Mødedato: 28.08.2017, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Implementering af principper for øget dialog med københavnerne

Se alle bilag
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal tage stilling til status på Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen arbejde med at implementere de fælleskommunale principper for dialog med københavnerne.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager forvaltningens implementering af de fem principper for øget dialog med københavnerne til efterretning.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 28. januar 2016 fem principper, der skal styrke Københavns Kommunes dialog og samarbejde med københavnerne om byens udvikling. De fem principper fremgår nedenfor og er uddybet i bilag 1.

  • Dialog er en kerneopgave
  • Tidlig dialog
  • Tydelig dialog
  • Engagerende dialog
  • Mangfoldig dialog

Borgerrepræsentationen vedtog endvidere, at alle forvaltninger skal afrapportere til deres udvalg om arbejdet med at implementere principperne.

Løsning

Inddragelse og dialog er helt centrale elementer i forvaltningens virke. Nedenfor er en gennemgang af, hvordan forvaltningen arbejder med de enkelte principper for københavnerdialog.

Dialog er en kerneopgave

Dialog er en helt central del af beskæftigelsesindsatsen. Hver dag gårforvaltningens medarbejdere i dialog med ledige københavnere om den bedste vej til job og uddannelsefor netop dem.Det sker med respekt, konstruktive krav og troen på, at vi sammen kan vende begrænsninger til muligheder.

Et af grundprincipperne i forvaltningens vision 2020 er, at vi sætter ’borgeren før systemet’. Det gør vi ved at hjælpe borgerne til at blive aktive medspillere i deres sagsforløb og ved at arbejde for at forbedre tilfredsheden.

Som eksempel, er fokus på den gode dialog med borgeren i centrum også en stor del afBIF-uddannelsen, som alle medarbejdere med borger- eller virksomhedskontakt gennemfører. Uddannelsen er den første af sin slags i landet og skal sikrer høj beskæftigelsesfaglighed hos alle ansatte. Medarbejderne bliver blandt andet undervist i empowerment som grundlag for mødet med borgeren. Her er der fokus på at øge inddragelse hos borgerne ved at sikre valgmuligheder og medbestemmelse.

Endnu et centralt element i uddannelsen er brugen af motivation i dialogen med borgeren. Den motiverende tilgang øger borgerens engagement og ejerskab til vejen til arbejdsmarkedet. Derudover er der også fokus på magtperspektivet i relationelle møder, som handler om at gøre magtforhold i myndighedsrollen mere gennemsigtige for borgeren for at skabe klarhed om roller og aftaler.

Tidlig og tydelig dialog

Forvaltningen arbejder med at inddrage relevante borgere og andre interessenter i opstartsfasen for strategisk vigtige processer og projekter. Dialogen skal give mulighed for at omverdenen kan præge forvaltningens arbejde men ud fra en realistisk afstemning af, hvad der er mulighed for at påvirke.

I forbindelse med udvalgets forhandlinger i marts 2016 om en aftale på akademikerområdet, foretog forvaltningen en indledende afdækning af området med inddragelse af borgere i målgruppen. Inddragelsesprocessen blev faciliteret af Innovationshuset og gav embedsmænd og borgmester mulighed for at gå i dialog med ledige akademikere om deres prioriteter i den fremtidige jobindsats. Borgernes bidrag og forslag indgik i arbejdet med at udforme den endelige aftale.

Dialog var endvidere et centralt element, da forvaltningen i år udviklede en grundfortælling om BIFs kerneopgaverunder overskriften ’Dit job. Byens fremtid’. Den første del af udviklingsprocessen bestod i at gennemføre interview med en række borgere såvel som virksomheder, kommunalpolitikere og fagforeninger. Herigennem blev der indsamlet viden om, hvordan den nære omverden opfatter forvaltningen. Dette dannede udgangspunkt for medarbejdernes drøftelser af, hvad der er forvaltningens DNA, og hvad der skal til for at gøre en forskel.

Engagerende dialog

Dialog mellem københavnere og engagement er grundpiller i forvaltningens arbejde med at styrke medborgerskabet i København.  

I forbindelse med arbejdet med at bekæmpe diskrimination faciliterer forvaltningen dialogarrangementer på skoler og ungdomsuddannelser med hensigten at engagere unge mennesker til at bekæmpe fordomme og sige fra over for diskrimination.

Indsatsen for at forebygge social kontrol bygger også på dialogredskaber. Herunder gennem ung-til-ung aktiviteter, debat på sociale medier samt målsætningen om at nå ud til 500 forældre, jf. indstillingen om implementering af ekspertgruppens anbefalinger, der ligeledes behandles på dette møde.

Forvaltningens anti-radikaliseringsenhed VINK giver endvidere faglig og praktisk støtte til afholdelse af debatskabende ungearrangementer, der kan forebygge radikalisering. Derudover afholdes åbne høringsarrangementer og dialogmøder ude hos lokale aktører for at opbygge tillid og samarbejde mellem lokalsamfund og kommunen ved at styrke de lokale kræfters oplevelse af at have reel indflydelse og blive hørt.

Mangfoldig dialog

For at kvalificere indsatsen ønsker forvaltningen at komme i dialog med et bredt og mangfoldigt udsnit af byens aktører. Derfor er der nedsat en række dialogfora med rådgivende og netværksskabendefunktion,herunder:

Det Rådgivende Beskæftigelsesråd med repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter, Danske Handicaporganisationer og erhvervslivet, som rådgiver om tiltag på det lokale arbejdsmarked samt hvordan beskæftigelse, uddannelse og erhverv kan tænkes sammen.

Københavnsboard for medborgerskab og mangfoldighed med repræsentanter fra minoritetsforeninger, religiøse fællesskaber, interesseorganisationer, myndigheder m.fl., som kvalificerer og giver sparring i forhold til forvaltningens indsatser på integrationsområdet.

Medborgerforum med rundbordsdialog for eksperter og nøglepersoner fra civilsamfund, boligforeninger, politi m.fl., der skal sikre løbende dialog og lokal viden om udsatte unge på kanten af samfundet, som skal støttes både lokalt og gennem kommunens indsatser.

Samarbejdsforum for brancheforeninger, barer og andre aktører i nattelivet, som er engagerede i forvaltningens arbejde med at fremme et natteliv uden diskrimination gennem kampagner, et charter for fair natteliv m.m.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser

Videre proces

Udvalget vil i efteråret 2018 modtage den næste status på forvaltningens implementering af principper for øget dialog med københavnerne.

 

Bjarne Winge / Emil Dyred

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

 

Til top