Ankestyrelsens praksisundersøgelse om uarbejdsdygtighed (§ 7 i sygedagpengeloven)
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget anbefaler over for Borgerrepræsentationen,
- at Borgerrepræsentationen tager resultatet af Ankestyrelsens praksisundersøgelse om sygedagpengelovens § 7 om uarbejdsdygtighed til efterretning.
Problemstilling
Ankestyrelsen har den 12. april 2016 offentliggjort sin praksisundersøgelse om sygedagpengelovens § 7 om uarbejdsdygtighed. Sygemeldte kan kun modtage sygedagpenge, hvis de vurderes at være uarbejdsdygtige, dvs. hvis de ikke kan varetage et arbejde på grund af deres helbred.
Ankestyrelsens praksisundersøgelse omfatter 115 sager fra 16 kommuner, hvor der er blevet truffet afgørelse om standsning af sygedagpenge, fordi den sygemeldte ikke er blevet vurderet uarbejdsdygtig. Undersøgelsen har haft følgende fokusområder i forhold til vurderingen af uarbejdsdygtighed:
-
Afslag på sygedagpenge fra første fraværsdag
-
Standsning af sygedagpenge til en lønmodtager, fordi det vurderes, at borgeren kan stå til rådighed for det brede arbejdsmarked
-
Standsning af sygedagpenge til en ledig, fordi det vurderes, at borgeren kan varetage arbejde inden for det område, borgeren står til rådighed for i a-kassen
-
Standsning af sygedagpenge, fordi det vurderes, at borgerens helbredstilstand er ’stationær’, og borgeren ikke er berettiget til revalidering, fleksjob, ressourceforløb eller førtidspension.
Københavns Kommune har deltaget i undersøgelsen, hvilket betyder, at kommunalbestyrelsen skal behandle undersøgelsen på et møde. Dette følger af § 79a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Praksisundersøgelsen forelægges derfor for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget med henblik på at afgive indstilling til Borgerrepræsentationen.
Løsning
Af de 115 undersøgte sager vurderes 97 som korrekte, mens 17 sager, svarende til ca. 15 %, ville være blevet ændret eller hjemvist til kommunen, hvis de var anket til Ankestyrelsen. Dette er ikke et usædvanligt resultat for en praksisundersøgelse.
Ankestyrelsens generelle anbefalinger
-
Hvis der er tvivl om borgerens uarbejdsdygtighed, skal kommunen indhente relevante oplysninger - herunder lægelige oplysninger om den sygemeldtes tilstand
-
Gives der afslag på sygedagpenge fra første fraværsdag, fx fordi borgeren sygemelder sig igen på grund af samme lidelse kort efter sidste raskmelding, skal kommunen være opmærksom på, om der er tale om afgørende forværring af borgerens helbredsmæssige tilstand
-
Kommunen skal inddrage arbejdsgiver i sagen – også når der er tale om arbejdspladsproblemer
-
Kommunen skal i sin begrundelse for afgørelsen henvise til de forhold, der er lagt vægt på ved afgørelsen
-
Det relevante stykke i § 7, som afgørelsen er truffet efter, skal fremgå af kommunens afgørelse.
Ankestyrelsens anbefalinger er i overensstemmelse med forvaltningens arbejdsgange på området. Praksisundersøgelsen er videreformidlet til relevante afdelingschefer og fagkoordinatorer.
Ankestyrelsens bemærkninger til Københavns Kommune
København har deltaget i undersøgelsen med 10 sager, hvor der er truffet afgørelse om standsning af sygedagpenge. Otte af sagerne bliver af Ankestyrelsen vurderet som korrekte, mens to sager, svarende til 20 %, ville være blevet ændret eller hjemvist af Ankestyrelsen, hvis de var blevet anket.
I den ene sag (nr. 21, side 48) er der truffet afgørelse om, at den sygemeldte har en stationær helbredstilstand efter § 7, stk. 5, hvorefter sygedagpengene er standset i henhold til loven. Ankestyrelsen vurderer dog, at afgørelsen skal ændres, da der mangler helt afgørende oplysninger som grundlag for vurderingen.
I den anden sag (nr. 22, side 43) er der truffet afgørelse efter § 7, stk. 4, der vedrører ledige. Ankestyrelsen vurderer, at afgørelsen skal ændres, da borgeren må anses for uarbejdsdygtig på det foreliggende grundlag. Kommunen burde have indhentet supplerende oplysninger fra borgerens psykolog, inden sygedagpengene eventuelt kunne standses.
For så vidt angår oplysningsgrundlaget har Ankestyrelsen noteret følgende i forhold til de 10 københavnske sager:
-
I 5 sager mangler der ikke oplysninger i sagerne
-
I 4 sager (heraf sag nr. 22) mangler der mindre væsentlige oplysninger
-
I 1 sag (nr. 21) mangler der væsentlige oplysninger.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har efterfølgende gennemgået de to fejlbehæftede sager og er enig i Ankestyrelsens vurderinger. Forvaltningen har genoptaget de to sager med henblik på at rette fejlene.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender indstillingen, vil undersøgelsen blive forelagt Borgerrepræsentationen.
Afdelingschefer og fagkoordinatorer sikrer, at Ankestyrelsens anbefalinger følges i jobcentrene.
Michael Baunsgaard Schreiber / Inger Suppli
Beslutning
Udvalget blev mundtligt orienteret om nye oplysninger i sagen, som fremgår af bilag 2. Af indstillingen fremgik det, at Københavns Kommune havde fejl i to ud af 10 udtrukne sager. Ved genbehandlingen af den ene sag har forvaltningen imidlertid konstateret, at sagen efter forvaltningens opfattelse ikke burde have været registreret som en fejl, og at Ankestyrelsen burde have været gjort opmærksom på dette.
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen.