Mødedato: 23.03.2023, kl. 19:00
Mødested: Børnekulturhuset Sokkelundlille, Utterslev Torv 9

Københavnerting - forslag til partsindlæg

Det indstilles,

1. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter input til partsindlægget til et kommende Københavnerting.

2. at Bispebjerg Lokaludvalg giver formandskabet mandat til at afgive et endeligt svar på  partsindlægget til det kommende Københavnerting. 

Baggrund

Københavnertinget er et borgerting. Et borgerting er en demokratisk deltagelsesform, hvor en gruppe borgere udvikler konkrete anbefalinger til komplekse, samfundsrelaterede spørgsmål eller udfordringer. Københavns Kommunes borgerting er ”Københavnertinget” fordi folk ikke kun bor i København men også kan være personer, der blot er aktive i byen.

Medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation beslutter det tema, Københavnertinget arbejder med. Det er også Borgerrepræsentationsmedlemmer, som efterfølgende behandler de anbefalinger, Københavnertinget udarbejder.

I 2023 er det blevet besluttet, at Københavnertinget skal formulere fælles anbefalinger til politikerne med udgangspunkt i følgende spørgsmål:

Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og rum til alle, så:

  • så mange som muligt har mulighed for at deltage i byens liv? 
  • flere har mere indflydelse på og tager medansvar for, hvordan byens rum og bydele udvikler sig?
  • vi skaber bedre rammer for god mental sundhed? 
  • vi får plads til idræts- og kulturfaciliteter, når vi bor så tæt? 
  • vi forebygger ulovlig forskelsbehandling?

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Kultur, og Fritidsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Socialudvalget og Teknik- og Miljøudvalget har forpligtet sig på at tage imod de anbefalinger Københavnertinget udarbejder på baggrund af disse spørgsmål. 

Københavnertingets medlemmer findes gennem en bred borgerlodtrækning, der tager højde for en række parametre om køn, alder og uddannelse. Det sikrer, at Københavnertinget afspejler byens befolkning, og at mange forskellige perspektiver kan bringes i spil.

Fra uge 11 åbnes der for, at man kan komme med input til Københavnertinget – senest fra onsdag den 15. marts. Det sker via den digitale platform kobenhavntaler.kk.dk: København taler | københavn taler (kk.dk), hvor der også findes information om Københavnertinget og Københavnersamlinger.

Lokaludvalgene kan – ligesom alle andre – give partsindlæg, dvs. en kort beskrivelse af en pointe eller en idé, som de mener er væsentlig for et eller flere af de kerne- og/eller underspørgsmål, som Københavnertinget behandler. Selve indlægget skal være kort – ca. 200 ord. Der må også gerne henvise til undersøgelser eller lignende, som de mener er relevante eller bruge et foto eller en illustration til at formidle pointen. Se evt. dette eksempel på Borgersamling Indre Østerbros hjemmeside: Inspiration til butiksfacader | Borgersamling på indre Østerbro (kk.dk). Om de input, som Københavnertinget får stillet til rådighed, benyttes, er helt op til Københavnertinget selv. Det er dem, der beslutter, hvilke partsindlæg mm. de vil dykke ned i i deres arbejde.

Man kan indsende input til Københavnertinget helt frem til onsdag den 10. maj. Jo tidligere man indsender sit input, jo større er chancen for at Københavnertinget når at tage højde for det i deres arbejde.

Forslag til partsindlæg

Formandskabet foreslår, at Københavnertinget forholder sig til Udkantskøbenhavn - hvordan skaber man udvikling i hele København? Der er forskel på Københavns bydele. Det er vi glade for, da det giver byen kant, identitet og diversitet. Men forskelle skal ikke medføre dårligere levestandard eller livsmuligheder for beboerne, hvilket vi desværre oplever i flere bydele, særligt i Bispebjerg. Bydelen har laveste gennemsnitsindkomst, tredje laveste middellevetid, høj utryghed og er bydelen, hvor flest børn og unge har tilknyttet sociale foranstaltninger. Det kan bl.a. ses i Københavns Kommunes datapakke og den årlige tryghedsundersøgelse (kan findes her).

Der er visse områder i København, der kan ses som en slags Udkantskøbenhavn, hvor udviklingen går langsomt og det kan være svært at trække udviklingsmidler til. Hvordan skaber vi en blandet by med plads til alle, men hvor alle også har lige livsvilkår og ingen mennesker eller bydele hægtes af? Kan der skabes en positiv særbehandling af disse områder? Når Københavnertinget  undersøger, hvordan flere kan deltage i byens liv, flere kan få indflydelse, bedre mental sundhed, plads til idræts- og kulturfaciliteter og mindske forskelsbehandling, er det vigtig at se på hvilke muligheder, der er i ens lokalområde og ser på, hvordan man kan løfte de eksisterende indsatser.

 

Løsning

1. Lokaludvalget drøfter input til partsindlægget.

2. Lokaludvalget giver formandskabet mandat til at færdiggøre et partsindlæg på vegne af lokaludvalget.

 

Beslutning

 

ad. 1. Lokaludvalget drøftede sagen.

ad. 2. Lokaludvalget gav formandskabet mandat til at afgive et endeligt høringssvar. 

Til top