Høring vedr. Kommuneplanstrategi
Det indstilles,
1. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter sagen
2. at Bispebjerg Lokaludvalg giver formandskabet bemyndigelse til at færdiggøre høringssvaret
Baggrund
Borgerrepræsentationen har den 22. juni 2023 besluttet at sende Kommuneplanstrategi 2023 – Fremtidens klimavenlige hovedstad i 8 ugers offentlig høring.
Kommuneplanstrategi 2023 indeholder en samlet vision for Københavns udvikling; ”Fremtidens klimavenlige hovedstad”.
Visionen vil blive omsat til konkrete forslag til løsninger i den kommende Kommuneplan 2024, der lægger rammerne for den fysiske arealudvikling af Københavns Kommune de næste 12 år.
Det fremgår af kommuneplanstrategien, at der med Kommuneplan 2024 laves en fuld revision af kommuneplanen med særligt fokus på de fem nedenstående temaer, som udgør grundstammen i Kommuneplanstrategi 2023 og Kommuneplan 2024:
- Hovedstadens byudvikling og mobilitet
- Boliger og sammenhængende by
- En by med erhverv og studiemiljø
- En sund klimaby med plads til natur, kultur og fritid
- Udvikling med respekt for byens sjæl
Høringsfristen er den 29. september.
Borgerinddragelse
Bispebjerg Lokaludvalg har i forbindelse med høringen af kommuneplanstrategien afholdt borgermødet "Hvordan værner vi om Fuglekvarteret" med fokus på boligsammensætning, erhverv og kreative zoner. Mødet foregik den 30. august, og cirka 30 borgere deltog. Herudover har lokaludvalget netop afholdt borgermødet "Hvordan værner vi om bydelens grønne områder" den 18. september, hvilket også er et tema som berøres i kommuneplanstrategien.
Sammen med Vanløse og Brønshøj Husum Lokaludvalg afholdes ligeledes et borgermøde om metro til de nordvestlige bydele den 27. september (2 dage før høringsfristen), som sætter fokus på den offentlige transport, som også er et tema i kommuneplanstrategien.
Kommentarer fra de 3 borgermøder skal så vidt muligt indarbejdes i høringssvaret.
Bilag
Høringsmaterialet kan hentes her: https://blivhoert.kk.dk/hoering/forslag-til-kommuneplanstrategi-2023
Bilag 6 - udkast til høringssvar vedr. kommuneplansstrategien - er sendt ud med dagsordenen på mail.
Løsning
1. Lokaludvalget drøfter høringen
2. Bispebjerg Lokaludvalg giver formandskabet mandat til at færdiggøre høringssvaret.
Beslutning
ad. 1. Lokaludvalget drøftede høringen.
ad. 2. Lokaludvalget gav formandskabet mandat til at færdiggøre høringssvaret.