Mødedato: 17.12.2020, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

Tryghedspartnerskab – ønske til budget 2022

Det indstilles at;

  1. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter og beslutter at bakke op om en forankring af tryghedspartnerskabet på Bispebjerg.
  2. at lokaludvalget beslutter at der arbejdes med sagen som et budgetønske til 2022.

Baggrund:

I forlængelse af bandekonflikten blev der med opstart af Områdefornyelse Nordvest indgået en aftale om et tryghedspartnerskab bestående af SSP, de boligsociale helhedsplaner, områdefornyelse, Sikker By, nærpolitiet, klub, skole, lokaludvalg, beboerrepræsentanter mfl.

Tryghedspartnerskabet har arbejdet med forebyggende tiltag og i perioder har der været behov for vidensdeling pga. akutte tryghedsproblemstillinger.

Dette mødeforum har blandt andet givet mulighed for at håndtere tryghedsproblemstillinger såsom:

  • grænseoverskridende ungeophold i kældre
  • udsagn om banderekruttering
  • ”citronmåne” arrangementer som tryghedstiltag i nærmiljøet med politi, SSP, sikker by m.fl.
  • undersøgelse af unges behov for fritidstilbud
  • undersøgelse af oplevelsen af sociale overdrivelser blandt unge

I forbindelse med områdefornyelsens udløb i 2021 afsluttes det koordinerende arbejde med tryghedsproblemstillinger i området ved Frederiksborgvej/Smedetoften.

Om tryghedspartnerskaber

Både Amager, Tingbjerg-Husum og Folehaven har etableret tryghedspartnerskaber. Her arbejder Sikker by med at skabe en mere tryg by via et stærkt samarbejde mellem de sociale myndigheder i kommunen, skolerne, politi, kriminalforsorgen, helhedsplaner, boligforeninger m.fl. Det er særlige, områdebaserede indsatser der skal begrænse den borgerrettede kriminalitet og arbejdet foregår med inddragelse af borgere og lokale aktører.

 

Forslag om forankring af tryghedspartnerskab for hele Bispebjerg

Bispebjerg Bydel er fortsat et af de områder i Københavns Kommune med den højeste registrering af oplevet utryghed. Samtidig vil de boligsociale helhedsplaner på Bispebjerg dække et mindre område og områdefornyelsens indsats i området ved Frederiksborgvej stopper og flyttes til Bispeparken. Dermed bliver den koordinerende indsats for tryghedsfremme væsentligt begrænset på Bispebjerg.

Bylivsudvalget mener at Bispebjerg bydel fortsat bør have en lokalt forankret tryghedsindsats og rejser derfor et forslag om, at der til budget 2022 afsættes midler til et tryghedspartnerskab. Det er et ønske i Bylivsudvalget, at hele Bispebjerg dækkes, da der i perioder er utrygt andre steder end ved Frederiksborgvej – eksempelvis i Kantorparken, Fuglekvarteret og i Ryparken.

Bylivsudvalget foreslår, at der afsættes budgetmidler i 2022 i det kommunale budget til en medarbejder, der kan understøtte det forebyggende og akutte tryghedsarbejder på Bispebjerg i tæt samarbejde med politi, sikker by, det boligsociale, beboerrepræsentanter og borgere. 

Løsning

Lokaludvalget bakker op om et ønske til det kommunale budget 2022 om forankringen af et tryghedspartnerskab med ansættelse af en medarbejder, der kan understøtte den forebyggende tryghedsindsats på hele Bispebjerg.

Lokaludvalget giver mandat til Bylivsudvalget om at arbejde videre med sagen.

Bilag

Henvendelse fra Kantorparkens Bestyrelse til Bispebjerg Lokaludvalg om behov for tryghedsindsats på Bispebjerg

Økonomi

Der er ingen økonomi forbundet med indstillingen

 

 

Beslutning

Lokaludvalgets beslutning:

Ad 1 og 2: Indstillingerne godkendt.

Til top