Mødedato: 29.04.2019, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Indstilling om håndtering af forenklingsaftalens a-kasseforsøg

Se alle bilag

Resumé

Beskæftigelsesministeren fremsatte den 27. marts 2019 L209 (Forslag til ny Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats) med forventet ikrafttrædelse 1. januar 2020. Som en del af den bagvedliggende politiske aftale udmøntes også et forsøg med mere ansvar til a-kasser. Denne indstilling omhandler BIF’s håndtering af forsøget med mere ansvar til a-kasser.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller;

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forvaltningens håndtering af forenklingsaftalens a-kasseforsøg.

Problemstilling

Beskæftigelsesministeren fremsatte den 27. marts 2019 L209 (Forslag til ny Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats) med forventet ikrafttrædelse den 1. januar 2020. Som en del af den bagvedliggende politiske aftale udmøntes også et forsøg med mere ansvar til a-kasser.

Der er tale om et 4-årigt forsøg, hvor minimum 25 pct. af de nyledige dagpengemodtagere skal være tilknyttet a-kassen fremfor jobcentret i de første tre måneder. Forsøget skal på landsplan omfatte ca. 37.500 forløb årligt, svarende til 150.000 forløb over den aftalte periode. Formålet er: 

”For at få et styrket vidensgrundlag om betydningen af placeringen af kontaktforløbet får udvalgte a-kasser i en 4-årig periode ansvaret for kontaktforløbet for dagpengemodtagere i opsigelsesperioden og de første 3 måneder af ledighedsforløbet. I dag er kontaktforløbet primært hos kommunerne, men a-kasserne deltager i fællessamtaler med den ledige og står for CV-samtaler og rådighedssamtaler.”

Der følger ikke penge med hverken til a-kasserne eller kommunerne.

Beskæftigelsesministeriet udstikker de overordnede rammer for forsøget men principperne for, hvordan forsøget skal håndteres i København, skal besluttes med denne indstilling.

Løsning

Beskæftigelsesministeriet har den 2. april 2019 offentliggjort de 9 a-kasser, der kommer til at deltage i forsøget på landsplan, herunder 6 a-kasser, som skal deltage i forsøget i København. Det gælder: BUPL, FOA, FTF-A, Metal, Magistrenes A-kasse og Socialpædagogernes A-kasse.

De A-kasser, som er omfattet af forsøget, vil i de 3 måneder, som de varetager indsatsen, blive ansvarlige for at holde:

  • En cv-samtale (som i dag)
  • En rådighedssamtale (som i dag)
  • 1. fællessamtale (som i dag, men den skal finde sted i a-kassen)
  • samt to jobsamtaler.

A-kasserne skal tilrettelægge selve kontaktforløbet, dvs. tidspunkterne for de 2 jobsamtaler, efter behov. Det betyder, at de kan afholdes i forlængelse af eller samtidig med en cv-samtale eller en rådighedssamtale.

A-kasserne skal foretage en indledende afklaring af de borgere, der indgår i forsøget. De borgere, som vurderes at være i risiko for langtidsledighed, overgår til jobcentret med henblik på en tidlig indsats. Unge dagpengemodtagere under 25 år, som er i målgruppen for uddannelsespålæg (dvs. uden en erhvervskompetencegivende uddannelse) indgår ikke i forsøget.

A-kasserne kan fortsat afgive tilbud om 6-ugers jobrettet uddannelse uden aftale med jobcentret. Alle andre tilbud efter Lov om aktiv Beskæftigelsesindsats forudsætter jobcentrets godkendelse.

Borgere, som er omfattet af forsøget, er således i forløb i a-kassen i de første tre måneder.

Klarhed i rolle- og opgavefordelingen

Forvaltningen vil i håndteringen af forsøget fastholde den klarhed i opgave- og rollefordelingen, som er givet med forsøget. Altså, at borgerne enten er i forløb hos a-kasse eller hos jobcenter i de første 3 ledighedsmåneder, og at jobcentret som udgangspunkt ikke igangsætter aktiveringsindsatser for de borgere, som er i forløb hos a-kassen. Det vil give bedre muligheder for, at a-kassen sammen med den enkelte ledige kan fokusere på, at den ledige kommer i beskæftigelse. Og det vil samtidigt understøtte forsøgets intention: At indhente viden om, hvordan a-kasserne løser opgaven.

Forvaltningen vil søge at skabe en god overgang fra a-kasse til jobcenter for de ledige, der tilbagevisiteres til jobcentret. Klar kommunikation og kontakt er vigtig, så overgangen mellem a-kasse og jobcenter ikke medfører tab af fremdrift i forhold til borgerens vej i job eller uddannelse.

Klare samarbejdsaftaler mellem a-kasse og kommune

Det fremgår af udvælgelseskriterier til a-kasseforsøget, at det er en fordel men ikke et krav, at a-kasserne indgår samarbejdsaftaler med kommunerne.

Forvaltningen vurderer, at vi aktivt bør tage initiativ til at indgå samarbejdsaftaler med de a-kasser, der deltager i forsøget med københavnske borgere. Samarbejdsaftalerne kan med fordel indeholde følgende:

  • en aftale om, at a-kassens afklaring af den enkelte borger (screeningsresultater) og anden information følger borgeren, så jobcentret kan tilrettelægge den bedst mulige videre indsats
  • en aftale om, at fællessamtalen mellem borgeren, a-kasse og jobcenter lægges sidst i de tre måneder. Samtalen kan dermed bruges som en overdragelsessamtale med det formål at skabe en smidig overgang mellem a-kasse og jobcenter.
  • en aftale om, at der skal være et konkret jobfokus i alle samtaler med borgeren. Herunder aftaler om, hvordan borger, a-kasse og jobcenter bringer konkrete jobåbninger ind i samtalen.
  • En aftale om, at der skal være et konkret uddannelsesfokus, hvor det vurderes relevant, herunder ikke mindst fokus på at motivere borgere med behov for efter-/ videreuddannelse.
  • en aftale om, hvordan a-kasse og jobcenter bedst understøtter samarbejdet, kommunikation og kontakt m.m.

Det skal understreges, at ovenstående er pejlemærker for forvaltningens dialog med a-kasserne, og at en aftale naturligvis forudsætter enighed mellem kommune og a-kasse. De nye samarbejdsaftaler erstatter samtidigt de nuværende samarbejdsaftaler med de pågældende a-kasser om det fælles kontaktforløb, som blev indgået i forbindelse med beskæftigelsesreformen i 2015.

Eksisterende tilbud til dem der tilbagevisiteres

Der følger ikke særskilte midler med til a-kasseforsøget, og forvaltningens udgangspunkt er derfor, at borgerne efter endt a-kasseforløb indgår i jobcentrets eksisterende indsatsflow. Dvs. at borgerne får tilrettelagt forløb og indsats på samme vilkår som borgere, der ikke har været omfattet af a-kasseforsøget. Det gælder både de borgere, der efter endt kontaktforløb i a-kassen fortsat måtte være ledige, og de borgere, som overgår til jobcentret tidligere pga. risiko for langtidsledighed.  

Økonomi

A-kasseforsøget vil i sig selv bidrage til et større økonomisk råderum, da de a-kasser, der er omfattet af forsøget, overtager ansvaret for samtalerne de første tre måneder. Det indebærer, at jobcentret skal holde færre samtaler med de ledige, der er en del af forsøget. Som udvalget blev orienteret om d. 18. marts 2019, vil der dog være andre dele af den nye lovgivning, der trækker i den anden retning, da der vil være målgrupper, som forvaltningen skal holde flere samtaler med de første seks måneder.

De økonomiske konsekvenser af den ny lovgivning er endnu ikke opgjort men vil blive præsenteret for udvalget i forbindelse med den indstilling, som forelægges på et kommende udvalgsmøde om den fremtidige tilrettelæggelse af samtaler og indsatser i forbindelse med implementering af den nye LAB lov.

Videre proces

Udvalget vil senere blive præsenteret for en indstilling om den generelle tilrettelæggelse af indsatser og samtaler efter ikrafttrædelse af den nye Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Tanja Franck/Michael Baunsgaard Schreiber

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning

Til top