STARTREDEGØRELSE – PROVSTEVEJ TILLÆG 2
Indstilling og beslutning
1. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter startredegørelsen ”Provstevej tillæg 2” som skal muliggøre bygning af en moske og kulturcenter på Dortheavej.
2. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter indholdet i høringssvaret og der gives mandat til at formandskabet kan sende det endelige høringssvar.
Problemstilling
Ejendommene på Dortheavej 45 fungerer i dag som moske og kulturcenter for Islamisk Trossamfund, indrettet i tidligere erhvervsbygninger som er uhensigtsmæssigt indrettet til funktionerne tilknyttet moskeen. Bygherre ønsker derfor nye tidssvarende rammer på samme sted. Ambitionen er at skabe optimale fysiske rammer samtidig med, at kulturcentret i højere grad end i dag åbnes op mod kvarteret, naboer og besøgende.
Den nye bygning foreslås placeret langs vejene i 3 etager og bygget ind på grundene med moske og moskegård formet i én samlet bygning. Dette afviger fra den eksisterende lokalplan, der fastlægger en bebyggelsesstruktur med randbebyggelse i op til 4½ etager, og hvor der alene er mulighed for at bygge i karréens indre til institutionsformål mv. Derfor forudsætter den nye bygning et tillæg til den eksisterende lokalplan nr. 261 ”Provstevej”
Det er forvaltningens vurdering, at bygningen vil skabe en ny åbenhed til omgivelserne bl.a. ved offentlig adgang til de udadvendte aktiviteter i den indre moskegård. Den foreslåede bygning fremstår som en nyfortolkning af islamisk bygningstradition, der på en enkel og samtidig markant måde skaber større arkitektonisk harmoni i området. Det er ligeledes vurderingen, at den foreslåede bygning vil være et arkitektonisk og kulturelt tilskud, der kan skabe identitet til bydelen og supplere områdets øvrige kulturelle funktioner.
Bygningen vil få et bruttoetageareal på ca. 2.890 m2 svarende til en bebyggelsesprocent på 103. Hertil kommer en fuld kælder, hvor der bl.a. etableres 29 parkeringspladser svarende til 1 plads pr. 100 m2 etageareal i overensstemmelse med kommuneplanen. Cykelparkering skal i overensstemmelse med kommuneplanen etableres ud fra en konkret vurdering af behovet.
Forvaltningen vil have følgende fokus i det videre samarbejde med bygherre og rådgiver:
- Udvikling af stedets funktion som moske og kulturel institution forankret i lokalmiljøet
- Bygningens byrum og facade skal medvirke til at skabe tryghed og åbenhed i forhold til kvarteret
- Cykelparkering skal integreres ved hovedindgangen
- Der skal ses på mulighed for begrønning
Borgerdialog
Da der i første omgang er tale om en intern høring tages der først stilling til en eventuel borgerdialog når forslaget kommer i offentlig høring efter sommeren 2015.
Løsning
Bymiljøudvalget har på møde den 19. marts drøftet startredegørelsen.
Bymiljøudvalget har ingen bemærkninger til forslaget.
Der gives mandat til, at formandskabet kan sende bemærkninger til forslaget.
Bilag
Forslaget til startredegørelse vedlagt indkaldelsen
Økonomi
Ingen økonomi forbundet med indstillingen.