Behandling af puljemidler - forslag om ændring af behandlingsproces
Det indstilles,
1. at lokaludvalget drøfter forslaget om at ændre i behandlingen af ansøgninger til bydelspuljen og træffer beslutning herom ved næstkommende lokaludvalgsmøde i juni.
Baggrund
Behandlingen af puljeansøgninger sker i dag på den måde, at sekretariatet samler ansøgningerne og efter ansøgningsfristens udløb gør alle lokaludvalgsmedlemmer bekendt med ansøgningerne og samtidig udsender begrundet forslag til beslutning om de enkelte ansøgninger. I visse tilfælde afstår sekretariatet fra at komme med forslag om en beslutning.
Herefter bliver Puljeudvalget indkaldt. Puljeudvalget består i princippet af alle lokaludvalgsmedlemmer. Til mødet kommer der typisk 8-10 medlemmer.
Puljeudvalget gennemgår alle ansøgninger med bistand af sekretariatet og behandlingen af de enkelte ansøgninger munder ud i et forslag til, hvad resultat der skal foreslås. Der tages udgangspunkt i forslaget fra sekretariatet.
Puljeudvalget gennemgår alle ansøgninger en for en og udarbejder således indstillingerne til lokaludvalget. Her kan der gives forslag til at imødekomme ansøgningen, give afslag eller delvist tilsagn. Alle ansøgningerne behandles grundigt af sekretariatet og Puljeudvalget.
Puljeudvalgets forslag skal herefter behandles på et lokaludvalgsmøde.
Det er erfaringsmæssigt meget tidskrævende i udvalget at gå ca. 30 ansøgninger igennem og det går ud over den tid, der er til rådighed for Lokaludvalget til at behandle øvrige dagsordenspunkter.
Derfor foreslås følgende fremgangsmåde ved fremtidige behandlinger i Lokaludvalget af ansøgninger:
- anvendelsen af fremgangsmåden forudsætter at der var mindst 8 medlemmer til stede i Puljeudvalget ved behandlingen af ansøgningsrunden,
- i det omfang der foreligger et enigt forslag fra Puljeudvalget vedtages dette i Lokaludvalget uden behandling,
- hvis der foreligger inhabilitet hos et lokaludvalgsmedlem i relation til en ansøgning skal denne undergives sædvanlig behandling, uanset at der foreligger en enig indstilling,
- medlemmerne har mulighed for ved mail til sekretariatet med en begrundelse senest 5 dage før mødet i Lokaludvalget at anmode om at en ansøgning, hvorom der foreligger enighed i Puljeudvalget bliver undergivet sædvanlig behandling.
Løsning
1. Lokaludvalget drøfter forslaget.
Lokaludvalget træffer beslutning ved afstemning om der skal ændres i behandlingsmåden af puljeansøgningerne på lokaludvalgsmødet i juni.
Beslutning
Ad. 1. Lokaludvalget drøftede forslaget og besluttede at nedsætte en arbejdsgruppen bestående af medlemmerne Lennart Frandsen og Per Vandrup til sammen med sekretariatet at udarbejde et ændringsforslag i proceduren for behandling af puljeansøgningerne i Bispebjerg Lokaludvalg.