Mødedato: 29.04.2019, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Ændring af rådighedsafprøvende tilbud for dagpengemodtagere

 

 

Resumé

Forvaltningen har fået en afgørelse fra Ankestyrelsen, der har som konsekvens, at BIF ikke kan bruge det nuværende rådighedsprøvende tilbud på CBSI til dagpengemodtagere. Forvaltningen foreslår, at nytteindsatsen fremover anvendes som det primære rådighedsafprøvende tilbud for dagpengemodtagere.

Indstilling

 Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at BIU godkender model 1 i nærværende indstilling. Model 1 indebærer, at nytteindsats fremover anvendes som det primære rådighedsafprøvende tilbud for dagpengemodtagere.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har fået en konkret afgørelse fra Ankestyrelsen, der betyder, at vi ikke kan bruge det nuværende rådighedsprøvende tilbud på CBSI til dagpengemodtagere, som inden for de seneste 2 år har deltaget i et jobsøgningsforløb. Ankestyrelsen vurderede, at det rådighedsafprøvende tilbud på CBSI er et almindeligt jobsøgningskursus, og da dagpengemodtagere efter loven ikke kan deltage i to almindelige jobsøgningskurser inden for de seneste to år, kan det rådighedsafprøvende tilbud på CBSI ikke anvendes. Det skal derfor besluttes, om og i så fald hvordan BIF skal rådighedsafprøve de ledige borgere, hvor der er tvivl om, om de står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Løsning

Formålet med et rådighedsafprøvende tilbud er at afprøve borgerens vilje til at medvirke aktivt i beskæftigelsesindsatsen i situationer, hvor borgerens adfærd har givet anledning til tvivl om, hvorvidt borgeren står til rådighed for arbejdsmarkedet. Eksempler på adfærd, der giver anledning til tvivl om rådighed, kan være:

  • hvis borgeren afviser et tilbud (fx virksomhedspraktik) eller et ordinært job
  • hvis borgeren ikke overholder konkrete aftaler med jobcentret
  • manglende upload af jobansøgninger i joblog
  • mønster i gentagne afbud og sygemeldinger
  • hvis borger forbeholder sin arbejdskraft til én konkret virksomhed, fx ved sæsonarbejde
  • udtalelser fra borgeren, der antyder, at vedkommende ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Et rådighedsafprøvende tilbud giver jobcentret mulighed for at vurdere, om borgeren står til rådighed.

Da borgere, der visiteres til det rådighedsafprøvende tilbud, fx har udvist en adfærd som beskrevet ovenfor, giver det mest mening, at et rådighedsafprøvende tilbud er timeintensivt og har rammer, der lægger sig tæt op ad et ordinært ansættelsesforhold med faste mødetidspunkter og arbejdsopgaver, der skal udføres.

Vurderer jobcentret, at der fortsat er tvivl om, hvorvidt borgeren står til rådighed, underretter jobcentret a-kassen. Det er a-kassen, der foretager den endelige vurdering af, om borgeren står til rådighed, og dermed om det skal have konsekvenser for ydelsen.

Der har de seneste måneder løbende været ca. 20 dagmodtagere tilknyttet det rådighedsafprøvende tilbud på CBSI. Tilbuddet har en varighed af 8-13 uger. En analyse viser, at motivationseffekten af det rådighedsafprøvende tilbud på CBSI er 15 pct. Det vil sige, at 15 pct. af de henviste borgere har fået annulleret eller aflyst deres forløb, fordi de enten er kommet i job, uddannelse eller virksomhedsplacering inden for 4 uger før opstart af det rådighedsafprøvende forløb eller 4 uger efter at et forløb afbrydes.

Nedenfor skitseres tre modeller for rådighedsafprøvende forløb, der kan benyttes i stedet for det rådighedsafprøvende tilbud, der indtil nu har været brugt. Det skal bemærkes, at der ikke er noget lovkrav om, at der skal være et særligt rådighedsafprøvende tilbud for dagpengemodtagere. Jobcentret kan ved tvivl om rådighed underrette a-kassen efter en samtale med borgeren, uden at borger sendes i et rådighedsafprøvende tilbud, før at a-kassen underrettes.

Forvaltningen anbefaler model 1, hvor nytteindsats anvendes som det primære rådighedsafprøvende tilbud for dagpengemodtagere.

Model 1: Nytteindsats

Forvaltningen foreslår, at nytteindsats anvendes som det rådighedsafprøvende tilbud for dagpengemodtagere.[1] Ved brug af nytteindsats er der god mulighed for at afprøve borgerens rådighed, da borgeren skal møde op dagligt på faste mødetidspunkter, og arbejdsopgaverne ligger tæt op ad opgaver, som borgeren kunne møde på arbejdsmarkedet. Forvaltningen benytter allerede i dag nytteindsats til andre målgrupper, hvorfor der ikke skal bruges ressourcer på at udvikle et nyt tilbud.

Ydermere er der kapacitet til, at nytteindsatsen vil kunne rumme de dagpengemodtagere, der skal have et rådighedsafprøvende tilbud. Modellen er altså udgiftsneutral.

For borgere med funktionsbegrænsninger og skånebehov eller lignende er det ikke altid muligt at anvende nytteindsats som rådighedsafprøvning. Der vil derfor blive fundet andre tilbud til dem.

Nytteindsats som rådighedsafprøvende tilbud for dagpengemodtagere anvendes i flere andre kommuner, heriblandt Odense, Aalborg, Esbjerg, Frederiksberg og Sønderborg.

Model 2: Individuelt tilrettelagt forløb

Der kan udvikles et individuelt tilrettelagt forløb, fx et coachingforløb med samtaler.

Model 2 har fokus på at understøtte borgerens jobsøgning og målrette den til det aktuelle arbejdsmarked. Dog vil forløbet være dyrt og derfor kun kunne have en varighed på knapt 5 timer ugentlig. Det betyder, at rådighedsafprøvningen er langt mindre intensiv og derfor ikke har de ideelle rammer i forhold til at afprøve rådighed. Et individuelt forløb er dyrere end andre former for forløb, og midlerne til forløbet skal findes inden for den eksisterende indsatsramme.

Model 3: Opkvalificerende forløb uden almindelig jobsøgning

Der kan udvikles et nyt holdforløb eller anvende et allerede eksisterende holdforløb, hvor der ikke er overvejende fokus på almindelig jobsøgning som rådighedsafprøvende tilbud for dagpengemodtagerne. Det kan fx være et opkvalificerende forløb inden for rengøring eller lignende udbudt som AMU-forløb.

Model 3 giver mulighed for, at man kan benytte sig af holdundervisning, hvilket kræver færre ressourcer end fx et individuelt tilrettelagt forløb. Dog vil forløbet i højere grad rette sig mod opkvalificering frem for afprøvning af rådighed. Samtidig vil forløbet ikke have arbejdsopgaver, der ligger tæt op ad de opgaver, som borgeren vil kunne møde på arbejdsmarkedet og forvaltningens vurdering er derfor, at et sådan forløb ikke vil egne sig godt til at afprøve borgers rådighed. Midlerne til et sådan forløb vil skulle findes i det eksisterende uddannelsesbudget.

Økonomi

Der er kapacitet til, at den eksisterende nytteindsats kan rumme de dagpengemodtagere, der kan få et rådighedsafprøvende tilbud, som i model 1.

Vælges model 2 eller 3, skal midlerne findes indenfor det eksisterende indsatsbudget og uddannelsesbudget.

Videre proces

Forvaltningen implementerer den model, BIU beslutter.

 

Tanja Franck/Michael Baunsgaard Schreiber

 



 

[1] BIU har tidligere besluttet, at nytteaktivering som udgangspunkt ikke benyttes som rådighedsafprøvende forløb til dagpengemodtagere (BIU, 22/6-2015).

 

Beslutning

Indstillingen blev udsat til udvalgsmødet den 3. juni 2019, da udvalget bad om at få sagen yderligere belyst.

 

Til top