Mødedato: 20.11.2012, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

Høring - Lunhusskolen

Indstilling og beslutning

Formanden for Bispebjerg Lokaludvalg indstiller;
1. at Bispebjerg Lokaludvalg tager en første kort drøftelse af forslaget til lokalplan ”Lundehusskolen”
2. at Bispebjerg Lokaludvalg tager stilling til om der skal afholdes et borgermøde om lokalplanen medio december
3. at Bymiljøudvalget arbejder videre med et høringssvar som fremlægges til godkendelse på lokaludvalgsmødet den 18. december

Problemstilling

Forslaget til lokalplan ”Lundehusskolen II” muliggør opførelsen af en ny idrætshal. Idrætshallen skal primært forbedre idrætsfaciliteterne for skolens elever. Bygningen skal tilpasses med arkitekturen for Lundehusskolen og Emdrup Badet, så alle bygningerne fremstår som en helhed samt give et kvalitativt løft til hele området.

Lokaludvalget har tidligere behandlet forslaget til lokalplan da denne var i intern høring. På daværende tidspunkt havde lokaludvalget ingen bemærkninger til forslaget.

Bymiljøudvalget drøftede forslaget på udvalgsmøde den 13. november – orientering her fra vil blive fremlagt på lokaludvalgsmødet.

Forslaget til lokalplan er sendt i høring frem til den 5. januar 2015.
Alle interesserede har mulighed for at deltage i høringen via kommunens høringsportal: www.blivhoert.kk.dk.
På portalen ”blivhoert” kan du finde alt relevant materiale.

Borgerdialog
Lokale borgere er bekymret for, at projektet skaber øget trafik på de mindre veje omkring skolen og der ikke er tilstrækkelig med parkering, et forhold der kan belaste lokalområdet.
På møde i Bymiljøudvalget blev der rejst ønske om et borgermøde medio december.

Løsning
Lokaludvalget tager en første kort drøftelse af forslaget.
Lokaludvalget tager stilling til om der skal holdes et borgermøde medio december.

Bilag
Lokalplanforslaget kan findes på www.blivhoert.kk.dk.
Et eksemplar af forslaget kan fås ved henvendelse til sekretariatet.

Økonomi
Ingen økonomi forbundet med indstillingen

Beslutning

Bispebjergs Lokaludvalgs beslutning 20. november:

Ad 1 og 2: Forslaget til lokalplan blev drøftet. Da der tidligere har været afholdt borgermøde om forslaget var vurderingen, at endnu et møde ikke var nødvendigt. Spørgsmålene /bemærkningerne til manglende parkering og trafikafviklingen i området omkring skolen tages med i høringssvaret – herunder forslaget om, at vejene overgår fra privat fællesveje til kommunale veje.

Ad 3: Bymiljøudvalget udarbejder et forslag til høringssvar til godkendelse på mødet i lokaludvalget den 18. december 2014.

Til top