Høring vedr. ressource og affaldsplan 2023
Det indstilles,
1. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter høringen.
2. at Bispebjerg Lokaludvalg giver forpersonskabet mandat til at færdiggøre høringssvaret.
Baggrund
Ifølge Miljøstyrelsens affaldsbekendtgørelse skal kommunerne udarbejde en seksårig plan for håndtering af husholdnings- og erhvervsaffald. Ressourceplanen består af en plandel og af en kortlægningsdel. Borgerrepræsentationen skal senest ultimo 2024 vedtage en ny plan, der gælder i perioden 2025-2030 og dermed afløse Ressource- og Affaldsplan 2024.
Teknik- og Miljøudvalget vil efter sommerferien skulle tage stilling til, om der skal fravælges nogle af de foreslåede indsatser, justeres i indsatserne eller ændres i de opstillede målsætninger.
Kort om Ressource- og Affaldsplan 2030
Ressource- og Affaldsplan 2030 skal styrke Københavns Kommunes igangværende omstilling til et samfund, hvor ressourcer og produkter holdes i et lukket kredsløb så længe som muligt, og hvor forbruget af nye produkter minimeres. Planen indeholder en række indsatser, der skal minimere mængden af affald i København og øge mængden af genbrug og genanvendelse blandt københavnerne og virksomhederne i kommunen.
Planen bygger videre på de seneste års erfaringer og indsatser om at fremme sortering og cirkulær økonomi i København. Ressource- og Affaldsplan 2030 udgør ét af flere elementer i at skabe den bæredygtige udvikling i København, som i øvrigt rammesættes i Kommuneplanen og Københavns Kommunes Klimaplan og særligt understøttes af Mad og måltidsstrategien, Biodiversitetsstrategien og Kommunens indkøbspolitik.
Videre proces
Når udkastet til Ressource- og Affaldsplan 2030 har været i høring, vil Teknik- og Miljøforvaltningen tage stilling til høringssvarene. På baggrund af den offentlige høring forelægges den endelige version af Ressource- og Affaldsplan 2030 til godkendelse for Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen ultimo 2024.
Bilag
Læs mere om planen her:
Udkast til Ressource- og Affaldsplan 2030 i høring | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)
og her:
Høring af Udkast til Ressource- og Affaldsplan 2030 (kk.dk)
Bilag 6 - udkast til høringssvar - eftersendes på mail.
Løsning
1. Lokaludvalget drøfter høringen.
2. Lokaludvalget giver forpersonskabet mandat til at færdiggøre et høringssvar.
Beslutning
ad. 1. Lokaludvalget drøftede høringen.
ad. 2. Lokaludvalget gav forpersonskabet mandat til at færdiggøre høringssvaret.