2. Behandling: Implementering af anbefalinger fra ekspertgruppen til forebyggelse af social kontrol
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forslag til håndtering af høringssvar om implementering af anbefalinger fra ekspertgruppen til forebyggelse af social kontrol fra Børne- og Ungdomsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Socialudvalget
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forslag til udmøntning af 4 mio. kr. fra Integrationshandleplan 2017-18 til implementering af anbefalingerne fra ekspertgruppen til forebyggelse af social kontrol.
Problemstilling
Den 22. maj 2017 blev Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forelagt anbefalinger fra ekspertgruppen til forebyggelse af social kontrol samt forslag til udmøntning af 4 mio. kr. fra Integrationshandleplan 2017-18 til implementering ekspertgruppens anbefalinger. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede, at forslag til udmøntning skulle sendes i høring i Børne- og Ungdomsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Socialudvalget.
Der er indkommet høringssvar fra alle udvalg. I denne indstilling forelægges dermed forslag til håndtering af høringssvarene samt forslag til implementering af ekspertgruppens anbefalinger til endelig godkendelse. Sagen er tilrettet på baggrund af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets bemærkninger på mødet den 22. maj 2017 og de modtagne høringssvar.
Løsning
1. Høringssvar
Nedenfor er en sammenfatning af bemærkningerne fra høringssvarene samt Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens forslag til håndtering. Høringssvarene er vedlagt som bilag 1.
Høringssvar fra Børne- og Ungdomsudvalget
Børne- og Ungdomsudvalget genkender ekspertgruppens vurdering af problemets aktualitet og bakker overordnet set op om anbefalingerne samt prioriteringen af midler hertil. Børne- og Ungdomsudvalget bemærker, at ungeråd og elevråd i videst muligt omfang bør indtænkes i den styrkede indsats målrettet unge.
Anbefaling 1. Styrket indsats målrettet unge:
Børne- og Ungdomsudvalget bemærker, at det er vigtigt, at arbejdet mod social kontrol ikke bliver en løsrevet opgave for særlige medarbejdere, men at det sammentænkes med det øvrige pædagogiske arbejde og i forlængelse af eksisterende lokale tiltag.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er enige i bemærkningen og vil indarbejde dette i implementering af indsatsen i tæt dialog med Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Anbefaling 2. Øget samarbejde mellem kommune og friskoler:
I forhold til at tilknytte skolesocialrådgivere til friskolerne bemærkes, at der er en ressourceudfordring, da målet for indsatsen er at nå minimum 5 friskoler, idet der er et væsentligt højere antal friskoler, som har denne udfordring.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen bemærker, at det alene er den del af anbefalingen, der vedrør udbredelse af skoleindsatsen til friskoler, som søges implementeret via integrationshandleplanen (jf. tabel 1 nedenfor). Den del af anbefalingen der vedrør skolesocialrådgivere på friskoler indgår i det fælles budgetnotat på social kontrol til budgetforhandlinger om budget 2018. Her lægges op til at indsatsen når 15 udvalgte friskoler.
Anbefaling 6. Kompetenceudvikling af fagpersoner:
Børne- og Ungdomsudvalget bemærker, at det er vigtigt at kompetenceudviklingen af fagpersoner indtænkes i skolernes eksisterende opkvalificeringsfora (f.eks. portalerne Åben Skole og BUF Akademi, samt at det sker primært i efteråret 2018, da det kommende skoleår allerede er planlagt.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil indarbejde dette i implementeringen af indsatsen i tæt dialog med Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Børne- og Ungdomsudvalget har desuden en række bemærkninger til ekspertgruppens øvrige anbefalinger, som Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil tage højde for i det fælles budgetforslag til forhandlingerne om Budget 2018.
Høringssvar fra Kultur- og Fritidsudvalget
For så vidt angår de anbefalinger i ekspertgruppens rapport, hvor foreninger nævnes, gør Kultur- og Fritidsudvalget opmærksom på, at disse primært er frivilligt baserede, og at deltagelse i indsatserne derfor skal være et frivilligt tilbud til foreningerne.
Anbefaling 11. Tværsektoriel styregruppe:
Kultur- og Fritidsudvalget bemærker desuden, at udvalget støtter op om ekspertgruppens anbefaling om en tværsektoriel styregruppe og dens formål. Udvalget bemærker dog, at det ikke fagligt set giver mening, at Kultur- og Fritidsforvaltningen deltager. Styregruppens arbejdsområde hører, ifølge udvalget, snarere under Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen tager høringssvaret til efterretning. Såfremt Kultur- og Fritidsforvaltningen på et senere tidspunkt ønsker at deltage i styregruppen, har forvaltningen mulighed for dette.
Høringssvar fra Socialudvalget
Socialudvalget vurderer, at der samlet set er tale om nogle relevante anbefalinger og bakker overordnet op om de 6 udvalgte anbefalinger. Udvalget bemærker, at social kontrol ikke kun foregår i etniske minoritetsgrupper.
Anbefaling 1. Styrket indsats målrettet unge & Anbefaling 6. Kompetenceudvikling af fagpersoner:
Der bakkes op om anbefalingen, men det skal tydeliggøres, at der afsættes midler til Etnisk Konsulentteam, så opgaven med at styrke skoleindsatsen ikke bliver på bekostning af Etnisk Konsulentteams øvrige kerneopgaver.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen henviser til, at en videreførelse af det hidtidige samarbejde med Etnisk Konsulentteam indgår i implementering af anbefaling 6 om kompetenceudvikling af fagpersoner (jf. implementeringsplanen i tabel 1 nedenfor).
Anbefaling 2. Øget samarbejde mellem kommune og friskoler:
Socialudvalget bakker op om anbefalingen, og der henvises til, at der allerede er etableret dialog mellem kommunen og fri- og privatskolernes organisationer.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen deltager fremadrettet i dialogen med fri- og privatskolernes organisationer, ligesom forvaltningen har haft en indledende dialog med formanden for Dansk Friskoleforening om social kontrol.
Anbefaling 4. Inddragelse af forældre og lokalmiljø:
Det bemærkes, at det er relevant at inddrage boligorganisationerne i de pågældende områder samt medarbejdere i relevante boligsociale helhedsplaner, da de har et unikt kendskab til området og dets beboere.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er enige i bemærkningen og vil sikre at boligorganisationer inddrages i den konkrete implementering af indsatsen.
Anbefaling 8. Bedre opfølgning på unge efter ophold på krisecenter:
Der bakkes op om anbefalingen, men det skal specificeres, hvilke medarbejdere, der skal efteruddannes. Herunder bemærkes det, at de koordinerende rådgivere, som borgere indskrevet på et krisecenter har ret til at få adgang til, samt øvrige personale på krisecentre, ville være målgruppe for efteruddannelsen.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil sørge for at Socialudvalgets bemærkning bliver en del af implementeringen af indsatsen.
Anbefaling 11. Tværsektoriel styregruppe:
Der bakkes op om en koordinerende styregruppe. Formuleringen i indstillingen kan dog give det indtryk, at styregruppen også skal have en rolle ift. konkrete sager eller den generelle sagsbehandling i Socialforvaltningen. Det finder Socialudvalget uhensigtsmæssigt.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har på baggrund af bemærkningen tydeliggjort, at styregruppen ikke har en sagsbehandlende men alene en strategisk koordinerende funktion, jf. anbefaling 11 i tabel 1 nedenfor. Dette vil også blive præciseret i kommissoriet for styregruppen.
2. Revideret forslag til implementering af anbefalinger
Af tabel 1 fremgår forvaltningens forslag til, hvilke af ekspertgruppens anbefalinger, der udmøntes via de 2 mio. kr. fra Integrationshandleplan 2017-18 til udvalgets endelige godkendelse. I tabellen fremgår desuden forvaltningens forslag til mål samt, hvilke øvrige forvaltninger, det vil være relevant at inddrage under de enkelte indsatser. Implementeringen, som beskrevet i tabel 1, er tilrettet efter de modtagne høringssvar, jf. afsnit 1 ovenfor.
Tabel 1. Forslag til finansiering via Integrationshandleplan 2017-18
Anbefaling |
Indsats |
Midler afsat (årligt i 2017-18) |
1. Styrket indsats målrettet unge |
Formål: Oplyse børn og unge om deres rettigheder, handlemuligheder og egen adfærd for at forebygge social kontrol og modkultur.
Indhold: Skoleindsatsen, som blev igangsat med Integrationsaftale 2015-16, skal videreudvikles, så den, ud over at oplyse de unge om deres rettigheder og handlemuligheder, også har fokus på de unges egen adfærd i forhold til social kontrol. Skoleindsatsen, som tidligere kun har været udbudt for udskolingstrinnet, skal udvides til også at omfatte mellemtrinnet gennem f.eks. ung-til-ung-dialogaktiviteter, undervisningsmaterialer, workshop og teater. I udviklingen af indsatsen for mellemtrinnet skal desuden være fokus på identitet og modkultur. Endelig skal indsatsen målrettet unge udvides til at inddrage klubber, foreninger og de sociale medier. Der vil være fokus på, at indsatsen sammentænkes med det øvrige pædagogiske arbejde og i forlængelse af eksisterende lokale tiltag.
Samlet mål for 2017-18: Indsatsen når ud til minimum 2.000 børn og unge på skoler, klubber og foreninger mm. |
0,5 mio. kr.
Ansvarlig: BIF Andre relevante forvaltninger: |
2. Øget samarbejde mellem kommune og friskoler |
Formål: Udbrede skoleindsatsen til relevante friskoler, herunder fokus på forebyggelse af reproduktion af social kontrol blandt de unge selv.
Indhold: Skoleindsatsen udbredes til relevante friskoler, og der udvikles tilbud særligt målrettet behov og udfordringer på de københavnske friskoler, herunder f.eks. forumteater, workshops og oplæg om social kontrol.
Samlet mål for 2017-18: Indsatsen når ud på minimum 5 friskoler. |
0,2 mio. kr.
Ansvarlig: BIF Andre relevante forvaltninger: |
4. Inddragelse af forældre og lokalmiljø
|
Formål: Iværksætte forebyggelsesindsatser i udsatte og lukkede miljøer mhp. at etablere samarbejde med forældre samt nå ud til særligt isolerede kvinder.
Indhold: Samarbejde med civilsamfundsorganisationer som Bydelsmødre og andre lokalt forankrede forældregrupper og kvindeklubber, der deler ekspertgruppens definition af social kontrol og som aktivt ønsker at arbejde for definitionen. Indsatsen består bl.a. af møderækker for forældre i udsatte boligområder og efteruddannelse til bydelsmødre eller andre relevante Boligorganisationer i de pågældende områder vil blive inddraget.
Samlet mål for 2017-18: Indsatsen når ud til minimum 500 forældre. |
0,5 mio. kr.
Ansvarlig: BIF Andre relevante forvaltninger: |
6. Kompetence-udvikling af fagpersoner
|
Formål: Sikre at relevant fagpersonale omkring de unge har kompetencer til at identificere og reagere på tegn på social kontrol blandt unge.
Indhold: Opkvalificering af fagpersoner gennem kurser og vidensoplæg, bl.a. i samarbejde med Etnisk Konsulentteam ogenheden i Undervisningsministeriet, som arbejder med forebyggelse af social kontrol. Kompetenceudviklingen af fagpersoner på skoler vil blive indtænkt i skolernes eksisterende opkvalificeringsfora og vil primært foregå i efteråret 2018.
Samlet mål for 2017-18: Minimum 500 medarbejdere på skoler, klubber, foreninger mm. opkvalificeres gennem kurser og oplæg. |
0,6 mio. kr.
Ansvarlig: BIF Andre relevante forvaltninger: |
8. Bedre opfølgning på unge efter ophold på krisecenter |
Formål: Sikre bedre hjælp til ofre for æresrelaterede konflikter og social kontrol, så de får den bedste støtte til et liv efter ophold på krisecentre/safehouses.
Indhold: Efteruddannelse af relevante fagpersoner, herunder bl.a. støttekontaktpersoner, koordinerende rådgivere samt øvrigt personale på krisecentre. Indsatsen skal desuden sikre bedre formidling af kommunale tilbud og frivillige tilbud som f.eks. mentorforløb og samtalegrupper, som kan støtte den enkelte i at opbygge nye netværk og fællesskaber. Indsatsen iværksættes i samarbejde med RED-Safehouse.
Samlet mål for 2017-18: Alle relevante støttekontaktpersoner får tilbudt efteruddannelse. Minimum 80 pct. af de relevante støttekontaktpersoner efteruddannes i løsning af æresrelaterede konflikter og social kontrol. |
0,2 mio. kr.
Ansvarlig: BIF Andre relevante forvaltninger: |
11. Etablering af tværsektoriel styregruppe |
Formål: Øge samarbejde og koordinering på tværs af forvaltninger, herunder SOF og BUF, for at sikre en helhedsorienteret og styrket indsats mod social kontrol.
Indhold: Styregruppen skal sikre strategisk overblik og sammenhæng mellem kommunens eksisterende indsatser. Herunder skal styregruppen sikre kortlægning af procedurer for håndtering af henvendelser vedr. social kontrol, underretninger og tvangsfjernelser samt procedurer for opfølgning. Styregruppen skal desuden sikre, at samarbejdet med de omkringliggende kommuner fungerer optimalt, særligt ift. overgangen fra krisecenter/safehouse til egen bolig og selvstændig tilværelse.
Samlet mål for 2017-18: Styregruppen etableres, og der afholdes minimum 4 møder. |
Finansieres inden for BIF's eksisterende ramme
Ansvarlig: BIF Andre relevante forvaltninger: |
Samlet |
|
2 mio. kr. |
På baggrund af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets ønske den 22. maj 2017 er der udarbejdet et fælles budgetnotat til budgetforhandlingerne om budget 2018 (forelagt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget på nærværende udvalgsmøde). Budgetnotatet er udarbejdet i et samarbejde mellem Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen og indeholder forslag til implementering af ekspertgruppens øvrige anbefalinger.
Økonomi
Indstillingen udmønter 2 mio. kr. i servicemidler årligt i perioden 2017-2018 fra Integrationshandleplan 2017-18. Midlerne i Integrationshandleplan 2017-18 er øremærket til at implementere indsatser mod social kontrol på baggrund af anbefalinger fra ekspertgruppen til forebyggelse af social kontrol.
Indsats |
Mio. kr. i 2017 |
Mio. kr. i 2018 |
I alt i mio. kr. |
Styrket indsats målrettet unge |
0,5 |
0,5 |
1 |
Øget samarbejde mellem kommune og friskoler |
0,2 |
0,2 |
0,4 |
Inddragelse af forældre og lokalmiljø |
0,5 |
0,5 |
1 |
Kompetenceudvikling af fagpersoner |
0,6 |
0,6 |
1,2 |
Bedre opfølgning på unge efter ophold på krisecenter |
0,2 |
0,2 |
0,4 |
Etablering af tværsektoriel styregruppe |
0* |
0* |
0 |
Udgifter til service i alt i mio. kr. |
2,0 |
2,0 |
4,0 |
* Indsatsen finansieres inden for forvaltningernes eksisterende ramme.
Videre proces
Primo 2018 forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget status på implementering af indsatserne mod social kontrol via afrapportering på Integrationshandleplan 2017-18.
Bjarne Winge / Michael Baunsgaard Schreiber
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.