Mødedato: 31.03.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Kontanthjælpsreform - serviceniveau for kontaktforløbssamtaler

Indførelse af kontanthjælpsreformen betyder, at rettidighedskravet for samtaler i kontaktforløbet bliver erstattet med et krav om et bestemt antal samtaler inden for en given periode. Hvornår samtalerne skal falde, fastlægges ud fra en individuel vurdering af borgerens behov.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender det foreslåede fremtidige serviceniveau for kontaktforløb til kontanthjælpsmodtagere.

Problemstilling

Med kontanthjælpsreformen er der blevet ændret på proceskravene i forhold til afholdelse af kontaktforløb for kontanthjælpsmodtagere. Tidligere var der krav om, hvor ofte og med hvilket interval kontanthjælpsmodtagere skulle modtage en jobsamtale. I kontanthjælpsreformen er kravene ændret, således at det er beskrevet, hvor mange samtaler den ledige skal have inden for et bestemt interval, men udgangspunktet er, at samtalerne skal fastlægges ud fra borgerens behov. Fordelen er, at borgeren får en individuel tilrettelagt indsats, hvor borgeren bliver grebet, når der vises tegn på udvikling. Faren er, at borgeren kan få en usammenhængende og sporadisk kontakt med jobcentret.

Løsning

For at sikre en kontinuerlig og sammenhængende kontakt med borgerne, ønsker forvaltningen at indføre et serviceniveau, der fastsætter en maksimal varighed mellem jobsamtaler. Placeringen af jobsamtaler skal i henhold til lovens intentioner ske ud fra borgerens individuelle behov. Indførelse af serviceniveau for jobsamtaler i København skal blot sikre, at jobcentret har en regelmæssig kontakt med den ledige, så ændringer i dennes situation ikke overses. Det overordnede princip for afholdelse af samtaler vil stadig være borgerens behov. I nedenstående tabel vises jobsamtaleintensiteten før kontanthjælpsreformen, kravene i kontanthjælpsreformen samt forslag til fremtidigt serviceniveau.

Målgruppe af kontanthjælpsmodtagere

Tidligere samtaleintensitet

Lovgivning

Serviceniveau

Jobparate 30+

2 samtaler inden for de første 3 måneder. Herefter jobsamtale hver 3. måned.

3 samtaler de første 3 måneder. herefter 4 samtaler de næste 12 måneder.

1 samtale i den første uge og yderligere 2 samtaler inden for de første 13 uger. Herefter 4 samtaler de næste 12 måneder svarende til en samtale hver 3. måned.

Aktivitetsparate 30 +

2 samtaler inden for de første 3 måneder. Herefter jobsamtale hver 3. måned.

3 samtaler de første 3 måneder. Herefter 4 samtaler i de næste 12 måneder.

3 samtaler de første 3 måneder. Herefter 4 samtaler de næste 12 måneder svarende til en samtale hver 3. måned.

Åbenlyst uddannelsesparate

Første samtale senest uge 4. Herefter samtale hver 3. måned.

1 samtale den første uge. Herefter efter behov.

1 samtale i den første uge. Herefter 3 samtaler de næste 12 måneder svarende til en samtale hver 4. måned.

Uddannelsesparate

Første samtale senest uge 4. Herefter samtale hver 3. måned.

3 samtaler de første 3 måneder. Herefter efter behov

1 samtale i den første uge og yderligere 2 samtaler inden for de første 13 uger. Herefter 3 samtaler de næste 12 måneder svarende til en samtale hver 4. måned.

Aktivitetsparate under 30

2 samtaler inden for de første 3 måneder. Herefter jobsamtale hver 3. måned.

3 samtaler de første 3 måneder. Herefter hver 2. måned.

1 samtale i den første uge og yderligere 2 samtaler inden for de første 13 uger. Herefter 1 samtale hver 2. måned.


Med det foreslåede fremtidige serviceniveau, vurderer forvaltningen, at det er muligt at sikre en løbende opfølgning på hver enkelt borger og samtidig tage hensyn til individuelle behov. Indførelsen af en samtale hver fjerde måned for de åbenlyst uddannelsesparate og de uddannelsesparate vil være en særlig service i København, da der ikke er et lovkrav herom.  

Fremtidig mulighed for selvbook af samtaler i jobcentret
Københavns Kommune er pilotkommune for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) i forbindelse med projekt "selvbook". Fremadrettet er tanken, at jobparate dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere selv kan booke både type af samtale og tidspunkt for samtale. Systemet er lige nu ved at blive teste i Jobcenter København Ungecentret og Arbejdsmarkedscentret.

I første omgang bliver selvbook kun muligt for dagpengemodtagere. Tidligst efter sommerferien vil der blive åbnet op for, at kontanthjælpsmodtagere også kan benytte systemet. Det er således ikke muligt endnu at sige, hvordan systemet vil virke fremadrettet, når det er fuldt udrullet, men det forventes at være muligt at indarbejde et serviceniveau. Derved kan det sikres, at borgerne får booket en samtale, og at der ikke er lange perioder uden kontakt med jobcentret. Erfaringer fra Borgeren ved Roret viser, at nyledige gerne vil i kontakt med jobcenteret, mens langtidsledige er mere tøvende. Erfaringer fra det statslige a-kasseforsøg "Den gode samtale" viste, at stærke ledige, herunder akademikere, var mere tilbøjelige til at opsøge a-kassen og i højere grad booke personlige samtaler og jobstøtteaktiviteter end svagere ledige, der havde større tilbøjelighed til at booke korte telefonsamtaler. I forsøget var det muligt for den ledige selv at booke en samtale, enten personlig samtale eller telefonsamtale ned til 5 minutter.

Økonomi

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har modtaget ialt 7,8 mio. kr. i økonomisk kompensation i 2014 som følge af de nye bestemmelser omkring kontaktforløbet i kontanthjælpsreformen. Det foreslåede serviceniveau kan holdes inden for den eksisterende ramme og vil således ikke medføre ekstra udgifter.

Videre proces

Såfremt BIU godkender forslag til serviceniveau, vil forvaltningen indtil videre arbejde efter denne model.
Birgitte Hansen    / Kaj Ove Christiansen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med bemærkning om at serviceniveauet gælder alle jobparate og ikke blot 30+ jobparate som anført i indstillingen. 
Til top