Mødedato: 23.02.2023, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

Intern høring - udskiftning af broen over S-Banen ved Emdrup Station

Det indstilles, 

1. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter sagen og udkast til høringssvar til den interne høring

2. at Bispebjerg Lokaludvalg giver formandskabet bemyndigelse til at færdiggøre høringssvaret

 

Baggrund

Broen over S-banen ved Emdrup Station på Tuborgvej skal udskiftes, da den er næsten 100 år gammel. 

Dette indbefatter at der skal etableres en midlertidig bro lige nord for den eksisterende bro (løsning C).

I Teknik- og Miljøforvaltningens foranalyse peges der som alternativ på, at man kan omdanne den eksisterende stibro ved Klædemålet til en permanent vejbro (løsning D). Såfremt man gør dette, kan en vejbro ved Klædemålet aflaste trafikken i den periode, hvor broen på Tuborgvej udskiftes og dermed kan man lave en mindre midlertidig bro lige nord for Tuborgvej end angivet i løsning C. Borgerrepræsentationen har bedt forvaltningen undersøge denne mulighed. Siden budgetforhandlingernes afslutning i oktober 2022 har forvaltningen derfor undersøgt løsning D (vejbroen ved Klædemålet). Ud fra et teknisk synspunkt mener forvaltningen, at det bliver et svært projekt at gennemføre løsning D. Men de ønsker lokaludvalgets syn på løsning D - altså er det en god idé med en vejbro på Klædemålet? Og/eller er der et lokalt ønske om at ændre/tilføje en cykelrampe på Klædemålssiden, hvor der i dag kun er trapper?

Der er tale om en intern høring. Såfremt politikerne vælger at gå videre med en løsning over Klædemålet, vil der følge en åben borgerinddragelse om projektet.

Økonomi

Der er afsat i omegnen af en kvart milliard kroner til det samlede projekt.

Borgerinddragelse

Forvaltningen ønsker pt ikke en åben borgerinddragelse, men er i gang med en intern høring med Bispebjerg Lokaludvalg og Bispebjerg Hospital i den indledende høringsfase. Såfremt der peges på løsningen over Klædemålet, følger der en bred og åben borgerinddragelse herom.

Forvaltningen har holdt oplæg for bymiljøudvalget under lokaludvalget.

Bilag

Bilag 3 - Oplæg for Bymiljøudvalget om brorenoveringen ved Emdrup Station eftersendes på mail.

Bilag 4 - Udkast til svar på internt høringssvar Tuborgbroen sendes ud med dagsordenen på mail

Løsning

1. Lokaludvalget drøfter udkast til høringssvar

2. Lokaludvalget giver formandskabet bemyndigelse til at færdiggøre høringssvaret

 

Beslutning

 

ad. 1. Lokaludvalget drøftede høringssvaret.

ad. 2. Lokaludvalget gav formandskabet mandat til at færdiggøre høringssvaret. 

 

Til top