Mødedato: 31.10.2011, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Pensionsstyrelsens visitationstilsyn for 3. kvartal 2010

Se alle bilag
Pensionsstyrelsen har foretaget visitationstilsyn for Københavns Kommune på baggrund af 400 udvalgte cpr.nr. Pensionstyrelsen kontrollerer ved tilsynet rettidigheden i jobsamtaler. 

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager afrapporteringen af resultatet af Pensionstyrelsens visitationstilsyn for 3. kvartal 2010 til efterretning.

Problemstilling

Lovgivningen stiller en række krav til kommunernes kontaktforløb i forhold til kontanthjælpsmodtagere, herunder kravet om jobsamtaler hver 13. uge. Pensionsstyrelsen gennemfører - ved  såkaldte visitationstilsyn - et intensiveret og målrettet tilsyn med kommunernes sagsbehandling i kontaktforløbet. Visitationstilsynet supplerer således revisionens tilsyn, herunder i forbindelse med de årlige sagsgennemgange.

Pensionsstyrelsen har ved visitationstilsynet kontrolleret, hvorvidt Københavns Kommune har afholdt jobsamtaler i det individuelle kontaktforløb rettidigt.    

Pensionsstyrelsen har sendt en rapport til Beskæftigelses-og Integrationsudvalget vedr. det samlede resultat i kommunen ( Bilag 1). Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har efterfølgende gennemgået Pensionsstyrelsens resultat, herunder de økonomiske konsekvenser.

Løsning

Pensionsstyrelsen har udtaget i alt 400 sager, hvoraf 6 udgik umiddelbart, idet borgerne ikke tilhørte tilsynets målgruppe. Af de resterende 394 sager var 304 korrekt behandlet (77 %) og 90 fejlbehæftede (23 % ). Pensionstyrelsen anfører, at resultatet i Københavns Kommune er væsentlig bedre end ved sidste tilsyn ( 1. kvartal 2008 ), hvor fejlprocenten var 44 %. Pensionsstyrelsen oplyser samtidig, at et tilfredsstillende mål for fejlprocenten vil være under 6 %. Kommunen har i gennemsnit pr. sag med fejl overskredet rettidigheden med 45 dage.       
 
Resultatet betyder, at kommunen har tabt retten til statsrefusion svarende til kr. 571.485 vedr. 3. kvartal 2010. 

Udover Københavns Kommune er i tilsynet indgået kommunerne Egedal, Fanø, Frederiksberg, Glostrup, Kalundborg, Norddjurs, Odder, Samsø, Silkeborg, Varde og Vesthimmerland. Sammenlignelige resultater for disse kommuner er ikke umiddelbart tilgængelige.    

Initiativer i forhold til forbedring af rettidigheden

Beskæftigelses - og Integrationsforvaltningen har i de senere år haft en massiv fokus på rettidighed, herunder i jobsamtaler, og vil fortsat priotere dette område højt med henblik på yderligere nedbringelse af fejlprocenten.

Rettidighed indgår i de relevante centres resultatkontrakter, og der er på enkelte centre etableret forsøg med centralisering af indkaldelser og fælles sagsstammer for medarbejderne i de enkelte teams med henblik på at sikre rettidige indkaldelser af borgere til jobsamtaler.

Der er endvidere udviklet nøgletal i ledelsesinformationssystemet, således at det er muligt løbende at trække resultatopgørelser over bl.a. overholdelse af rettidigheden i afholdelse af jobsamtaler på forvaltnings-, jobcenter-, team- og sagsbehandlerniveau. Disse nøgletal opdateres ugentligt på forvaltningens ResultatPortal. Det medvirker til en stor, løbende opmærksomhed på og dialog om rettidigheden på alle niveauer i forvaltningen, og derved mulighed for hurtigt og effektivt at prioritere indsatsen på området ved svigt i rettidigheden.

Resultaterne behandles i direktionen, på centerchefmøder med direktionen og lokalt på relevante centre. Herudover udarbejdes der ca. 8 gange om året en resultatstatus til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget til godkendelse, hvori status for rettidigheden, bl.a. for jobsamtaler, indgår. 

De seneste resultater viser en rettidighed i jobsamtaler for hele forvaltningen på 92% i uge 38 2011, og det forventes, at rettidigheden udgør ca. 95% ved udgangen af september 2011.            

Det kan oplyses, at der tillige i budget 2012 er sat midler af til bl.a. at sikre, at målet om en gennemsnitlig rettidighed på 95 % kan indfris fremover. 

Økonomi

Kommunen kan ikke hjemtage statsrefusion i perioder, hvor der ikke er rettidigt fulgt op.  

Forvaltningen vil berigtige den tabte refusion på i alt kr. 571.485 i marts måned 2012 i forbindelse med den foreløbige restafregning af statsrefusion for 2011.      

Videre proces

Pensionsstyrelsen har de senere år haft ændret procedure således, at det ikke længere er alle kommuner, der indgår i tilsynet. Man foretager derimod et mere målrettet og intensiveret tilsyn, hvor der udvælges et antal kommuner, som i særlig grad har problemer med rettidighed i jobsamtaler. Det foreligger telefonisk oplyst fra Pensionsstyrelsen, at det nye visitationstilsyn er sat på stand by, indtil Beskæftigelsesministeriet har taget endelig stilling til den fremtidige form mv.     

Bilag

     1 . Pensionsstyrelsen Visitationstilsynet - Afrapportering af 10. august 2011.


    
        Morten Binder     / Thomas Thellersen Børner
             

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top