfunktion og idrætsmiljø er tænkt mere tydeligt sammen, end det er i dag. Skitseforslaget vil ”kun” udgøre et bud på mulige løsninger af de lokale udfordringer, og ikke fungere som et endeligt forslag.

Løsning

Formandskabet indstiller, at lokaludvalget beslutter at afsætte 50.000 kr. til at få udarbejdet et skitseprojekt for Ryparkens Idrætsanlæg.

Økonomi                                                       

Pengene anvises fra ”Budget for puljemidler 2016” note 1, ”Midler afsat til fri søgning".

 

Beslutning

Bispebjerg Lokaludvalgs beslutning den 26. maj 2016:

Ad 1: Indstillingen blev godkendt.

Pengene anvises fra ”Budget for puljemidler 2016” note 1, ”Midler afsat til fri søgning”.
Til top