Mødedato: 31.10.2011, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Halvårsopfølgning på resultatkontrakter 2011

Se alle bilag
Målopfyldelse i resultatkontrakterne medio 2011 er opgjort og forelægges for udvalget.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller
  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager forvaltningens halvårsopfølgning på resultatkontrakterne for 2011 til efterretning.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens resultatkontrakter for 2011 med de decentrale enheder er efter vanlig praksis udarbejdet på baggrund af Beskæftigelsesaftalen og Beskæftigelsesplanen for 2011 og indenfor rammerne af det vedtaget budget.

Målsætningen for resultatkontrakterne er, at de skal bidrage til en fokusering af indsatsen og skabe ejerskab til resultatskabelsen på alle niveauer i forvaltningen. Dette ud fra en betragtning om, at det er resultatskabelsen ud fra kontraktmålene, der skal sikre opfyldelsen af de overordnede politiske mål, som er fastsat i Beskæftigelsesaftalen og Beskæftigelsesplanen.

Løsning

Halvårsopfølgningen på resultatkontrakterne for 2011 viser, at ud af de i alt 36 resultatmål - hvoraf ca. halvdelen af målene omfatter flere centre - er:
  • 13 mål opfyldt
  • 10 mål delvis opfyldt
  • 13 mål ikke opfyldt

Dermed er 36 pct. af målene helt opfyldt, mens ca. 64 pct. af målene er helt eller delvis opfyldt. For en del af de delvist eller ikke opfyldte mål forventes en forbedret målopfyldelse i 2. halvår af 2011. Det gælder bl.a. målene om rettidighed i jobsamtaler og aktivering samt målet om lavere sygefravær.

Der kan peges på 3 særligt tilfredsstillende resultater medio 2011:

  • Indsatsens jobeffekter er generelt høje, jf. figur 1-5, 15 og 20. Indsatsens jobeffekter har generelt holdt et højt niveau trods den fortsatte lavkonjunktur. Det skal særligt fremhæves, at målene om, at ledige skal være selvforsørgende mindst 3 ud af 7 måneder efter start i jobcentret hhv. start i aktivering er nået ved halvårsstatus, samt at 70 pct. af sygedagpengesagerne afsluttes til selvforsørgelse, hvilket er lidt mere end forudsat. Der er også gode jobeffekter af indsatsen over for indvandrede og efterkommere, jf. figur 20-21.
  • Antallet af klagesager falder fortsat, jf. figur 34. Resultatkontrakterne indeholder mål om et samlet fald i antallet af klager over sagsbehandlingen på 10 pct. i 2011 i forhold til 2010 målniveauet. Efter 1. halvår er mindst halvdelen af det forudsatte fald indfriet i de fleste centre og i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen som helhed. Målet omhandler alene de klager, hvor borgerne får helt eller delvis medhold.
  • Ydelser udbetales til tiden, jf. figur 26-29. Mere end 90 pct. af alle ansøgninger om kontanthjælp er behandlet inden for 15 arbejdsdage, og der er ud fra opgørelser i maj-juni 2011 i alle tilfælde udbetalt syge- og barselsdagpenge rettidigt. Samtidig er stort set alle anmodninger om løntilskud fra virksomheder behandlet inden for 10 arbejdsdage.  
Der kan samtidig peges på 3 ikke tilfredsstillende resultater:
  • Manglende rettidighed i jobsamtaler og aktivering, jf. figur 22-23. Rettidigheden i forhold til lovkravet vedr. jobsamtaler og aktivering har ligget utilfredsstillende lavt i 1. halvår 2011. Forvaltningen iværksatte på den baggrund sidst på foråret en kampagne for genoprettelse af rettidigheden med et mål om 95 pct. rettidighed ved udgangen af september måned. Kampagnens resultat afrapporteres særskilt til udvalget, forventeligt ved udvalgets møde den 31. oktober 2011.
  • Kapaciteten i de aktive tilbud underudnyttes, jf. figur 11-13. Forvaltningen varslede ved regnskabsprognosen for første halvår et betydeligt mindreforbrug på rammen til eftersspørgselsstyret indsats. Det afspejler bl.a. en lav kapacitetsudnyttelse i de aktive tilbud i beskæftigelsescentrene og i de stillinger med løntilskud, der indgår i partnerskabsaftalerne.
  • Ringere jobmuligheder for udsatte borgere, jf. figur 6 og 9-10. Det er i 1. halvår 2011 lykkedes at finde et fleksjob indenfor 6 måneder til godt en fjerdedel af nye fleksjobvisiterede. Det er markant mindre end forudsat. Samtidig er antallet af borgere på ledighedsydelse udover 18 måneder steget, hvor målet var et fald, ligesom antallet af langvarige kontanthjælpsmodtagere aktuelt øges. Disse resultater kan for en væsentlig del tilskrives de vanskelige konjunkturforhold, som medfører et mindre rummeligt arbejdsmarked.

Økonomi

Indstillingen i sig selv har ingen økonomisk betydning.

Videre proces

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil i 1. kvartal 2012 blive forelagt en helårsopfølgning på resultatkontrakterne 2011.


BILAG

  1. Halvårsopfølgning på resultatkontrakter 2011

Morten Binder                        /Thomas Thellersen Børner

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top