Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 28. september 2006

 

 

3.      Medlemsforslag stillet af Per Bregengaard (Ø) om situationen på BIF´s jobcentre

      BIU 179/2006

INDSTILLING

Medlemsforslag til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget stillet den 11. september 2006 af Per Bregengaard (Ø)

 

Det foreslås:

AT forvaltningen kommenterer og udvalget diskuterer situationen på jobcentrene med udgangspunkt i en oplevelse af situationen set udefra, forvaltningens besvarelse af 4. september af en række spørgsmål (bilagt) og nedenstående opsummering.

 AT forvaltningen fremkommer med en norm for et gennemsnitligt antal sager pr. medarbejder fordelt i nogle hovedgrupper, idet man tidligere har anvendt dette som fordelingsnøgle..

 AT forvaltningen fremlægger en plan for løsningen af de påpegede problemer og supplerer sine målinger i kvartalsrapporterne med målinger af fremdriften i afviklingen af manglende behandling af sager og personalets arbejdssituation, jf. den stillede række spørgsmål. Udvalget orienteres månedligt om planens overholdes, status og udvikling, indtil situationen er normaliseret og lovmedholdig.

 At forvaltningen sikrer, at personalets forslag til forbedring af sagsbehandling og arbejdssituation inddrages i arbejdet for at realisere planen, og at disse input tilgår udvalget.

 At forvaltningen opretter en hotline, som sikrer, at folk kan få udbetalt deres ydelser

   

Motivering:

 Hvordan opleves jobcentrene set udefra? Nedenstående er hentet fra Socialrådgiveren nr. 15/6.9.2006

 

Kaos i Københavns Kommune

 Som socialrådgiver på Rigshospitalets Anoreksiklinik har jeg siden juni brugt en stor del af mine arbejdskræfter på at løbe spidsrod imellem de nyoprettede jobcentre i Københavns Kommune som bisidder for patienter i ambulante behandlingsforløb, J eg trænger nu til at få luftet mine frustrationer.

Jeg er rystet over at se det omstruktureringskaos, der udspiller sig. Jeg arbejder med målgruppen af de mest udsatte borgere, som i kraft af behandlingsforløb her på Anoreksiklinikken har støtte til kontakten med forvaltning. De skulle gerne midt i deres sårbarhed målrette deres ressourcer til de arbejdsmarkedsrettede planer, der er lagt om uddannelse eller daghøjskole. Men det nuværende kaos i Københavns Kommune stiller store krav til udholdenhed både hos disse borgere og hos samarbejdspartnere. Det har for eksempel siden maj/juni været næsten umuligt at komme i kontakt med en sagsbehandler pr. telefon eller lægge besked, fordi ingen har vidst eller kunne undersøge, hvor journalerne befandt sig. Og de breve, jeg har sendt, når åbenbart ikke frem – for eksempel om bevilling af start på daghøjskoler og revalideringsforløb. Tilbagemeldinger, som har stor betydning for den enkelte i forhold til det igangværende behandlingsforløb. Eneste mulighed har derfor været at møde personligt op i Skelbækgade og trække et nummer.

Jeg har også oplevet, at jobcentrene slet ikke samarbejdede, så den enkelte borger har selv måttet bruge kræfter på at berette forfra om sin situation, når journalen er blevet væk.

Hvor er den ansvarlige politiske og administrative ledelse, der kan melde hoved og hale ud i dette kaos? Er det virkelig den enkelte sagsbehandler på gulvet og den stakkels mand, der sidder i telefonomstillingen, som skal bære alle svigtene? Kan det virkelig være rigtigt, at hele den gode indsats, der trods alt er ydet målrettet de sidste fem år til bl.a. psykisk syge i Københavns Kommune via Voksenteam nu bare skal skrottes? Kunne man ikke have brugt denne viden og taget sig den nødvendige tid til at indrette organisationen i forhold til brugernes behov?

 

Med venlig hilsen
Lone Moritz
Socialrådgiver
Rigshospitalet/Anoreksiklinikken

  

Situationen kan med udgangspunkt i forvaltningens oplysninger opsummeres således:

 

Den ny Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning i Københavns Kommune er på hælene. Jobcentrene klarer ikke opgaverne, medarbejderne flygter, og kommunen bliver straffet økonomisk af staten, fordi tingene ligger. Situationen er katastrofal.

 

Kommunen skal gennemføre individuelle kontaktforløb med kontant- og starthjælpsmodtagere. En opgørelse viser, at kun 55 pct. af de lovpligtige kontaktforløb bliver gennemført. Det skader ikke kun kontant- og starthjælpsmodtagerne, men er også en bombe under kommunens økonomi, idet kommunen skal tilbagebetale statsrefusion, hvis den ikke kan klare sine opgaver. Hvor mange millioner, det kan dreje sig om, har Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen ikke noget overblik over.

 

Kommunen har ikke noget overblik over antallet af gennemførte sygedagpengeopfølgninger, men skønner, at også her er kun halvdelen blevet gennemført. Folk sidder fast i systemet, og det har medvirket til det sidste halve års eksplosive vækst i varigheden af sygeperioden for personer på sygedagpenge fra i gennemsnit 33 uger ved årsskiftet til 45 uger 1. august.

 

Også her mister kommunen statsrefusion, når opfølgningsreglerne ikke overholdes. Og kommunen overtager den fulde økonomiske byrde, hvis sygdomsperioden strækker sig længere end et år. Hvad det koster, og hvor meget kommunen skal betale tilbage til staten, når den ikke overholder loven, er der heller ikke noget bud på.

 

Desværre har også andre rigtig alvorlige uløste sager hobet sig op på Københavns jobcentre:

Der ligger ca. 2.200 ubehandlede førtidspensionssager, op mod 900 ubehandlede revalideringssager, knapt 400 ubehandlede anmodninger om fleksjobs, knapt 200 ubehandlede anmodninger om erhvervsevnevurderinger i forbindelse med sager om forhøjelse af førtidspension o.s.v.

 

Situationen er ikke kun dybt frustrerende for de, der er i klemme i systemet, og som har meget vanskeligt ved at råbe op. Den er også uholdbar for personalet.

 

Personalet oplever kaos, at opgaverne er uoverkommelige, og så ligger lønnen for bl.a. socialrådgiverne endda under omegnens. Det giver sygdom og vrede. Da der er rift om dygtige medarbejdere, siger man op, og stillingerne står ubesatte. I løbet af de tre sommermåneder har 14 medarbejdere sagt deres job op på Jobcenteret for Sygedagpenge, så der i dag kun er 82 medarebjdere til at varetage opgaverne. Der er i alt 44 ubesatte stillinger på jobcentrene, som i dag beskæftiger godt 500 medarbejdere.

 

Spørgsmål er, om jobcentrene er ved at være ude i en situation, hvor den nedadgående spiral ikke kan stoppes. Sygdom og opsigelser skaber mere uoverkommeligt arbejde for de, der bliver. Det accellererer frustrationerne, der skaber mere sygdom og flere opsigelser, der skaber...

 

Forvaltningen har tidligere forklaret det med omstruktureringer og flytninger. Det er et faktum, men ikke til megen nytte. Der skal fokus på den personalepolitiske indsat, der massivt og hurtigt skal sættes ind med, hvis situationen ikke skal løbe helt løbsk. Personalet skal fastholdes, og arbejdspladserne gøres attraktive ved, at der kan udføres et arbejde, som alle kan være bekendt. Det er en investering, som koster - måske også mere personale.

 

BILAG

1.      Svar til Per Bregengaard af 4. september 2006 fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.