Bydelsplanen
Formanden for Bispebjerg Lokaludvalg indstiller;
- at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter og godkender det foreliggende udkast til afsnit 4 i bydelsplanen: Lokaludvalgets indsatsområder og arbejdsprogram.
- at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter om lokaludvalget vil udarbejde strategiske retningslinjer for brug af puljemidlerne. (Bydelsplanen afsnit 5).
- at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter og beslutter om der skal henvises til bilag i form af mere konkrete projektforslag og/eller skitseprojekter.
Problemstilling
Arbejdet med bydelsplanen nærmer sig sin afslutning - det er således tid til at lokaludvalget foretager en endelig godkendelse af de forskellige afsnit i planen.
Fristen for aflevering af den færdige bydelsplan er den 31. marts 2017 – den endelige godkendelse af bydelsplanen skal således ske på lokaludvalgsmødet den 23. marts 2017 – således der er tid til den sidste ”finpudsning” inden afleveringen.
Status:
Afsnit 1 og 2 Forord:
Forord af Overborgmesteren og lokaludvalget ved formanden udarbejdes til sidst.
Lokaludvalgets forord behandles og godkendes på lokaludvalgsmødet i marts.
Afsnit 3: Bydelens egenart, udfordringer og potentialer:
Afsnittet har været behandlet og godkendt i den arbejdsgruppe lokaludvalget nedsatte til formålet. Endvidere har lokaludvalget behandlet dette afsnit på lokaludvalgsmødet i december 2016.
Der vil dog fortsat være for sproglige rettelser / justeringer frem til lokaludvalgsmødet i marts.
Afsnit 4: Lokaludvalgets indsatsområder og arbejdsprogram:
Sekretariatet har sammenfattet lokaludvalgets forslag og afsnittet har løbende været drøftet i Bylivs- og Bymiljøudvalget.
Løsning
Lokaludvalget drøfter det foreliggende udkast til afsnit 4 i bydelsplanen.
Der vil dog fortsat være mulighed for sproglige rettelser / justeringer frem til lokaludvalgsmødet i marts.
Afsnit 5: Strategiske retningslinjer for brug puljemidlerne:
Som led i bydelsplanprocessen skal lokaludvalget drøfte om udvalget ønsker mere strategiske retningslinjer for brug af sine puljemidler. Hensigten med dette afsnit i bydelsplanen er, at lokaludvalgets anvendelse af puljemidler eventuelt kan støtte op om lokaludvalgets konkrete visioner og udviklingsstrategier for bydelen.
Løsning
Lokaludvalget drøfter om udvalget ønsker denne mere strategiske brug af puljemidlerne eller om udvalget ønsker at fastholde den nuværende praksis.
Strategisk brug af puljemidlerne kunne f.eks. betyde, at en mindre del af puljemidlerne i et givet år reserveres til f.eks. at understøtte en ”tryghedsindsats” eller mindre grønne projekter eller andet.
På baggrund af drøftelserne i lokaludvalget udarbejder formandskabet/sekretariatet et afsnit om den fremtidige brug af puljemidler som sendes ud til kommentering blandt medlemmerne af lokaludvalget.
Afsnit 6: Bemærkninger fra forvaltningerne:
Fagforvaltningernes bemærkninger til bydelsplanen.
Afsnit 7: Bilagsliste:
Der er mulighed for at udarbejde en bilagsliste hvor lokaludvalget kan henvise til mere konkrete projektbeskrivelser/skitseforslag, det kunne f.eks. være skitseforslag til Faktatorvet, Idrætsanlægget i Ryparken, planen for Nørrebro Stationsområde med videre.
Selve bilagene kommer IKKE til at indgå i den layoutede bydelsplan, som vil blive forelagt politikerne. Bilagene kan eventuelt lægges særskilt på lokaludvalgets hjemmeside.
Løsning
Lokaludvalget drøfter hvilke bilag der eventuelt skal henvises til på en sådan bilagsliste. Udgangspunktet er allerede udarbejdet forslag som f.eks. Nørrebro Stationsområde, Faktatorvet, Smedetoften – forslag fra Områdefornyelsen i Fuglekvarteret og Områdefornyelsen Nordvest. (Sekretariatet har ikke umiddelbart resurser til at udarbejde helt nye uddybende projektbeskrivelser indenfor tidsfristen).
Bilag
Endelig udkast til afsnit 4 i bydelsplanen.
Økonomi
Ingen økonomi forbundet med indstillingen.
Beslutning
Ad 1: Udkastet til afsnit 4 i bydelsplanen blev godkendt.
Ad 2: Der var enighed om, at lokaludvalget ikke aktuelt skal lægge op til en mere strategisk brug puljemidlerne. Lokaludvalget vil forbeholde sig ret til, løbende at tage stilling til dette spørgsmål. Sekretariatet udarbejder et udkast til dette afsnit i bydelsplanen til endelig drøftelse og vedtagelse på lokaludvalgsmødet i marts måned.
Ad 3: Der var enighed om der i bydelsplanen skulle henvises til bilag – som f.eks. skitseprojekt for Faktatorvet mv.