Mødedato: 26.03.2015, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

IDEOPLÆG NØRREBRO STATION

Indstilling og beslutning

Formanden for Bispebjerg Lokaludvalg indstiller,
3. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter ideoplægget for udviklingen af Nørrebro Sta-tionsområde
4. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter og beslutter hvilke bemærkninger lokalud-valget vil knytte til ideoplægget.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen igangsatte i januar en hurtig proces med henblik på at få udarbejdet et ideoplæg for at få skabt en større sammenhæng i byrummet omkring Nørrebro Station.

 

Nørrebro station er på vej til at blive et af de største trafikknudepunkter i Danmark. Mens den fremtidige biltrafik, samt bus, s-togs- og metro-driften allerede er planlagt og fremover vil sætte sit præg på området omkring Nørrebro station, så hænger området som helhed endnu ikke sammen.

 

Processen blev startet i januar med en event i lokalområdet, hvor der blev indhentet mange gode idéer fra borgerne. I februar og marts har rådgivere og kommunen været i dialog med en reference-gruppe, som lokaludvalgene for Bispebjerg og Nørrebro, Områdefornyelsen og særligt interesserede borgere, brugere og forretningsdrivende har meldt sig til. Formålet har været at kvalificere designprocessen med input fra dem, der bruger området til dagligt.

 

COBE arkitekterne har haft til opgave, at sammentænke de fremtidige trafikale hensyn med borgernes idéer og ønsker til området.

 

Det er der nu kommet et idéoplæg ud af. Tanken er at Nørrebro Stationsområde skal være et område, der ikke udelukkende er til transit, men som også giver forbipasserende plads og lyst til at opholde sig i området. Det er hovedtanken i Idéoplægget til udviklingen af området. I dag er højbanen med til at adskille Nørrebro og Nordvest, men fremover skal den hjælpe med at binde de to bydele sammen.

Fokus i ideoplægget er at skabe liv og attraktive passager under, langsog på tværs af højbanen. Dermed kobles de tilstødende byrum til banen, så der bliver skabt alsidige byrum til et område med mange forskellige behov hos brugerne.

Ideoplægget bliver præsenteret på et borgermøde tirsdag den 24. marts, Fælleshuset, Borgmestervangen 14-16.

Løsning

Lokaludvalget drøfter ideoplægget. (Ideoplægget forventes færdig med de sidste rettelser mandag den 23. marts).

Formandskabet får mandat til at sende lokaludvalgets bemærkninger til forvaltningen.

Bilag

Ideoplægget eftersendes til lokaludvalget. Her vedlagt skitser, der viser de overordnede linjer i oplægget.

Økonomi

Ingen økonomi forbundet med indstillingen.

Beslutning

Ad 1 og 2: Der var udbredt tilfredshed med ideoplægget. Der var enkelte bemærkninger blandt andet, at der i det videre arbejde skulle tages højde for en eventuel letbane. Formandskabet fik på baggrund af debatten mandat til, at udarbejde kommentarer til ideoplægget og sende disse til forvaltningen.

Følgende brev/svar blev sendt til TMF:

Kære Sanne Maj Andersen / TMF,


Først tak for et godt samarbejde om udarbejdelsen af ”Ideoplægget om Nørrebro Stationsområdet”.

Bispebjerg Lokaludvalg har på møde den 26. marts drøftet ”Ideoplægget til Nørrebro Station”. Der var stor tilfredshed og støtte til oplægget. Der blev udtrykt forhåbning om, at der også kom midler til at gennemføre nogle af de gode ideer. I forvejen ligger der mange gode planer for udviklingen af Nordvest. Planer der aldrig er blevet realiseret.


Der var nogle få bemærkninger:

Lygten Station. Et forslag om at åbne Lygten Station som form for gennemgang bør der ikke arbejdes videre med. I dag er Lygten Station et af Københavns mest velbesøgte brugerdrevne kultursteder – målrettet det yngre publikum. Denne funktion skal fastholdes. Selve stationsbygningen trænger til vedligeholdelse, nye adgangsforhold med mere.

Toiletforhold. Der er stor mangel på adgang til offentlige toiletter i området. Dette bør der tages højde for i planlægningen af området.

Letbane. Muligvis vil der komme en Letbane fra Nørrebro til Gladsaxe – med endestation ved Nørrebro Station. Dette bør medtænkes i den videre planlægning. Så vi undgår at området skal graves op igen efter ganske få år.

Det kan være en god ide, at et ”Food Court” bliver prøvet af på Skodagrunden. Det er dog ikke holdbart, at Skodagrunden skal vedblive med at indeholde midlertidige funktioner. En mere permanent brug af grunden bør derfor snarest besluttes.

Med venlig hilsen

Alex Heick

Pva. Bispebjerg Lokaludvalg.



Til top