Mødedato: 24.02.2022, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

Fakti og Kringlebakken mangler driftstilskud

Det indstilles:

1. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter sagen om Fakti og Kringlebakkens manglende driftstilskud

2. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter og beslutter at bakke op om ønsket til overførselssagen i år og budgetforhandlingerne til august.

 

Baggrund

FAKTI og Kringlebakken er to organisationer for flygtninge og indvandrerkvinder som begge ligger på Bispebjerg. De dækker to forskellige målgrupper og arbejder tæt sammen om at løfte en udsat gruppe - særdeles udsatte kvinder i alle aldre.

Ved budgetforhandlingerne i 2017 blev FAKTIs og Kringlebakkens  bevilling permanentgjort. I budgettet stod der at FAKTI ville få 2.8 mio. om året i permanent bevilling. Men 3 uger efter fik de besked om, at der var sket en regnefejl og det kun var 1.8 mio. de ville få. Kringlebakken fik ved samme lejlighed også en mindre bevilling end deres reelle behov var.

Året efter ved budgetforhandlingerne blev beløbet rettet, så Kringlebakken fik ca. 270.000 om året i en 4-årig periode, og FAKTI fik ca. 350.000, også i 4 år. De penge udløber nu og de håber de forlænges og forhøjes ved dette års budgetforhandlinger.

De 350.000 kr. årligt for FAKTIs vedkommende, var stadig langt fra deres reelle behov. Det betød det at dei måtte skære ned på ansattes timer og spare på fx tolkeudgifter og i sidste ende afskedigede en sygeplejerske for at få budgettet til at hænge sammen.

Derfor vil FAKTI gerne søge om 500.000 kr. i overførselssagen, og de håber at bevillingen skal genforhandles ved budgetforhandlingerne i år, så de kan blive forhøjet også med 500.000 kr. så det fremover kan løbe rundt. Det vil betyde, at de kan ansætte en sygeplejerske og få mere danskundervisning. Kringlebakken vil søge midler i overførselssagen og ved budgetforhandlingerne.

Overordnet gælder det, at de kvinder der kommer her for en meget stor dels vedkommende har ingen eller kun ganske får års skolegang. Det betyder ikke kun, at man er analfabet, men også at man mangler fuldstændig basal viden om fx krop, sundhed, og fx også mangler et sprog til at snakke om følelser, traumer og krop og helbred. Derfor er sygeplejerske-rådgivning præcis lige så vigtig som socialrådgivning. Tilsammen kan de to tilbud virkelig gøre en forskel for en udsat målgruppe.

Vedr. værdien ved at have en sygeplejerske tilknyttet Fakti.

Kvinderne de har kontakt med i Fakti går til lægen med komplekse helbredsmæssige problemstillinger, ofte en blanding af fysiske og psykiske problemer. Ofte sker der ikke en bedring trods mange lægebesøg, på grund af manglende gensidigt kendskab og forståelse både fra lægens og fra patientens side. Kvinderne render lægerne på dørene, de får henvisninger til en række andre læger og hospitalsafdelinger. Lægerne bliver trætte af kvinderne, fordi der ingen bedring sker og kvinderne kommer igen og igen med de samme problemer. Umiddelbart ser det for lægen ud som om kvinderne ikke selv gør noget for at få det bedre, men det er ikke tilfældet. Kvinderne ved ikke hvordan. Der er mange eksempler på at begge parter taler forbi hinanden, også selvom der er en tolk med ved samtalen. Alt dette koster samfundet mange penge på flere forskellige niveauer. Både i spildte udgifter til sundhedsvæsenet, og i forhold til kvindernes manglende bedring og dermed udsathed og de offentlige udgifter der heraf følger. Indvandrermedicinsk klinik har skrevet en del om problematikken.

 

Løsning:

1. Lokaludvalget drøfter indstillingen.

2. Lokaludvalget bakker op om Fakti og Kringlebakkens ønske om varige driftsmidler i overførselssagen og på budgettet.

 

Beslutning

Ad. 1. Lokaludvalget drøftede sagen om Fakti og Kringlebakkens manglende driftstilskud.

Ad. 2. Lokaludvalget besluttede at bakke op om et ønske til overførselssagen eller budgetforhandlingerne i år.

Til top