Provstevej
Formanden for Bispebjerg Lokaludvalg indstiller;
- at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter og godkender forslag om, at fortsætte samarbejde med Områdefornyelse Nord Vest om udvikling af begrønningsprojektet på Provstevej
- at Bispebjerg Lokaludvalg afsætter 30.000 kr. til projektet. at Bispebjerg Lokaludvalg
Problemstilling
Bispebjerg Lokaludvalg har gennem længere tid haft fokus på manglen på grønne opholdsrum i det tætte nordvest. Til politikerdebatten i oktober 2016 blev der rejst forslag om at arbejde videre med mulighed for begrønning af vejstykke på Provstevej.
Områdefornyelse Nordvest har som en del af kvarterplanen fokus på ”Små grønne mødesteder” som både skal have fokus på byrum, kunst og inventar og har afsat cirka 400.000 kr. pr. projekt. I foråret 2017 tog lokaludvalget initiativ til et samarbejde mellem en borgergruppe på Provstevej, Områdefornyelse Nord Vest og Lokaludvalget.
Områdefornyelsen har afsat 400.000 kr. som målrettes til konkrete tiltag på gaden. Lokaludvalget afsatte 50.000 kr. som var målrettet processen, det vil sige workshops, borgerinddragelse og honorar til konsulenter til udarbejdelse af materiale. Herudover er sekretariaterne behjælpelige med faglig bistand og kontakt til relevante aktører.
Borgergruppen på Provstevej er ansvarlig for projektets fremdrift. De første skitser til projektet er færdige (vedhæftet) og ved årets udgang afregnede borgergruppen 20.000 kr. med Lokaludvalget, og sendte dermed de sidste 30.000 kr. tilbage til Lokaludvalget med ønske om at komme med fornyet ansøgning i 2018.
Det videre arbejde kræver, at der udarbejdes målfaste tegninger, som lever op til forskellige krav med drejekurver for biler, renovationsbiler med mere - og at opgaven udføres af rådgiver med rådgiveransvar - såfremt der skulle opstå forsikringssager.
Borgergruppen er nu klar til at indgå et samarbejde med en landskabsarkitekt og beder derfor Lokaludvalget om at genafsætte den resterende sum på 30.000 kr. til brug i 2018.
Sagen behandles ligeledes på mødet i Bymiljøudvalget den 19. april - indstillingen fra vil blive fremlagt på lokaludvalgsmødet.
Løsning
Lokaludvalget drøfter og godkender forslaget.
Bilag
Skitseprojekt.
Økonomi
Bispebjerg Lokaludvalg afsættes i alt 30.000 kr. Midler anvises fra ”Budget for puljemidler 2018” – note 1: ”Midler afsat til fri søgning”.
Beslutning
Bispebjerg Lokaludvalgs beslutning 25. april 2018:
Ad 1 og 2: Indstillingerne blev godkendt.