Mødedato: 28.10.2024, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Forslag til ændring i mødeplan for 2025

Se alle bilag

Resumé

Med sagen forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget et forslag til ændring i mødeplanen for 2025. Ændringen foreslås af hensyn til, at mødeplanen er mere optimal i forhold til budgetprocessen.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender revideret forslag til mødeplan for 2025.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte på udvalgsmødet d. 23. september 2024 en mødeplan for udvalget i 2025. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er efterfølgende blevet opmærksom på, at mødeplanen for 1. halvår af 2025 ikke er optimal i forhold til budgetprocessen.

Løsning

Forvaltningen foreslår, at der tilføjes et udvalgsmøde mandag d. 3. marts 2024. Det foreslås samtidig, at udvalgets budgetseminar flyttes fra d. 17. marts til d. 3. marts, som dermed bliver et

heldagsarrangement. Mødet d. 17. marts bliver derfor alene et ordinært møde fra kl. 16-19. For at fastholde et tilsvarende antal udvalgsmøder over året, foreslår forvaltningen samtidigt, at udvalgsmødet planlagt til mandag d. 6. januar 2024 kl. 16-19 aflyses.

Den opdaterede mødeplan er vedlagt i bilag 1.

Løsningen er koordineret med Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på at sikre, at der ikke er overlap med møder i Teknik- og Miljøudvalget, som også afholdes mandage. Ændringerne karambolerer desuden ikke med møder i øvrige fagudvalg, økonomiudvalget eller borgerrepræsentationen.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Politisk handlerum

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan godkende eller forkaste forslaget om ændring i mødeplanen for 2025.

Videre proces

Såfremt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender sagen, vil den opdaterede mødeplan blive offentliggjort på kk.dk og udvalgsmedlemmerne vil modtage en invitation til møderne via Outlook.

 

Henrik Lund / Trine Korsgaard

 

Beslutning

Sagen blev godkendt.
Til top