Status for merindsats over for langvarige sygedagpengesager
Status for merindsats over for langvarige sygedagpengesager
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 28. februar 2008
3. Status for merindsats over for langvarige sygedagpengesager BIU 33/2008
Orientering om udgangspunktet for den fremtidige rapportering om
merindsatsen over for langvarige sygedagpengesager.
INDSTILLING OG Beslutning
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, 1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager orienteringen om merindsatsen over for langvarige sygedagpengesager til efterretning. |
PROBLEMSTILLING
I aftalen om budget 2008 af 21. september blev det besluttet at afsætte 9 mio. kr. i både 2008 og 2009 til en ekstraordinær opfølgningsindsats over for sygedagpengesager med en varighed over 52 uger. Beskæftigelses- og Integration sudvalget forpligtigede sig til at opnå en reduktion på 120 helårssager i 2008 og yderligere 720 sager i 2009. Det indgik, at der hver anden måned følges op med en revisionspåtegnet statusrapport til Økonomiudvalget. Denne statusrapport forelægges forlods Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.
Reduktionen af antal helårspersoner skal ske i forhold til gennemsnittet for 4. kvartal. Forudsætningerne for aftalen har således kunnet rykke sig helt op til indsatsens start.
Løsning
Reduktionen af langvarige sygedagpengesager skal ske i forhold til det gennemsnitlige antal helårssager i 4. kvartal 2007 med en varighed over 52 uger, hvilket er 2.377 helårssager. Målet er derfor en nedbringelse af helårssagerne til 2.257 sager i gennemsnit i 2008 og højest 1.537 helårssager i gennemsnit i 2009.
Figur 1. Forudsat og realiseret udvikling i sagsbestand, tilgang og afgang med merindsats for sager over 52 uger.
Med det skitserede afgangsmønster skal indsatsen resultere i en sagsbestand på 1.974 ultimo 2008 og 1.184 ultimo 2009, jf. figur 1.
Det forudsatte kravforløb er en stabil månedlig sagstilgang frem til og med 1. kvartal 2009, jf. figur 1. Omvendt forventes en markant stigning i den månedlige sagsafgang fra omkring april 2008 og omkring 1 år frem. Den lavere afgang herefter i 2009 skal ses i sammenhæng med det lavere forventede samlede sagsomfang.
Det første statustal ligger meget tæt på målkurven med en afvigelse på 10 helårssager over måltallet (er lagt ind med prikken i figur 1).
Da der er begrænset fysisk kapacitet på Sygedagpengecenteret er indsatsen i 2008 planlagt i samarbejde med flere aktører. Merindsatsen på sygedagpengeområdet i 2008 sker ved, at Center for Job og Formidling (CJF) og Center for Aktivering og Beskæftigelse (CAB) bistår i forhold til opfølgning i sager under 52 uger med op til 23 medarbejdere. Begge enheder har rekrutteret medarbejdere og vil være i gang pr 1. marts 2008. Op til den 1. marts skal Sygedagpengecenteret således omflytte personale fra arbejde med sager under 52 uger til sager over 52 uger, og den største udfordring er, at der kræves mere erfaring i arbejdet med lange sygedagpengesager.
Indtil CJF og CAB er i gang med indsatsen, er der behov for at styrke indsatsen. Derfor er der indgået aftale med 3 eksterne aktører om at afslutte knap 700 sager inden udgangen af 1. kvartal. Det er en indsats, der ligger i forlængelse af det arbejde, aktørerne har udført for kommunen gennem 2. halvår 2007. Status for lukningen af disse sager følges uge for uge. Pr. 1. februar har disse aktører afsluttet ca. 100 sager.
Strategien for nedbringelse af de langvarige sager er tostrenget – dels skal de ekstra medarbejderressourcer sikre en afslutning af de langvarige sager, dels sker der også en satsning i forhold til den tidligere indsats for at forebygge langvarige sygdomsforløb. Dette afspejler sig i Sygedagpengecentrets resultatkontrakt, hvor et af de centrale indsatsmål, der er forhandlet med Sygedagpengecentret, er, at:
§ Antallet af sygedagpengesager på over 52 uger skal nedbringes med 20 % i forhold til 4. kvartal 2007.
§ 70 % af tilgangen af sygedagpengesager til 8. uge er ude efter 26. uge.
Kontrakterne er ikke underskrevet, og målniveauerne kan derfor ændre sig. Måling af fremskridtet i forhold til resultatkontrakt sker ugentligt i en løbende statistik for sygedagpengeområdet.
Resultaterne tages op i forskellige opfølgningsfora. Sygedagpengecentret følger sammen med CAB og CJF op månedligt på deres samarbejde om indsatsen generelt. Derudover følger Centralforvaltningen sammen med Sygedagpengecentret løbende op på aftalen, økonomi, resultatkontrakten og overholdelse af lovgivningens krav. De formelle fora omkring denne opfølgning er, at der ca. hver 10. uge er et opfølgningsmøde mellem centralforvaltningens nye Resultatkontrolenhed, Økonomikontoret og Sygedagpengecentret. Opfølgningsmøderne gennemføres med henblik på sikre løbende fokus på de mest centrale drifts- og indsatsområder og rettidigt at iværksætte handlinger, hvis der er behov for særlige tiltag for at sikre målopfyldelse eller undgå økonomiske risici m.v.
Standardrapporteringen er aftalt med både Deloitte og ØKF.
Økonomi
De aftalte reduktionsmål svarer til en besparelse på udgifterne til sygedagpenge på 21 mio. kr. i 2008 og knap 114 mio. kr. i 2009.
Videre proces
Hver 2. måned i 2008 og 2009 vil Beskæftigelses- og Integrationsudvalget bliver forelagt en status for indsatsen. Afrapporteringen vil være kortfattet og være koncentreret om status for udviklingen i antal helårssager, jf. bilag 1. Såfremt der er en gennemsnitlig afvigelse fra måltallet, der er større end 2 % (dvs. en afvigelse på ca. 100 helårssager ) vil udvalget blive forelagt en mere detaljeret rapportering.
Der er indgået aftale med Deloitte om løbende overvågning af indsatsen. Deloitte vil således forinden forvaltningens rapportering gennemgå forvaltningens rapportering samt centrale forudsætninger for aftalen med henblik på at give en vurdering af om forvaltningen synes på et sikkert spor i forhold til aftaleopnåelse.
Efter behandling i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget oversendes indstillingen til Økonomiudvalget til orientering.
Bilag
1. Skabelon til fremtidig afrapportering vedr. indsatsen
2. Tidsplan for afrapportering.