Det Digitale Læringshus – status på aktiviteter
Resumé
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 19. februar 2018, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skulle flytte en række aktiviteter under Københavns Erhvervshus til Det Digitale Læringshus på Nørrebro. Udvalget forelægges med denne indstilling en status på forvaltningens aktiviteter siden åbningen den 18. maj 2018 samt en plan for aktiviteter indtil huset lukker i maj/juni 2019.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager status på afholdte aktiviteter og orientering om fremtidige aktiviteter i Det Digitale Læringshus frem til maj/juni 2019 til efterretning
Problemstilling
Den 18. maj 2018 åbnede Google i samarbejde med partnerskabet Google Succes Online (Erhvervsstyrelsen, Dansk Industri, Dansk Erhverv, IVÆKST, Foreningen for Dansk Internethandel, ASE og IT-branchen) Det Digitale Læringshus på Nørrebrogade. Formålet med huset er at øge de digitale kompetencer blandt borgere, virksomheder og i samfundet generelt.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 19. februar 2018, at følgende aktiviteter under Københavns Erhvervshus skulle afholdes i det nye Digitale Læringshus på Nørrebro:
-
Google Succes Online-kurser for SMV’ere og iværksættere
-
Digital Koordinator (3-ugers opkvalificering samt mulighed for at deltage i et efterfølgende matchmaking arrangement med jobmatch til SMV’ere)
-
Andre aktiviteter rettet mod SMV’ere og iværksættere
I forbindelse med godkendelsen besluttede Beskæftigelses- og Integrationsudvalget også, at udvalget skulle have forelagt en evaluering af aktiviteterne i Det Digitale Læringshus. Udvalget besluttede også, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skulle gå i dialog med Google, de øvrige forvaltninger og andre relevante aktører om afholdelse af eventuelle yderligere aktiviteter i huset.
Google har oplyst, at Det Digitale Læringshus vil blive lukket i maj/juni 2019, og at Beskæftigelses og Integrationsforvaltningen kan fortsætte med at benytte huset frem til lukningen.
Løsning
Status
Siden åbningen af Det Digitale Læringshus har der været stor interesse for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens aktiviteter i huset. I perioden fra åbningen den 18. maj 2018 til december 2018 har Københavns Erhvervshus afholdt følgende aktiviteter i huset:
-
Google Succes Online-kurserne, som er målrettet små- og mellemstore virksomheder (SMV’er) i København, er afholdt i huset en gang hver måned. I alt har 187 SMV’er og iværksættere deltaget.
-
Digital Koordinator forløb med opkvalificering af ledige med kort, mellemlang eller lang uddannelse er gennemført seks gange, hvor hvert forløb har varet i 3 uger. Derudover har der været afholdt seks arrangementer, hvor ledige borgere matches med virksomheder. I tilknytning til Digital Koordinator har der desuden været afholdt informationsmøder og opfølgende workshops om forberedelse til matchmaking. I alt har mere end 400 ledige borgere gennemført forløbet. 73 pct. af deltagerne er kommet i ordinært job, løntilskud eller virksomhedspraktik.
-
En række workshops for bl.a. iværksættere og SMV’ere i Det Digitale Læringshus.
Det er forvaltningens vurdering, at afholdelse af aktiviteter i Det Digitale Læringshus i høj grad har været medvirkende til at skabet øget opmærksomhed omkring aktiviteterne og tiltrække flere deltagerere.
Forvaltningen har desuden haft medarbejdere i huset, der har givet vejledning om kommunale tilbud til ledige, iværksættere og SMV’er, der er kommet ind fra gaden. Siden åbningen har ca. 1.350 personer besøgt huset fra gaden – heraf mange virksomheder, iværksættere og ledige. Gennem tilstedeværelse i Det Digitale Læringshus har Københavns Erhvervshus fået kontakt til en lang række virksomheder og iværksættere.
Andre forvaltninger har ligeledes afholdt aktiviteter i Det Digitale Læringshus. For eksempel har Borgerservice under Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med Københavns Erhvervshus udviklet og brugertestet workshoppen ”Introduction to Digital Denmark”, der henvender sig til nye internationale borgere. Ligeledes har Børne- og Ungdomsforvaltningen gennemført opkvalificeringsforløb i kodning for folkeskolelærere.
Det vurderes, at der siden åbningen af Det Digitale Læringshus har været ca. 10.000 besøg fra gaden samt deltagere i kommunale og private aktiviteter i huset, hvoraf nogle borgere har besøgt huset eller deltaget i aktiviteter flere gange.
Google Danmark er positive overfor samarbejde med Københavns Kommune og bemærker følgende:
”Samarbejdet med Københavns Kommune om Det Digitale Læringshus har været stærkt både strategisk og operationelt. På det strategiske niveau har Google Danmark oplevet et tæt sammenfald med målene om at styrke virksomhedernes og borgernes digitale kompetencer og at opnå samfundsmæssige effekter i forhold til vækst og beskæftigelse. Det fælles udgangspunkt er operationelt blevet styrket af en komplementaritet mellem Google Succes Online's kompetencer og legitimitet overfor virksomheder og deres behov, og Københavns Erhvervshus’s indsigt, tilbud og kontaktflade til borgere og virksomheder. Google Danmark har oplevet Københavns Kommune som en professionel samarbejdspartner, der har bidraget til at skabe en hverdag i huset med mange relevante og forskelligartede aktiviteter.”
Det fremadrettede samarbejde
Det Digitale Læringshus har for Google fungeret som et såkaldt pop-up-koncept, hvor virksomheden afprøver et initiativ i en begrænset periode. Samtidig har Google et ønske om at udbrede og styrke virksomhedens indsatser i den øvrige del af landet. På den baggrund har Google oplyst, at Det Digitale Læringshus ikke fortsætter fra maj/juni 2019.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil frem til lukningen afholde følgende aktiviteter under Københavns Erhvervshus i Det Digitale Læringshus:
Hvad |
Hvor ofte |
Forventet antal deltagere pr. måned |
IVR Basis (intro til nye iværksættere) |
2 gange om måneden |
80 iværksættere |
SMV-workshops |
3 gange om måneden |
70 SMV’ere |
Google Succes Online -kurser i samarbejde med Google Succes Online |
2 gange om måneden |
40 SMV’ere |
Welcome to Digital Denmark – KEH i samarbejde med KFF |
1 gang om måneden |
20 internationale borgere |
Workshops under Hovedstadens Iværksætterprogram (HIP) |
2 gange om måneden |
70 iværksættere |
Digital Koordinator forløb |
1 digital koordinator forløb pr. måned samt opkvalificerings-kurser, workshops og matchmaking arrangementer med virksomheder. |
Det forventes 55 borgere pr. måned vil deltage i de forskellige events under digital koordinator samt 30 virksomheder pr. måned i matchmaking. |
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil tage de gode erfaringer fra Digital Koordinator forløbene med videre. Forvaltningen vil således fortsætte med at afholde tilsvarende forløb.
Forvaltningen vurderer, at der fortsat vil være følgende fordele forbundet med at afholde kommunale aktiviteter i Det Digitale Læringshus:
-
De foreløbige resultater peger på, at ledige borgere og virksomheder har taget mulighederne i Det Digitale Læringshus til sig og er glade for de mange muligheder for opkvalificering, matchmaking og netværk, som huset indbyder til.
-
Indsatsen medvirker til at styrke digitale kompetencer blandt virksomheder og københavnere og har medført, at mange af de ledige borgere, der har deltaget i kurser er kommet i job eller støttet beskæftigelse.
-
Forvaltningens aktiviteter og tilstedeværelse i Det Digitale Læringshus har medført øget interesse hos andre forvaltninger, samarbejdspartnere og virksomheder med henblik på at afholde nye aktiviteter i huset.
-
Det Digitale Læringshus har haft mange planlagte besøg og besøg fra gaden: Eksempelvis fra Google i USA, Bloomberg Foundation i New York City, expats bosat i Danmark samt danskere med internationale virksomheder. Huset er således med til at brande København internationalt som en fremsynet, innovativ og digital storby.
Børne- og Ungdomsforvaltningen forventes desuden fortsat at benytte huset til at opkvalificere folkeskolelærere i løbet af vinteren 2019, så de kan undervise eleverne i kodning. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil også på baggrund af samarbejdet med Borgerservice under Kultur- og Fritidsforvaltningen afholde workshops for nye internationale tilflyttere til København. Det forventes endvidere, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i samarbejde med det frivillige initiativ Hack Your Future vil gennemføre et forløb i Det Digitale Læringshus med henblik på at opkvalificere flygtninge med IT-kompetencer.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil forsætte med at afholde aktiviteter i Det Digitale Læringshus samt fortsætte dialogen med Google, de øvrige forvaltninger og andre relevante aktører med henblik på at afholde yderligere aktiviteter i huset frem til lukningen i maj/juni 2019. Efter lukningen af huset vil forvaltningen fortsætte med at afholde forvaltningens aktiviteter i bl.a. Københavns Erhvervshus.
Tanja Franck/ Michael Baunsgaard Schreiber
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.