Mødedato: 25.01.2024, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

Tilpasning af lokaludvalg - høring

Det indstilles,

1. at Bispebjerg Lokaludvalg tager en drøftelse af høringen

2. at Bispebjerg Lokaludvalg giver formandskabet mandat til at færdiggøre høringssvaret.

 

Baggrund

Borgerrepræsentationen besluttede på sit møde d. 4. november 2021 en række tilpasninger af lokaludvalgenes administrationsgrundlag. Formålet var at tilvejebringe de bedst mulige og tidssvarende vilkår for lokaludvalgenes arbejde med københavnerinddragelse og repræsentativitet inden for den eksisterende økonomiske ramme for lokaludvalg.

Denne høring drejer sig om fire delelementer af tilpasningen:

1. Forvaltningernes tidlige inddragelse og høring
2. Valg til lokaludvalg
3. Bydelsplansarbejdet
4. Lokale repræsentantskaber

I jeres høringssvar vil man gerne høre jeres erfaringer fra arbejdet med hver af de fire områder:

Hvad har virket/virker godt?

Hvad har været/er svært?

Hvad kunne I tænke jer at gøre anderledes/afprøve fremadrettet?

Høringen er tilvejebragt, fordi gruppeforpersonskredsen på sit møde d. 6. maj 2022 besluttede, at de gerne vil have en tilbagemelding på erfaringerne med det nye tiltag vedr. nedsættelse af lokale repræsentantskaber, der skal godkende og løbende evaluere lokaludvalgenes bydelsplaner.

Derudover har kredsen af lokaludvalgsforpersoner ønsket erfaringsopsamling på de justeringer, der er foretaget vedr. valg til lokaludvalg og arbejdet med bydelsplaner.

Endvidere har BR-sek. samlet op på lokaludvalgssekretariaternes erfaringer med forvaltningernes tidlige inddragelse og høring af lokaludvalg i 2021 og 2022. Hertil ønskes det at høre lokaludvalgenes erfaringer. Undersøgelsen blev sat i værk parallelt med arbejdet med tilpasningen af lokaludvalg på baggrund af ønsker fra lokaludvalgene om at forbedre samarbejdet med forvaltningerne. Lokaludvalgene oplevede stor variation i forvaltningernes tilgang til og imødekommelse af tidlig inddragelse i sager af lokal relevans, og at nogle høringsfrister var ude af trit med lokaludvalgenes mødekadencer og muligheder for at foretage københavnerinddragelse.

De samlede erfaringer vil blive anvendt i Økonomiforvaltningens dialog med forvaltningerne om fortsat forbedring af samarbejdet og samarbejdsaftaler om lokaludvalg.

Om samarbejdsaftalerne
Som en del af tilpasningen blev samarbejdet med forvaltningerne yderligere præciseret i kommissoriet og herefter operationaliseret i samarbejdsaftaler. Aftalerne er udarbejdet af BR-sek. (herunder lokaludvalgssekretariaterne) i samarbejde med de enkelte forvaltninger og relevante kontorer i Økonomiforvaltningen. Aftalerne har været gældende fra primo 2022 og tæller i alt 13 aftaler med hhv. de seks fagforvaltninger samt følgende syv kontorer/teams i Økonomiforvaltningen: Team Boliger, Team Plan, Team Mobilitet, Team Sikker By, Kontor for Ejendomsstrategi og Kapacitet, Kontor for Vækst og Erhverv samt Byggeri København. Aftalerne kan ses og rekvireres ved henvendelse til lokaludvalgets sekretariat.

Formålet med aftalerne er at styrke kommunikationen, samarbejdet og et relevant informationsflow mellem BR-sek. som helhed og de enkelte forvaltninger/kontorer – med henblik på at forbedre betjeningen og tilrettelæggelsen af lokaludvalgsarbejdet i henhold til kommissoriet.

Høringsfristen er torsdag d. 15. februar 2024.  

Om høringssvaret og det videre forløb

Der er ikke efterspurgt en ny tilpasning af lokaludvalg fra politisk side, hvorfor de gode erfaringer og forslag fra lokaludvalgene gives inden for mulighederne af det eksisterende administrationsgrundlag.

På baggrund af lokaludvalgenes høringssvar udarbejder Økonomiforvaltningen en orientering til Gruppeforpersonskredsen om erfaringerne inden for de fire fokusområder, som forventes behandlet inden sommerferien 2024.

Der vil blive lagt særligt vægt på lokale repræsentantskaber, som kredsen specifikt har bedt om.

Herefter drøfter forvaltningen relevante pointer med de fagforvaltninger og kontorer, der er indgået samarbejdsaftaler med, med henblik på evt. justeringer i samarbejdet i løbet af efteråret 2024. Den samlede erfaringsopsamling vil desuden indgå i BR-sek’s planlægning af ny proces for valg til og modtagelse af nye lokaludvalg 2026

Bymiljøudvalget har gennemgået høringsmateriale og udarbejder et udkast til høringssvar.

Bilag

Bilag 3 - høringsbrev vedr. tilpasning af lokaludvalg - sendes ud med dagsordenen på mail.

Bilag 4 - opsamling på beskrivelser, resultater og pointer - sendes ud med dagsordenen på mail.

Bilag 5 - udkast til høringssvar vedr. tilpasning af lokaludvalg - eftersendes. 

 

Løsning

1. Lokaludvalget drøfter høringen

2. Lokaludvalget giver formandskabet bemyndigelse til at færdiggøre høringssvaret.

Til top