Mødedato: 30.05.2016, kl. 16:00
Mødested: Københavns Erhvervshus, Nyropsgade 1, 1602 København V

Håndtering af udvalgshenvist medlemsforslag om betinget støtte til DAFI og modeugen

Se alle bilag

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at der i Danish Fashion Institutes (DAFI) resultatkontrakter fremadrettet indskrives sociale klausuler og arbejdsklausuler, når disse er vedtaget af Borgerrepræsentationen.

  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at tilskuddene til DAFI og Copenhagen Fashion Week (CFW) i 2016 udbetales under henvisning til principperne for ansættelsesvilkår i Design Society og dets datterselskaber samt kravene i Modebranchens Etiske Charter.

  3. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at medlemsforslaget om betinget støtte til DAFI og modeugen er håndteret med at-punkt 1-2.

Problemstilling

På møde den 26. februar 2015 henviste Borgerrepræsentationen et medlemsforslag fra Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti vedr. forslag om betinget støtte til DAFI og modeugen til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. Socialdemokraterne fremsatte følgende ændringsforslag til første at-punkt i medlemsforslaget, som blev vedtaget og henvist til udvalgsbehandling (bilag 1):

”At Københavns Kommune undersøger muligheden for at gøre den tilbagevendende støtte til Danish Fashion Institute (DAFI) og Copenhagen Fashion Week afhængig af, at branchen forpligter sig til at sikre, at der foreligger et skriftligt aftalegrundlag mellem model og modelbureau, omfattende løn/honorar, arbejdstid og øvrige arbejdsvilkår ved shows og events, som er direkte og indirekte faciliterede af DAFI.”

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede på sit møde den 1. juni 2015 at udsætte drøftelsen af medlemsforslaget, indtil Økonomiforvaltningen havde færdiggjort undersøgelsen af muligheden for at udstrække sociale klausuler og arbejdsklausuler til alle områder, hvor samarbejdspartnere modtager økonomiske midler fra kommunen.

Udvalget behandlede denne undersøgelse under det foregående dagsordenspunkt og behandlede i den forbindelse forslag til handlingsplan for implementering af sociale klausuler og arbejdsklausuler på udvalgets område. Indstillingen herom oversendes den 1. juni 2016 til Økonomiforvaltningen til forelæggelse for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

DAFI og CFW har imidlertid behov for at få sine tilskud for 2016 udbetalt hurtigst muligt, hvis det skal være muligt at gennemføre de aktiviteter, der er planlagt i resten af året, hvor der er indgået forpligtende aftaler. Der er derfor behov for at godkende en midlertidig proces for udbetaling af tilskuddene til DAFI og CFW i 2016, indtil Borgerrepræsentationen har godkendt udvalgenes forslag til principper og handlingsplan for implementering af klausuler på deres områder, samt har vedtaget nye klausuler, som kan anvendes ved udbetaling af økonomiske tilskud.

Løsning

Forvaltningen har anmodet DAFI om at redegøre for sit arbejde for at sikre regulerede løn- og ansættelsesforhold i forbindelse med gennemførelsen af organisationens aktiviteter.

DAFI blev i 2015 samlet med Dansk Design Center og INDEX i den erhvervsdrivende fond, Design Society. Erhvervs- og Vækstministeriet og Region Hovedstaden er fondens hovedbidragydere. Erhvervs- og Vækstministeriet har opstillet principper for ansættelsesvilkår i Design Society og dets datterselskaber, der sikrer de ansattes arbejdsvilkår, herunder arbejdsmiljø, ferie og sygedage for både fastansatte og tidsbegrænsede ansatte (bilag 2). Endvidere fastlægger principperne, hvordan fonden skal anvende praktikanter og frivillige. Det er forvaltningens vurdering, at de opstillede principper imødekommer kommunens sociale klausuler og arbejdsklausuler.

DAFI har endvidere sammen med modebranchens aktører, herunder modeller, bureauer og Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, udarbejdet Modebranchens Etiske Charter (bilag 3). Der stilles heri krav om, at modeller til enhver tid skal have løn for deres arbejde. Charteret er underskrevet af mere end 350 virksomheder i modebranchen, og det er et krav for deltagelse i CFW, at man har underskrevet charteret. Styregruppen for charteret evaluerer to gange årligt, hvorvidt de underskrivende virksomheder overholder charteret, og har – hvis dette ikke er tilfældet – mulighed for at iværksætte sanktioner, der går fra påtale til eksklusion.

Da DAFI ikke er en brancheorganisation, der kan sikre overenskomster, og da der ikke findes en almindelig overenskomst på modelområdet, er det på baggrund af ovenstående forvaltningens vurdering, at DAFI arbejder for at sikre regulerede løn- og ansættelsesforhold i forbindelse med gennemførelsen af organisationens aktiviteter. Forvaltningen indstiller derfor, at den bevilgede støtte til DAFI og CFW i 2016 udbetales.

Når forslag til handlingsplan for implementering af sociale klausuler og arbejdsklausuler på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets område er godkendt af Borgerrepræsentationen, og når Borgerrepræsentationen har vedtaget ny arbejdsklausul og social klausul for udbetaling af økonomiske tilskud, vil der blive indskrevet en arbejdsklausul, der stiller krav om løn- og arbejdsvilkår i overensstemmelse med handlingsplanen i eventuelle fremtidige aftaler om udbetaling af støtte til DAFI og CFW.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

På baggrund af udvalgets behandling af indstillingen udarbejder forvaltningen aftale om udbetaling af støtte til DAFI og CFW i 2016.

 

 

Michael Baunsgaard Schreiber / Lars Ethelberg Nielsen

 

Beslutning

SF fremsatte følgende ændringsforslag om tilføjelse af fjerde at-punkt:

”4. at bevillingen gives på betingelse af at alle modellerne på DAFI's officielle program modtager en skriftlig kontrakt med løn og arbejdsvilkår og et minimums honorar. Kontrollen skal ske ved egenkontrol.”

 

Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget:

 

For stemte: 5 (F, A og Ø)

Imod stemte: 3 (V, C og I)

Undlod: 2 (B)

 

Ændringsforslaget blev hermed godkendt.

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

 

Venstre, Konservative og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi mener, at vi med beslutningen bevæger os i en gråzone, hvor DAFI tages til indtægt for nogle retningslinjer, som de reelt ikke kan gennemtvinge. Vi havde foretrukket, at man i stedet i havde valgt DM&T som indgangsvinkel for eventuelle nye branchetiltag.”

 

Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:

”Liberal Alliance mener generelt, at man skal lade det være op til arbejdsgivere og arbejdstagere at aftale arbejdsvilkår uden indblanding. Frem for at gøre støtten betinget ser vi gerne en udfasning af den erhvervsstøtte, der deles ud til modebranchen og andre brancher, til fordel for en generel forbedring af rammevilkårene for erhvervslivet i København.”
Til top