Mødedato: 24.08.2017, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

Bandekonflikten – status med mere

Det indstilles,

  1. at Bispebjerg Lokaludvalg får en orientering fra chef for Sikker By, Ingeborg Degn om Bandekonflikten set fra Rådhuset
  2. at Bispebjerg Lokaludvalg får en status på den aktuelle situation i Bispebjerg bydel
  3. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter og beslutter hvilke skridt der yderligere kan tages for at få genoprettet trygheden i bydelen/byen.

Problemstilling

Som bekendt har det været en sommer, der ind til nu har været præget af bandekonflikten.

Bispebjerg Lokaludvalg får aktuel status på situationen.

Fra flere sider bliver der arbejdet på at få stoppet skyderierne – politiet har massivt øget deres tilstedeværelse både på Nørrebro og i Nordvest. Fra ”Rådhuset” er der også forskellige initiativer på vej.

Ingeborg Degn, chef for Sikker By vil orientere lokaludvalget om de mange initiativer og tiltag der sat i gang i Bispebjerg og i resten København, for at få sat en stopper for bandekonflikten og fortælle hvilke nye initiativer der er på vej.

Det er begrænset hvad lokaludvalget reelt kan gøre for at dæmme op for skyderierne. Lokaludvalget kan positivt støtte om de tiltag der bliver sat i gang – og selv medvirke og understøtte mindre initiativer.

Lokaludvalget har sammen med blandt andet Områdefornyelsen Nordvest afholdt gademøder med deltagelse af politiet – og flere er på vej. Lokaludvalget har ligeledes støttet det planlagte fakkeloptog mandag 21. august – som udgå fra krydset Tomsgårdsvej/Frederiksborgvej kl. 20.30 og slutter på ”Den Røde Plads” på Nørrebro.

 ”Tag gaden tilbage” initiativ på vej i NV

En lille borgergruppe har taget initiativ til, at etablere ”Tag gaden tilbage” i nordvest. Det er en lokal kampagneaktivitet, som siden 2008 har kørt på Nørrebro. Her er en gruppe på 18 frivillige borgere, der hjælpes ad med at samles, hvis der har været skyderi eller anden alvorlig gadeuro på Nørrebro. De aktive beboere stiller sig op på det sted, hvor ugerningen er ske. Det handler om debriefe de lokale beboere, når der er sket en voldsom hændelse. Folk bor meget tæt på hinanden, så mange har enten set eller hørt det eller set politiet komme og afspærre gaden. Det skaber utryghed og uforløste følelser, så det handler også om at give beboerne mulighed for at komme og snakke med andre om det og vide, de ikke står alene. Der bliver delt kaffe og småkager ud ved aktiviteterne.  

Andre initiativer fra lokaludvalget

Lokaludvalget har ligeledes mulighed for at pege på løsningsforslag som f.eks. en øget gadeindsats, hjemmebesøg, bedre fritidstilbud til de unge og ikke kun frem til kl. 21 i hverdagene hvor de nuværende klubtilbud lukker. Tilbud der også bør omfatte unge over 18 år. Styrkelse af lokalpolitiet. Opgradering af de nedslidte og utrygge byrum – f.eks. Smedetoften, belysning med mere.

Formandskabet har udsendt en pressemeddelelse hvor der en række forslag til hvad der kunne gøres. Pressemeddelelsen er vedlagt indkaldelsen

Løsning

Lokaludvalget drøfter hvilke yderligere skridt, der skal tages for at få genoprettet trygheden i bydelen.

Bilag

Formandskabets pressemeddelelse.

Økonomi

Ingen økonomi forbundet med indstillingen.

 

 

 

 

 

Beslutning

Ad 1 og 2: Orienteringen blev taget til efterretning.

Ad 3: Der var enighed om at sende en henvendelse til den samlede Borgerrepræsentation med lokaludvalgets forslag til hvad der umiddelbart kan gøres for, at dæmme op for bandekonflikten.

Det omdelte forslag til henvendelse  blev drøftet og med de forslåede ændringer blev dette sendt til medlemmerne af Borgerrepræsentationen.
Til top