Mødedato: 28.04.2008, kl. 17:00

Resultatkontrakter for 2008

Se alle bilag

Resultatkontrakter for 2008

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 28. april 2008

 

 

4.      Resultatkontrakter for 2008    BIU 83/2008

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget orienteres om forvaltningens resultatkontrakter for 2008

 

INDSTILLING OG Beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1.                  At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager orienteringen om resultatkontrakterne for 2008 til efterretning.

 

Problemstilling

Som i 2007 udgør resultatkontrakterne med de 10 decentrale enheder[1] et væsentligt element i styringen af beskæftigelsesindsatsen.

 < /p>

Løsning

Resultatkontrakterne har til formål at understøtte de prioriteringer og målsætninger, som er udtrykt i lovgivningen og i politiske aftaler i Københavns Kommune, herunder beskæftigelsesplanen, beskæftigelsesaftalen og budgetaftalen for 2008. Kontrakterne understøtter også BIF som en attraktiv arbejdsplads og hensynet til en effektiv ressourceanvendelse.

Kontrakterne er – som i 2007 – struktureret ud fra de fire styringsparametre: Beskæftigelsesindsatsen, kvalitet i servicen, personale og organisation samt økonomi. Inden for disse områder er der fastsat resultat-, indsats- og udviklingsmål. Det er forvaltningens erfaring fra 2007, at denne struktur er med til at sikre en effektiv og balanceret styring af indsatsen. Som eksempel er kontrakten for Jobcenter for Sygedagpenge vedlagt som bilag 1.

Kontrakterne indeholder generelt færre mål end i 2007. Det er således forvaltningens erfaring, at der er behov for yderligere at skærpe overskueligheden for ledere og medarbejdere gennem endnu mere fokuserede kontrakter. Kontrakterne indeholder således ikke en totalliste over alle de mål, der skal nås i indsatsen. Der er snarere udvalgt mål af en overordnet karakter, som efter forvaltningens vurdering understøtter de samlede politiske målsætninger og prioriteringer.

En række af de konkrete mål fra beskæftigelsesplanen, beskæftigelsesaftalen og budgetaftalen for 2008 indgår dog direkte i resultatkontrakterne.

Kontrakterne viderefører en række af de mål, der indgik i kontrakterne i 2007, dog med en yderligere skærpelse af den forudsatte resultatopnåelse. Det gælder for eksempel vedr. sygefraværet. I kontrakterne for 2007 indgik mål om en reduktion af sygefraværet i forhold til 2006, og målene er mere end indfriet, jf. BIU 71/2008. I kontrakterne for 2008 stilles der krav om en yderligere reduktion af fraværet i forhold til 2007.

I 2008 indgås som noget nyt fælles kontrakter med både den kommunale og den statslige del af de tre jobcenterenheder med både statslige og kommunale medarbejdere.

 

Nedenfor er angivet eksempler på resultat- og indsatsmål i kontrakterne:

 

Styringsparameter

Eksempler på mål [2]

Beskæftigelsesindsatsen

95 % af alle ret og pligttilbud skal afgives rettidigt

Rettidigheden for kontaktforløb skal udgøre mindst 95 % i 2008

Tilgangen til gruppen med mere end 12 mdrs. ledighed skal nedbringes med mindst 10 % i 2008

Der skal indgås [325-830] nye virksomhedspraktikker og løntilskud i 2008

Højest 10-20 % af de personer, der varsles ifm. 300-reglen, falder ud af kontanthjælpssystemet

95 % af kontanthjælpsmodtagere i målgruppen for Ny Chance skal have været i mindst 1 tilbud inden 1. juli 2008

Andelen af ledige kontanthjælpsmodtagere, der efter endt aktivering på centret er ude af kommunal forsørgelse i de efterfølgende 3 måneder, udgør mindst 40 % i 2008

Kvalitet i servicen

Mindst 95 % af alle telefonhenvendelser, som indgår til centret fra Call-centret, skal besvares af en medarbejder på centret

Antallet af formalitetsklager til borgerrådgiver, borgmester eller direktør, hvor borgeren får medhold eller delvis medhold i deres klage, skal falde med [0-20 %] ift. 2007

Personale og organisation

Centrets sygefravær skal nedbringes med mindst [6,5-29  %], og centrets korttidssygefravær skal nedbringes med mindst [6,5-29 %] i forhold til 2007

Økonomi

Centret skal overholde det udmeldte driftsbudget i 2008

Centret skal bruge mindst 85 % og højest 100 procent af sit købsbudget i 2008

 

 

Økonomi

Indgåelsen af resultatkontrakterne har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser, men sikrer en fokuseret styring af indsatsen inden for rammerne af det vedtagne budget.

 

Videre proces

Udvalget får forelagt en halvårsstatus samt en årsopfølgning på resultatkontrakternes mål. Kontrakterne bliver endvidere fulgt løbende i forvaltningen via løbende statusmøder med de lokale centerledere.

 

Bilag

1.      Kontrakt for Jobcenter for Sygedagpenge 2008

 

 

 

         Morten Binder                                /Thomas Thellersen Børner

 

 



 



[1] Jobcenter Nyropsgade, Jobcenter Musvågevej, Jobcenter Skelbækgade, Jobcenter for Sygedagpenge, Center for Job på særlige vilkår, Center for Job og Formidling, Ydelsesservice, Center for afklaring og beskæftigelse, Center for kompetence og beskæftigelse og Center for beskæftigelse, sprog og integration

 

[2] Note: Målniveauet kan variere fra center til center. Derfor er der på visse mål indskrevet et minimumsniveau og et maksimumsniveau.

Til top