Mødedato: 23.02.2017, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

Høring: Lundedalsvej 17

Formanden for Bispebjerg Lokaludvalg indstiller,

  1. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter udkastet til høringssvar på planerne for bebyggelsen på Lundedalsvej

  2. at Bispebjerg Lokaludvalg giver mandat til at formanden kan sende det endelige høringssvar.

Problemstilling

Center for Bygninger (TMF) har modtaget en ansøgning om tilladelse til at opføre 12 rækkehuse, som byhuse i 3 etager, på adressen Lundedalsvej 17. Rækkehusene har hver en størrelse på 137 m² og består af 4 værelser samt privat tagterrasse på 36 m². Der etableres pulterrum på terræn.

Facaderne opbygges af naturskifer på klink, og vinduer udføres som træ/alu-vinduer med lavenergi-vinduer. Tagrender og nedløbsrør udføres i zink. Udvendige depotrum udføres som isolerede konstruktioner beklædt med listebeklædning.

Have og terrænanlæg udføres generelt som et åben parklignende område, der kan samspille med området med kollegiebygningerne mod øst. De 12 rækkehuse opføres med et samlet etageareal på 1.680 m².

Lokalplanforhold

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 348 ”Lundedalsvej”, bekendtgjort den 22. januar 2002, og er beliggende i lokalplanens område II.

Det ansøgte kræver dispensation fra lokalplanens bestemmelser

- om bebyggelsesprocent, da det nye byggeri vil medføre en bebyggelsesprocent på 63,

- om byggefelter, da husrækkerne måler 27 x 10 m og opføres uden for afgrænsningen i de viste byggefelter og med afstand til skel mod ejendommen syd for bebyggelsen, hvor den er nærmest skel, på ca. 5 m, og

- om, at ny bebyggelse skal opføres som punkthuse eller byvillaer, da bebyggelsen opføres som rækkehuse.

Det ansøgte kræver desuden dispensation vedrørende rækkehusenes ydre fremtræden og indretning af friarealer samt parkerings- og tilkørselsarealer.

Høringssvar

De ejere, beboere og virksomheder i området, som Teknik- og Miljøforvaltningen har vurderet er berørt af det ansøgte projekt, har modtaget et orienteringsbrev, jf. Planlovens § 20.

De høringssvar, som Teknik- og Miljøforvaltningen modtager inden for høringsperioden, vil efterfølgende indgå i den videre sagsbehandling.

Høringssvar fra personer, som ikke har modtaget et orienteringsbrev, vil ikke kunne forvente at få behandlet eventuelle bemærkninger i samme omfang, som et høringssvar fra de personer/virksomheder, der har modtaget orienteringsbrevet.

Eventuelle bemærkninger skal være modtaget senest den 8. marts 2017, hvorefter vi vil træffe en afgørelse i sagen.

Løsning

Lokaludvalget drøfter høringsmaterialet og forslaget til høringssvar.

Bilag

Tegningsmateriale vedlagt indkaldelsen

Økonomi

Ingen økonomi forbundet med indstillingen.

 

 

Beslutning

Ad 1 og 2: Forslaget til høringssvar blev drøftet og formanden fik mandat til at sende det endelige høringssvar.
Til top