Mødedato: 25.04.2024, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

Fællesmøde om bydækkende paradigme for trafikplaner - udpegning af to medlemmer

Det indstilles,

1. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter sagen

2. at Bispebjerg Lokaludvalg peger på to medlemmer, der deltager i møde om et bydækkende paradigme for lokale trafikplaner.

 

Baggrund

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune er i gang med at udarbejde et bydækkende paradigme for lokale trafikplaner. Formålet med paradigmet er at skabe et rammesættende dokument, der skal anvendes, når der udarbejdes en lokal trafikplan for et område i København. Paradigmet skal sikre, at de løsninger, der findes frem til i en lokal trafikplan, tager højde for mobiliteten og byudviklingen på tværs af byen, og at de understøtter Københavns Kommunes øvrige målsætninger.

Da det oprindeligt er et opdrag fra lokaludvalgene at opsætte et bydækkende paradigme for lokale trafikplaner, ønsker forvaltningen en drøftelse med lokaludvalgene omkring indhold og forventninger. Alle lokaludvalg (max. 2 deltagere fra hvert lokaludvalg) inviteres til et møde. Mødet afholdes mandag den 13. maj på Njalsgade 13 kl. 16.30-18. Ankomst i mødecenteret.

Med budget 2024 blev det besluttet, at der skal udarbejdes et bydækkende paradigme for lokale trafikplaner. Paradigmet skal fungere som en overordnet ramme, der beskriver hovedgreb, retning, bindinger til overordnet byudvikling og hvilke redskaber i planlægningen Københavns Kommune arbejder med, som de lokale trafikplaner skal tage udgangspunkt i.

Den første lokale trafikplan, som paradigmet vil sætte rammerne for, vil være Trafikplan Amager der er igangsat sideløbende med paradigmet.

Det bydækkende paradigme for lokale trafikplaner vil forventeligt blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget i august 2024.

 

Løsning

1. Lokaludvalget peger på max to medlemmer, der kan deltage på mødet på vegne af lokaludvalget.

Beslutning

ad. 1. Lokaludvalget drøftede forslaget.

ad. 2. Alex Heick vil se, om han kan deltage, hvis datoen ændres.

Til top