Mødedato: 24.10.2013, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

FORUDGÅENDE HØRING – KOMMUNEPLANTILLÆG UNGDOMSBOLI-GER

Indstilling og beslutning

Formanden for Bispebjerg Lokaludvalg indstiller;

  1. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter oplægget til kommuneplantillæg for Ungdomsboliger. Eventuelle ideer og kommentarer sendes til Økonomiforvaltningen
Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 19. september 2013, at der skal udarbejdes et tillæg til Kommuneplan 2011, der skal lempe på de overordnede plankrav for ungdomsboliger. Københavns Kommune vil gerne modtage ideer, forslag og bemærkninger til emnet, før kommunen påbegynder en egentlig planlægning (kommuneplantillæg).

 

De gældende kommuneplankrav til ungdomsboliger er på flere områder de samme som til familieboliger, hvilket ikke stemmer overens med, at unge bruger både boligen og byen på en anden måde end familier gør. Der er derfor brug for at ændre på kommuneplankravene, så der kan opføres ungdomsboliger flere steder i byen.

Københavns Kommune ser følgende væsentlige spørgsmål, som der ønskes ideer og kommentarer til:
• Hvad er de vigtigste kvaliteter ved en ungdomsbolig, og hvad spiller en mindre rolle?
• Hvor meget betyder ungdomsboligens udendørs friarealer i forhold til byens parker og andre offentlige byrum?
• Er der boligområder i København, hvor det vil være uhensigtsmæssigt at opføre ungdomsboliger?
• Hvilken type ungdomsbolig matcher bedst fremtidens behov: Små billige kollegieværelser med mange fælles faciliteter eller lidt større selvstændige boliger?

Du er naturligvis velkommen til at komme med andre ideer og kommentarer, der knytter sig til emnet indenfor den kommunale planlægnings rammer.

Den forudgående høring løber fra d. 4. oktober til den 1. november 2013.

LøsningLokaludvalget drøfter oplægget – og eventuelle kommentarer og ideer sendes til Økonomiforvaltningen. ØkonomiIngen økonomi forbundet med indstillingen.

Beslutning

Bispebjerg Lokaludvalgs beslutning 24. oktober 2013:
Ad 1: På baggrund af de faldne bemærkninger fik formandskabet mandat til, at sende et høringssvar.
Til top