Mødedato: 31.10.2011, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Resultatstatus pr. november 2011

Se alle bilag
Resultatstatus pr. november 2011 opgør forvaltningens produktion og resultater for perioden januar til september og i nogle tilfælde juli og august 2011.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager resultatstatus pr. november 2011 til efterretning.

Problemstilling

Resultatstatus opdateres med de nyeste tilgængelige tal ca. en gang om måneden, og fremlægges på førstkommende møde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. Resultatstatus pr. november viser resultater for perioden januar til september og i nogle tilfælde juli og august 2011.

Næste resultatstatus forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ved mødet den 5. december.

Forvaltningen har etableret en statistik til brug for opgørelse af sagsbehandlingstider for ansøgnings- og afklaringssager, men der er behov for at kvalitetssikre data. Forvaltningen vil fra og med næste resultatstatus erstatte den aktuelle figur 16 vedrørende antal ansøgnings- og afklaringssager med en ny figur, der beskriver den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for ansøgnings- og afklaringssager.

Der kan peges på 3 særligt positive resultater i resultatstatus pr. november.

  • Nyeste data fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at forvaltningen har mere end 10.000 færre borgere på offentlige forsørgelsesydelser end man kunne forvente ud fra omfanget i sammenlignelige kommuner. Det svarer til en besparelse for kommunen på ca. 830 mio. kr. årligt, jf. figur 4.
  • Forvaltningens interne sygefravær er reduceret betydeligt i forhold til årets første måneder og ligger i både juli og august på et niveau, som er markant lavere end det forudsatte, jf. figur 17. Såfremt den positive udvikling forsætter resten af året, vil målet om et gennemsnitligt sygefravær på 12 dage pr. medarbejder i 2011 formentlig kunne indfries.
  • Efter en periode med mangelfuld rettidighed i opfølgningssamtaler med sygedagpengemodtagere er rettidigheden tæt på det forudsatte niveau i september, jf. figur 14. Forvaltningen tilførte pr. juni 1,5 mio. kr. til jobcentret med henblik på genoprettelse af rettidigheden.

Der kan tilsvarende peges på 3 udfordringer.

  • Der er en fortsat udfordring at sikre den forudsatte anvendelse af ordinære uddannelsesforløb for ledige, jf. figur 10. Forvaltningen forventer, at udvalgets strategi for at øge anvendelsen af ordinær uddannelse vil have betydelig effekt. Strategien har en vis implementeringstid, som forklarer, at effekten endnu ikke kan aflæses af tallene.
  • Såvel antallet af ledige som antallet af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere har hele året ligget over budgetforudsætningen, jf. figur 7 og 8, hvilket udgår en betydelig ressourcemæssig udfordring for forvaltningen. Den højere ledighed er kompenseret i 2012 med budgetaftalen.
  • Antallet af borgere i fleksjob er faldet en smule henover året, mens antallet af borgere på ledighedsydelse modsvarende er steget, jf. figur 15. Det er udtryk for, at arbejdsmarkedet er mindre rummeligt i perioder med vanskelige konjunkturforhold . Der ses dog en svag positiv udvikling i juli og august.

Forvaltningen iværksatte i sommeren 2011 en kampagne for genopretning af rettidigheden i aktivering for både dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere inden udgangen af september, og kampagnen er baggrunden for den stigende rettidighed i de seneste måneder, jf. figur 11 og 12. Der henvises til den særskilte sag vedr. afrapportering på rettidighedskampagne.

Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland har offentliggjort sit kvartalsvise overblik over selvforsørgelsesgrader efter afsluttet aktivering, jf. bilag 2 (både 2.1 og 2.2). Tallene viser, at forvaltningen har gode effekter af aktivering sammenlignet med andre kommuner. Det gør sig ikke mindst gældende i forbindelse med ansættelse i kommunale løntilskudsstillinger og i forbindelse med ordinær uddannelse, hvor Københavns Kommune har bedre resultater end de øvrige kommuner.”

BILAG

1. Resultatstatus pr. november 2011

2.1 Forside til Kvartalsoverblik - Selvforsørgelsesgrad pr. oktober 2011
 
2.2 Kvartalsoverblik - Selvforsørgelsesgrad pr. oktober 2011

 
Morten Binder                                /Thomas Thellersen Børner

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top