Politikerhenvendelse vedr. Faktis behov for en sygeplejerske
Det indstilles,
1. at lokaludvalget drøfter og beslutter, om der skal sendes en henvendelse til politikerne vedr. manglende driftstilskud til Fakti og Kringlebakken.
Baggrund
Foreninger Fakti og Kringlebakken er to lokale aktivitetstilbud for kvinder af anden etnisk herkomst end dansk. De mangler hver især driftsmidler til at få deres økonomi til at hænge sammen i forhold til de behov, der er til tolke og bedre rådgivning indenfor sundhedsområdet og som kan mindske deres udsathed. Lokaludvalget besluttede i februar 2022 at bakke op om deres budgetønske om driftsmidler.
Specifikt om Faktis behov for en sygeplejerske:
Behovet for sygeplejerskehjælp i FAKTI er stort, især efter en lang periode hvor mange af kvinderne har isoleret sig pga. Corona. Siden april har der ikke været midler til en sygeplejerske, og Fakti efterspørger derfor ekstra opmærksomhed på sagen.
Overordnet gælder det, at de kvinder der kommer i Fakti for en meget stor dels vedkommende har ingen eller kun ganske får års skolegang. Det betyder ikke kun, at man er analfabet, men også at man mangler fuldstændig basal viden om fx krop, sundhed, og fx også mangler et sprog til at snakke om følelser, traumer og krop og helbred.
Sygeplejerske-rådgivning er præcis lige så vigtig som vores socialrådgivning. Tilsammen kan de to virkelig gøre en forskel for vores udsatte målgruppe.
Kvinderne i Fakti går til lægen med komplekse helbredsmæssige problemstillinger, ofte en blanding af fysiske og psykiske problemer. Ofte sker der ikke en bedring trods mange lægebesøg, på grund af manglende gensidigt kendskab og forståelse både fra lægens og fra patientens side. Kvinderne render lægerne på dørene, de får henvisninger til en række andre læger og hospitalsafdelinger. Lægerne bliver trætte af kvinderne, fordi der ingen bedring sker og kvinderne kommer igen og igen med de samme problemer. Umiddelbart ser det for lægen ud som om kvinderne ikke selv gør noget for at få det bedre, men det er ikke tilfældet. Kvinderne ved ikke hvordan. Der er mange eksempler på, at begge parter taler forbi hinanden, også selvom der er en tolk med ved samtalen. Alt dette koster samfundet mange penge på flere forskellige niveauer. Både i spildte udgifter til sundhedsvæsenet, og i forhold til kvindernes manglende bedring og dermed udsathed og de offentlige udgifter der heraf følger. Indvandrermedicinsk klinik har skrevet en del om problematikken.
Corona har vist hvor vigtigt det er, at FAKTI kan tilbyde 1:1 samtaler med en sygeplejerske der forstår sig på vore målgruppes udfordringer. Det har gjort en kæmpe forskel at kommunikere direkte til en gruppe mennesker (og deres familier og bagland) der ikke kan nås via eksisterende kampagner.
Bilag
Bilag 4 - politikerhenvendelse vedr. behov for en sygeplejerske til Fakti - eftersendes på mail.
Løsning
1. Lokaludvalget beslutter, om der skal sendes et brev til politikerne.
Beslutning
1. Lokaludvalget besluttede at sende en henvendelse til politikerne med ønske om, at der bliver ryddet op i driftsøkonomien i Fakti og Kringlebakken.