Mødedato: 23.09.2021, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

Udviklingsplan og den grønne forbindelse - oplæg ved Simon Post

Kl. 19.30-20.00

Det indstilles:

1. Projektleder Simon Post fra Områdefornyelse Nordvest giver en orientering om arbejdet med udviklingsplanen og den grønne forbindelse.

2. At Bispebjerg Lokaludvalg drøfter om udviklingsplanen vil kunne indgå i arbejdet med bydelsplanen. 

Baggrund

Industrikvarteret langs Rentemestervej består af en særlig blanding af bolig- og erhvervsfunktioner, knopskudt over mange år. Efter 15 års accelererende og projektbaseret udvikling af kvarteret, er det lokalområdets ønske, at der skabes en sammenhængende ramme for kvarterets fortsatte udvikling, der respekterer kvarterets egenart, og imødekommer lokalområdets ønsker og behov.
På den baggrund besluttede Områdefornyelsens styregruppe d. 26. maj 2020 at igangsætte arbejdet med en udviklingsplan for at fremme en balanceret udvikling af Industrikvarteret langs Rentemestervej, som fastholder og udvikler de lokale og historiske kvaliteter, og forbliver at være et særligt sted i København.

Udviklingen i Industrikvarteret skal:

1. Styrke Industrikvartets lokale liv, kreative zone og blandede erhvervsfunktioner.
2. Understøtte bevaringen af kvarterets industrielle bygningsarv, blandede boligbebyggelse og særlige arkitektur.

Udviklingsplanen beskrives i fire temaer:
1. Inddeling af industrikvarteret i mindre og sammenhængende bymiljøer
2. Udpegning af bevaringsværdier i de sammensatte bymiljøer
3. Udviklingsprincipper for nybyggeri og fortætning
4. Koncept for Rentemestervej som fremtidens grønne erhvervs- og bylivsforbindelse.

Planen er ikke politisk forpligtende, ligesom Områdefornyelsen ikke har kompetence til at gennemføre den. Den hænger sammen med grøn forbindelse fra Nordvestpassagen til Utterslev, som blev vedtaget i budgetaftalen for 2021, hvor der blev afsat 850.000 kr. til et ideoplæg til Rentemestervej som en grøn, gang og cykelforbindelse til Utterslev mose.

Områdefornyelsen har fået et rådgiverteam til at udvikle et idéoplæg til en grøn rute gennem Rentemestervej. Idéoplægget forventes forelagt politisk og anvendt som grundlag for indspil til fremtidige forhandlinger om overførselssag eller budget for Københavns Kommune.

Udover det tætte samarbejde omkring ideoplæg til den grønne forbindelse langs Rentemestervej, er det sikret, at udviklingsplanens temaer formidles ind i processen omkring den bevarende lokalplan for Provstevejskvarteret.

Udviklingsplanen bygger på en grundig inddragelsesproces, hvor der er afholdt tre offentlige møder eller samtaler i og om Industrikvarteret. Samtalerne har fungeret som et samlet forløb, hvor deltagerne har kunne følge rådgiverteamets arbejde med udviklingsplanen. De tre samtaler har haft overskrifterne: Smag - , Hør -, Se- og Oplev Industrikvarteret og har indeholdt oplæg, debat og workshops.
I processen har der været nedsat en arbejdsgruppe, hvor Dan og Alex har siddet med. Og undervejs har der til borgermøderne deltaget beboere, naboer, erhvervsdrivende, ejendomsudviklere m.fl. Alle med en tilknytning til kvarteret. Deltagelsen har vekslet mellem 15-40 personer. Alle samtaler har dog resulteret i velkvalificerede input og styrket vidensniveauet der danner grundlag for udviklingsplanen.

Inddragelsesprocessen har været annonceret i lokalavis, på standere i kvarteret og ikke mindst digitalt med særligt fokus på video.

Løsning

1. Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

2. Lokaludvalget drøfter og beslutter om udviklingsplanen og den grønne forbindelse skal indgå i det kommende arbejde med bydelsplanen (forventes igangsat i 2022).

Beslutning

1. Projektleder Simon Post orienterede lokaludvalget om arbejdet med udviklingsplanen og den grønne forbindelse. 

2. Bispebjerg Lokaludvalg tilkendegav en hensigtserklæring om, at udviklingsplanen vil kunne indgå i den kommende bydelsplan, som udarbejdes af det kommende lokaludvalg i 2022.

Til top