Ansøgning uden for pulje fra Fisken
Indstilling og beslutning
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at ansøgningen på 1,5 mio. kr. for perioden 1. september 2011 - 1. september 2014 til Fiskens Fritidsjobformidling afslås, idet det vurderes, at Fiskens Fritidsjobformidling har for snæver en målgruppe.
Problemstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget behandlede ansøgningen den 19. september 2011(BIU 19.09.11, punkt 6) og besluttede her at udsætte behandlingen af ansøgningen til 31. oktober 2011, da det var uafklaret, om Fisken ville videreformidle deres brugere til kommunens bydækkende fritidsjobformidling i Skelbækgade.
Løsning
Forvaltningens vurdering
Ansøgningen ligger inden for Københavns Kommunes Inklusionspolitik jævnfør to nedestående indsatsområder (BR 16.12.10, punkt 42):
- Indsatsområde 2: "Inklusion på arbejdsmarkedet", mål 2: "Flere i arbejde". Fritidsjob øger sandsynligheden for at unge med etnisk minoritetsbaggrund uddanner sig, ligesom den anerkendelse, de møder fra kollegaer i fritidsjobbet, har positiv betydning for deres oplevelse af tilknytning til det danske samfund. Dette fremgår af Rambøls analyse for Arbejdsmarkedsstyrelsen, februar 2009: "Analyse af betydningen af fritidsjob for indvandrere og efterkommeres beskæftigelses- og uddannelsessituation".
- Indsatsområde 3: "En hånd til udsatte grupper og områder", mål 5: "Et mere trygt København for alle grupper". Falder inden for Københavns Kommunes Inklusionspolitik, fordi projektet har fokus på kriminalitetstruede børn og unge.
Der er fastsat succeskriterier og målgruppe for projektet m.v., så der kan opstilles forandringsteori jf. retningslinjerne for Den tværgående integrationspulje. Projektet vurderes ikke at være konkurrenceforvridende.
Ansøgningen har fagligt været forelagt Jobcenter København, der tilkendegiver, at der findes en række større og mindre fritidsjobformidlinger og lommepengeprojekter i kommunen. Herudover varetager Jobcenter København selv i begrænset omfang fritidsjobformidling. Det er Jobcentrets vurdering, at det, der er størst behov for, er, at koordinere de aktiviteter, der findes, således at de unge ved, hvor de kan gå hen og få hjælp. Mest hensigtsmæssigt er her en bydækkende fritidsjobformidling.
Fiskens Fritidsjobformidling modtog den 23. august 2009 500.000 kr. fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget til finansiering af FJF i 2010 (BIU 23.08.09, punkt 7). Beskæftigelses- og Integrationsudvalget gav efterfølgende afslag på fortsat støtte til FJF i 2011 og 2012, idet indsatsen blev vurderet at rette sig mod en forholdsvis lille gruppe af unge, og at kontaktprisen var meget høj (BIU 20.09.10, punkt 5).
Det er forvaltningens vurdering, at projektet fortsat er rettet mod en lille gruppe af unge, og selv om kontaktprisen er reduceret med hhv. ansøgningen og efterfølgende yderligere reduceret via modtagelse af revideret budget fra Fisken (bilag 1 e og f), bør evt. bevilling til FJF ske i form af bevilling til koordinering / bydækkende aktivitet.
På den baggrund indstilles ansøgningen til afslag.
Det bemærkes, at siden behandlingen den 19. september 2011 har Fisken med mail af 21. september 2011 afgivet indsigelse mod indstillingen, vedlagt som bilag 2. Indsigelsen giver ikke anledning til ændring af forvaltnigens vurdering.
Etablering af bydækkende fritidsjobformidling i København fra 2012
Efter Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets behandling af ansøgningen den 19. september 2011 er der indgået aftale om budget 2012. Med aftalen igangsættes bl.a. en bydækkende fritidsjobformidling i regi af Jobcenter København. På den baggrund har der været dialog med Fisken om mulighederne for et fremadrettet samarbejde. Fisken har med mail af 26. september 2011 tilkendegivet interesse for at indgå i samarbejde med den nye bydækkende fritidsjobformidling, vedlagt som bilag 3.
Økonomi
Videre proces
- 1a - f: Ansøgning fra Fisken.
- Mail af 21. september 2011 fra Fisken til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.
- Mail til Fisken af 23. september til Fisken og mail fra Fisken af 26. september 2011 om samarbejde om fritidsjobformidling.
Morten Binder / Kaj Ove Christiansen
Beslutning
Liste | For | Imod | Undlod |
A | X | ||
B | X | ||
C | X | ||
F | X | ||
O | X | ||
Ø | X | ||
I alt | 7 | 2 | 0 |
Indstillingen blev således godkendt.
Der blev afgivet følgende protokolbemærkninger:
1: Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti stemmer for indstillingen i erkendelse af at Fisken yder et godt og nyttigt arbejde for unge, men at enhedsprisen i dette tilfælde er for højt i forhold til den enhedspris som kommunen havde i 2010.
2: Dansk Folkeparti og Enhedslisten beklager, at det ikke lykkedes at samle flertal for at støtte Fiskens Fritidsjobformidlingens ansøgning.