Mødedato: 22.05.2014, kl. 19:00
Mødested: Bispebjerg Kulturcenter, Bispebjerg Bakke 6

Erhvervsudlejning på Frederikssundsvej

Indstilling og beslutning

Formanden for Bispebjerg Lokaludvalg indstiller,
1 at lokaludvalget drøfter om der skal rettes henvendelse til Forvaltningen med henblik på, at få justeret lokalplanens bestemmelser for erhvervsudlejning (butikker) på Frederikssundsvej.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget en henvendelse fra AB Glasgården vedrørende deres muligheder / begrænsninger i udlejningen af tomme butikslokaler på Frederikssundsvej 60 A og 60 C. Lokaler som i længere tid har stået mørke og tomme. Problemet for AB Glasgården er, at lokalplanen foreskriver, at der kun må lejes ud til forretninger, der driver egentlig handel – altså sælger varer. Der er ikke umiddelbart mulighed for dispensation fra lokalplanens bestemmelser.
Andelsforeningen har haft dårlig erfaring med udlejning til spillehal – da dette medførte omfattende hærværk og kriminalitet. Der har været flere henvendelser med henblik på, at etablere grønthandel, pizzaria og kiosk. Til trods for et tab på den månedlige lejeindtægt på 50.000 kr. har bestyrelsen afvist disse potentielle lejere, p.g.a. af dårlige erfaringer - og fordi de finder, at området er velforsynet med den slags forretninger. Til trods for, at der tidligere har været bank på hjørnet af Glasvej og Frederikssundsvej, har bestyrelsen måtte sige nej til en bank der ville leje lokalerne, da det strider mod lokalplanens krav om salg af varer.
Sidst har bestyrelsen henvendt sig, fordi en ny etableret advokatvirksomhed gerne vil leje sig ind – og samtidig tilbyde gratis advokatrådgivning med fokus på indvandrere og integration, uddannelse mv. Foredrag på skoler og institutioner om lovgivningen, integration mv. (Ansøgning til kommunen vedlagt indkaldelsen).

Løsning/videre proces
Lokaludvalget drøfter om udvalget skal gå ind i sagen på et mere principielt niveau – og hvordan det videre sagsforløb skal være.
Bilag
Advokatfirmaets ansøgning om dispensation vedlagt.
Henvendelse fra AB Glasgården vedlagt.

Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Bispebjerg Lokaludvalgs beslutning 22. maj 2014:
Ad 1: Det blev besluttet, at sekretariatet i første omgang retter telefonisk henvendelse til forvaltningen for at høre til den konkrete sag.
Herefter tages der stilling til, om der skal rettes en mere principiel henvendelse til forvaltningen, med henblik på en drøftelse af de nuværende regler og eb eventuel muligheden for en lempelse i lokalplanens bestemmelser om krav til udlejers virksomhed. Sekretariatet vil i samarbejde med Bymiljøudvalget følge sagen.
(Bemærkning: Sekretariatet har været i kontakt med forvaltningen og ansøger. Kommunen har afvist, at give dispensation med henvisning til lokalplanen. En dispensation vil kræve en ændring af lokalplanen).
Til top