Mødedato: 30.08.2007, kl. 14:15

Høring af redegørelse om kommunernes brug af revalideringstilbud i 2007

Se alle bilag

Høring af redegørelse om kommunernes brug af revalideringstilbud i 2007

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 30. august 2007

 

 

7.      Høring af redegørelse om kommunernes brug af revalideringstilbud i 2007

      BIU 156/2007

BESLUTNING

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at Redegørelse til Beskæftigelsesregionen om de revalideringstilbud, som indtil 1. januar 2007 blev drevet af amtskommunen, fremsendes til Beskæftigelsesregionen.

 

 

Problemstilling

Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland har anmodet om en redegørelse om kommunens behov og forventede brug af de revalideringstilbud, som amtsk ommunen hidtil har drevet.

Redegørelsen, der anmodes udfærdiget, har hjemmel i Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, og skal udgøre grundlaget for Beskæftigelsesregionens vurdering af, om der er de fornødne tilbud til revalidender.

 

Løsning

Københavns Kommune har i 2004 gennemført udbud på revalideringsområdet med den virkning, at Københavns Kommune nu har rammeaftaler med en række eksterne leverandører om tilbud til ledige borgere om forrevalidering og revalidering, særlig beskæftigelsesfremmende indsats og beskyttet beskæftigelse for visse målgrupper.

Københavns Kommune har hidtil – og indtil 31. december 2006 – varetaget både primær- og amtskommunale opgaver.

De nu 11 eksterne leverandører (jfr. bilag 6) er de eneste, der er godkendt til at levere ydelser til kommunens borgere i form af tilbud om forrevalidering, revalidering, særlig beskæftigelses fremmende indsats og beskyttet beskæftigelse.

Beskæftigelsesregionen har anmodet om, at en besvarelse af følgende spørgsmål indgår i redegørelsen:

-         En beskrivelse af, hvordan kommunen i det forudgående kalenderår har benyttet revalideringstilbuddene.

-         En beskrivelse af de revalideringstilbud, kommunen har benyttet i indeværende kalenderår, og tilbud som er planlagt og budgetteret i dette kalenderår.

-         En beskrivelse af, hvordan behovet for revalideringstilbuddene i det følgende kalenderår forventes opfyldt, herunder om behovet forventes opfyldt gennem egne tilbud, andre kommuners tilbud eller private tilbud.                                                                                                                                                                                                                                                   

-         En beskrivelse af samarbejdet om revalidender med særlige behov med andre sektorer, herunder samarbejdet med social- og sundhedssektoren.

 

Redegørelsen beskriver den udbudte revalideringsproces samt på hvilken måde kommunen via de lokale sagsbehandleres visitation har sørget for at 6.178 borgere i det forudgående kalenderår (2006) har modtaget et beskæftigelsesrelevant tilbud fra en eller flere leverandører.

Endvidere beskrives tilbuddene (redskaberne): individuelle afklarende samtaler, individuel vejledning, undervisningsforløb af kort varighed, afklarende træningsforløb, særligt tilrettelagte projekter og uddannelsesforløb m.v.

Med hensyn til planlagte og budgetterede tilbud, fremgår det af redegørelsen, at rammeaftalerne som udgangspunkt gør udtømmende op med antallet af tilbud samt det tilknyttede budget.

Vedrørende spørgsmålet om hvordan behovet for revalideringstilbud i det følgende kalenderår forventes opfyldt, herunder om behovet forventes opfyldt gennem egne tilbud, andre kommuners tilbud eller private tilbud, fremgår det af redegørelsen, at Københavns Kommune har indgået rammeaftaler med eksterne leverandører på beskæftigelsesområdet, og at rammeaftalerne er forlænget til udgangen af december 2008, og det er således forudsat at behovet også i 2008 forventes opfyldt gennem de indgåede rammeaftaler.

Som det sidste redegøres der for samarbejdet om revalidender med særlige behov med andre sektorer. Hertil bemærkes, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samarbejder med Socialforvaltningen på en række områder, eksempelvis samarbejdes der omkring borgere med hjerneskade.

Redegørelsen vedlægges en leverandøroversigt for en udtømmende beskrivelse af de forskellige revalideringstilbud (redskaber), samt en uudfyldt rammeaftaleskabelon.

                                                                                                                

Høring

Ifølge bekendtgørelsen skal nærværende redegørelse senest 1. juli sendes til Det Lokale Beskæftigelsesråd til udtalelse. Da der ikke afholdes ordinært møde i Beskæftigelsesrådet i juli måned, har redegørelsen været sendt i høring blandt medlemmerne af Det Lokale Beskæftigelsesråd med svarfrist den 23. juli 2007.

Ved fristens udløb er der modtaget ét høringssvar fra FTF's repræsentant Michael Juhl. FTF har ønsket at inddrage yderligere spørgsmål i redegørelsen med henblik på at konkretisere denne. Kontor for Arbejdsmarkedsservice har svaret FTF direkte i brev af 26. juli 2007, at man mener, at redegørelsen indeholder svar på alle de spørgsmål, som Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland har stillet Kommunalbestyrelsen, og at redegørelsen vedlægg es en leverandøroversigt for en udtømmende beskrivelse af de forskellige revalideringstilbud.

Redegørelsen svarer i øvrigt i form og indhold til kommunens tidligere redegørelse i 2006 til Beskæftigelsesregionen, og som regionsdirektøren ikke har anmodet om at få suppleret, jfr. § 4 i Bekendtgørelse nr. 59 af 2. februar 2006 om årlig redegørelse til beskæftigelsesregionerne.

Der henvises til de vedlagte bilag.

 

Bilag

1.      Skrivelse af 23. maj 2007 fra Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland.

2.      Bekendtgørelse nr. 59 af 24. juni 2005 om årlig redegørelse til beskæftigelsesregionerne om de revalideringstilbud, som amtskommunerne har drevet indtil 1. januar 2007.

3.      Redegørelse til Beskæftigelsesregionen om revalideringstilbud.

4.      Høringssvar af 10. juli 2007 fra Michael Juhl, FTF's repræsentant i Det Lokale Beskæftigelsesråd.

5.      Svarskrivelse af 26. juli 2007 til Michael Juhl fra Kontor for Arbejdsmarkedsservice.

6.      Oversigt over leverandører på revalideringsområdet, som Københavns Kommune har rammeaftaler med (katalog med beskrivelse af leverandørtilbud fremlægges på mødet).

 

 

 

 

Morten Binder       /             Torben Brøgger



 

Til top