Mødedato: 28.10.2024, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Rammerne for udbud af brobygning til uddannelse via daghøjskole og HF Inklusion+

Se alle bilag

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal træffe beslutning om rammerne for udbud af brobygning til uddannelse via daghøjskole og HF Inklusion+.  Markedsdialogen har vist, at der kun er én interesseret tilbudsgiver for hver af de to tilbud. På den baggrund foreslås offentliggjort bekendtgørelser om frivillig forudgående gennemsigtighed. Hvis der ikke modtages indsigelser herimod, indledes forhandlinger med tilbudsgiverne om aftalerne.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender rammerne for udbud af brobygning til uddannelse via daghøjskole og HF Inklusion+.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 22. januar 2024 udbudsplan 2024/2025, herunder bl.a. (gen-)udbud af opkvalificering til og fastholdes i uddannelse / brobygning til uddannelse, da de eksisterende aftaler udløber den 31. juli 2025.

På den baggrund forelægges nu indstilling om (gen-) udbud af to af tilbuddene omfattet af brobygning til uddannelse, hhv. brobygning til uddannelse via daghøjskole og tilbuddet HF Inklusion+ for unge med diagnose i autismespekteret eller med tilsvarende støttebehov.

Løsning

Brobygning til uddannelse for unge med uddannelsespålæg omfatter i dag:

  • Brobygning på erhvervsuddannelsesinstitutioner (HRS og TEC)
  • Mentorstøtte til fastholdelse på voksenuddannelsescenter (KVUC)
  • Brobygning til uddannelse via daghøjskole (Kursustrappen Frederiksberg)
  • HF Inklusion+ (KVUC).

Det væsentlige ved brobygningsforløb er, at de gennemføres på en skole, så de unge bliver vant til at være i et uddannelsesmiljø. Da der er tale om forskellige tilbud, gennemføres markedsdialogen særskilt for hvert af tilbuddene.

Forvaltningen har nu gennemført markedsdialog om tilbuddene brobygning til uddannelse via daghøjskole og HF Inklusion+. For begge tilbud har der været interessetilkendegive fra én tilbudsgiver, hhv. Kursustrappen Frederiksberg og Københavns Voksenuddannelsescenter (KVUC).

Når der alene er identificeret én potentiel tilbudsgiver på et udbud via markedsdialogen, kan der offentliggøres en bekendtgørelse om frivillig forudgående gennemsigtighed, også benævnt profylaksebekendtgørelse. Det betyder, at der ikke er krav om udbud af opgaven, men at forvaltningen kan indgå forhandling med hhv. Kursustrappen Frederiksberg og KVUC om levering af de to tilbud.

Klausuler for aftalerne
Ved evt. indgåelse af aftaler med Kursustrappen Frederiksberg og KVUC, er aftalerne omfattet af Københavns Kommunes generelle klausuler mht. arbejdsklausul, CSR-klausul og miljø, egenerklæring mht. tilhørsforhold til russiske enheder m.v. og afgivelse af årlig erfaringsopsamling jf. Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning den 25. november 2019.

Med hensyn til klausuler om beskæftigelse og/eller uddannelse foreslås det, at forhandlingerne tager udgangspunkt i Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning herom ift. de gennemførte udbud for udsatte borgere i 2024, hhv.:

  • Beskæftigelse af ledige borgere: Krav om tilbud om enten virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud eller fleksjob per én mio. kr.’s omsætning, der ligger udover den første mio. kr. pr. år
  • Beskæftigelse af personer med handicap (BR 23.03.2023): Det foreslås, at klausulen træder i kraft med 1 person med handicap i 52 uger ved 5 mio. kr.’s omsætning per år, og yderligere 1 person med handicap i 52 uger ved hver yderligere 10 mio. kr.
  • Uddannelsesklausul: Det vurderes det, at der ikke er funktioner i ydelserne, der er relevant ift. indgåelse af uddannelsesaftaler.

Status for udbud af øvrige tilbud omfattet af brobygning til uddannelse - Brobygning på erhvervsuddannelsesinstitutioner og voksenuddannelsescenter

Som led i Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning den 22. januar 2024 om udbuddet indgår, at der skal ses på mulighederne for at udvikle brobygningsforløbene på erhvervsuddannelsesinstitutionerne, så flere unge med uddannelsespålæg fremover kan få fordel af tilbuddet.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil på den baggrund i foråret 2025 blive forelagt indstilling om brugen af opkvalificering og mentorstøtte på uddannelsesinstitutioner. Indstillingen kan give anledning til en kortere midlertidig forlængelse af de eksisterende aftaler med skolerne mhp. gennemførelsen af denne del af udbuddet.

Økonomi

En rammeaftale giver ret, men ikke pligt til køb hos en leverandør. En leverandør garanteres derfor ikke et mindstekøb.

Brobygning til uddannelse via daghøjskole
Der er for 2024 estimeret et køb på ca. 2,5 mio. kr. Der kan på den baggrund estimeres et forventet køb på ca. 10 mio. i perioden 1. august 2025 – 31. juli 2029.

Den endelige udgift kan dog blive mindre / højere som resultat af forhandlingerne om prisen og udviklingen i antallet af unge i målgruppen.

HF Inklusion+
Med budget 2023 blev der bevilget 4,2 mio. kr. til permanent finansiering af HF Inklusion+. Herudover bevilgede Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 24. april 2023 yderligere 4,2 mio. kr. til HF Inklusion+ i 2024 og 2025.

Købet på aftalen kan dermed estimeres til ca. 19 mio. kr. ved uændrede budgetforudsætninger. Hvis der besluttes genbevilling af den midlertidige bevilling fra budget 2026 og frem, kan der estimeres et køb på ca. 35 mio. kr. på aftalen i aftalens periode 1. august 2025 – 31. juli 2029.

Den endelige udgift kan dog blive mindre / højere som resultat af forhandlingerne om prisen, og udviklingen i antallet af unge i målgruppen.

Politisk handlerum

Da Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har godkendt, at tilbuddene skal udbydes, kan Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i denne sag komme med kommentarer, ændringsforslag m.v. til rammerne for udbud af brobygning til uddannelse via daghøjskole og HF Inklusion+.

Videre proces

Der offentliggøres bekendtgørelser om frivillig forudgående gennemsigtighed for de 2 udbud. Hvis der ikke modtages indsigelser, igangsættes forhandlingerne med hhv. Kursustrappen Frederiksberg og KVUC om tilbuddene. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget orienteres om resultatet af forhandlingerne. Hvis der modtages indsigelse for en eller begge bekendtgørelser, forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ny indstilling om gennemførelse af ordinært udbud af tilbud/tilbuddene.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forelægges i foråret 2025 indstilling om evt. udbud af brobygning til uddannelse på EUD-skoler og mentorstøtte på uddannelsesinstitutioner.  

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen

 


Beslutning

Sagen blev godkendt.
Til top