Forslag om bevilling til mindre vejsager
Det indstilles,
1. at Bispebjerg Lokaludvalg får en orientering i sagen.
Baggrund
Mange lokaludvalg får henvendelser fra borgere, som er frustrerede over, at der bliver kørt for stærkt på deres boliggade, der mangler heller eller sikre overgange for bløde trafikanter, udsynet fra småveje til en større vej er vanskeligt osv.
Lokaludvalgene kan selvfølgelig hjælpe med viden om diverse puljer og måske gøre borgerne opmærksomme på lokale initiativer eller andre borgere på samme vej, som oplever de samme udfordringer. Og så kan vi sende videre til forvaltningen.
Desværre har forvaltningen ikke midler til at løfte de mange små vejsager. Af og til falder en lille vejsag indenfor et område, hvor der alligevel skulle vejgenoprettes. Men i de fleste tilfælde ikke. Teknik- og Miljøforvaltningen har ikke frie midler til at håndtere sådanne sager, som man måske kender fra andre kommuner. Derfor sender forvaltningen ofte borgerne tilbage til lokaludvalgene, i håb om at Lokaludvalgene løfter projekterne til budget. Lokaludvalgene prioriterer dog de store projekter til Teknik- og Miljøudvalget, som gavner mange og altså ikke små vejprojekter. Og således kan borgerne sendes i ring, hvilket bestemt ikke hjælper på en oplevelse af en effektiv kommune, hvor man bliver hørt.
Arbejde fra sag til sag er omkostningstungt
Det er heller ikke effektivt, når forvaltningen får en bestilling på en enkelt lille vejsag, som skal sendes ind til budgetforhandlingerne. Det koster mange timer i sagsfremstilling, og kun en snæver håndfuld indstillinger kommer gennem nøglehullet - og der er langt fra proces til handling. Der skal findes en mere effektiv og mindre administrativt krævende proces!
Ønske om bevilling til små vejsager
Lokaludvalgene har allerede sendt ønsker til Teknik- og Miljøudvalget. Dette er således ikke en del af disse ønsker – men en særskilt henvendelse, som går på tværs af byen.
Det er forvaltningen, som har den faglige ekspertise og skal træffe de faglige beslutninger om, hvad der skal til for at afhjælpe de lokale vejproblemer. Og de skal sikre, at bevillingens midler kommer hele byen til glæde og gavn.
Det skal også være en bevilling, som har en bredde – altså ikke særskilte små bevillinger som kun kan bruges til vejbump eller cykelopstribning – men til alt som rummes inden for ”Små vejsager”. Det kendes desværre fra andre bevillinger, at de er givet med meget snævre rammer, som mindsker manøvrerummet for forvaltningen.
Det er også vigtigt, at der er tale om en fast bevilling, så der opøves nogle sagsgange og kompetencer og man får aflivet den pukkel, som opleves af små vejsager. Et bud vil være at bevillingen første år er på 8-10 mio. kroner, men øges efterhånden som sagsgangene er på plads.
Bevillingen vil kunne afhjælpe borgernes behov for hurtigere sagsgang og realisering af trafikanalyser, vejbump, heller/overgange, skiltning, bedre udsyn og andre småting, der forbedrer forholdene på vejene i Købehavn.
Hvad gør lokaludvalget ved en borgerhenvendelse?
Sekretariatet modtager en borgerhenvendelse og vil - alt efter spørgsmålets karakter, vurderer om den skal behandles i et fagudvalg. Hvis det drejer sig om ulovlige forhold, vil borgeren blive henvist til politiet. Lokaludvalget vil kunne informere om diverse puljer i Københavns Kommune. Hvis der er tale om en privat fællesvej, henvises der til vejledningen om private fællesveje. Der henvises til Teknik- og Miljøforvaltningen, hvis det drejer sig om en allerede finansieret indsats såsom vejgenopretning eller andet.
Hvad gør Bispebjerg Lokaludvalg med forslaget om en bevilling til mindre vejsager?
Alex Heick har rettet henvendelse til de øvrige forpersoner i lokaludvalgene med henblik på at løfte sagen på tværs af bydelene.
Løsning
1. Lokaludvalget får sagen til orientering.
Beslutning
ad. 1. Lokaludvalget fik en orientering.