Den kommunale sprogskoles fremtid som center for ydelsesmodtagere
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at CBSI Sprogcenter fortsat varetager danskundervisning for ydelsesmodtagere og flygtninge samt rammestyres inden for en maksimal udgiftsramme på 39,3 mio. kr.
Problemstilling
Udvalget besluttede d. 8. februar 2016, "at den kommunale sprogskole fremadrettet skal være forbeholdt særlige grupper med udgangspunkt i, at der er særlige kompetencer på sprogskolen i forhold til ydelsesmodtagere og flygtninge. Sprogskolen må ikke give underskud, og de samlede udgifter må ikke være større end i 2015. Forvaltningen skal udarbejde et konkret forslag til udmøntningen, som forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget."
Endvidere afgav udvalget følgende protokolbemærkning:
”Vedtagne aftale om sprogskolen udløber ved forelæggelse af årsregnskab 2016, som sker på et udvalgsmøde i efteråret 2017. Her tages aftalen vedr. sprogskolen op til behandling i udvalget igen."
Den 11. april godkendte udvalget, at ovenstående indebar, at sprogskolens udgifter ikke måtte være højere end 38,5 mio. kr. i 2016 og 39,3 mio. kr. i 2017, svarende til sprogskolens udgifter i 2015 tillagt pris- og lønregulering. Kommunens regnskab for 2016 bliver endeligt godkendt af Borgerrepræsentationen d. 30. november 2017, og derfor forelægges udvalget indstilling om sprogskolens fremtid nu.
Løsning
Tabel 1 viser den kommunale sprogskoles budget i 2016 og 2017 samt skolens regnskab for 2016 og prognosen for 2017.
Tabel 1: Budget og regnskab for den kommunale sprogskole
|
Budget 2016 |
Regnskab 2016 |
Budget 2017 |
Prognose 2017 |
Maksimal udgiftsramme |
38,5 |
38,5 |
39,3 |
39,3 |
Budget |
38,5 |
38,5 |
35,8 |
35,8 |
Udgifter |
38,5 |
35,0 |
35,8 |
33,5 |
Mindreforbrug |
0 |
3,5 |
0 |
2,3 |
Note: Beløb er i mio. kr. og i årets priser.
På baggrund af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning udmeldte forvaltningen en maksimal udgiftsramme på 38,5 mio. kr. til sprogskolen i 2016. Det var forudsat, at udgifterne og indtægterne tilsvarende blev 38,5 mio. kr., hvilket var baseret på den forventede tilgang til danskuddannelse med den nye visitationsmodel, herunder en tilgang af flygtninge, svarende til Københavns Kommunes oprindelige kvote for flygtninge i 2016.
Baggrunden for mindreforbruget på 3,5 mio. kr. i 2016, set i forhold til den udmeldte maksimale udgiftsramme på 38,5 mio. kr., er primært, at der er modtaget færre flygtninge i kommunen end forudsat, og sprogskolen har derfor været tilbageholdende med sit forbrug for ikke at realisere uhensigtsmæssigt høje enhedspriser i undervisningen af ydelsesmodtagere.
Var der blevet afregnet med de tidligere modultakster, ville der have været en ubalance på 1,6 mio. kr. i 2016. Enhedspriserne har altså været højere end de hidtidige takster, hvilket var en del af baggrunden for, at udvalget oprindeligt fik forelagt sagen. Ubalancen er finansieret af det øvrige indsatsbudget. Der er imidlertid ikke tale om et underskud, fordi budgetrammen ikke er overskredet, og der er vedtaget rammestyring. Enhedspriserne er ca. 5,5 pct. højere end det, der ville være tilfældet, hvis de nuværende, eksterne leverandører havde varetaget undervisningen efter tidligere takster for ydelsesmodtagere. Dermed er enhedspriserne blevet lidt lavere, end da beslutningen om at gøre CBSI til et rent ydelsescenter blev taget (her var forskellen ca. 10 pct.), dvs. CBSI har effektiviseret i perioden, men er altså stadig mindre effektive end de nuværende udbydere.
Budgettet for 2017 er aktuelt baseret på udgifter på 35,8 mio. kr., mens den maksimale udgiftsramme udgør 39,3 mio. kr. Det lavere budgetniveau skyldtes forventninger om et lavere aktivitetsniveau, primært pga. færre flygtninge end forventet.
Prognosen for 2017 viser et mindreforbrug på 2,3 mio. kr. Det skyldes først og fremmest, at flygtningetallet i løbet af 2017 er nedskrevet ad flere omgange, hvilket udvalget løbende er orienteret om. Det bemærkes, at der ikke er personalemæssige konsekvenser af det lavere udgiftsniveau på nuværende tidspunkt, da bemandingen er tilpasset det aktuelle aktivitetsniveau.
CBSI Sprogcenter har siden udvalgets aftale om, at sprogcentret skulle forbeholdes ydelsesmodtagere og flygtninge, haft skarpt fokus på at sammentænke danskuddannelse og beskæftigelsesindsats. I relation til målgruppen af flygtninge har CBSI leveret et helhedsorienteret tilbud, der har kunnet integrere sprogundervisningen og en beskæftigelsesrettet indsats med 100 pct. rettidig virksomhedsplacering. Der er desuden udviklet en lærervejledning med fokus på beskæftigelsesrettet undervisning, og sprogcentret har ansat en virksomhedskonsulent. Derudover har alle kursister adgang til CV-café, hvor de kan få hjælp til ansøgninger og CV. Det tætte sammenspil på CBSI mellem danskuddannelse og beskæftigelse betyder, at det kommunale sprogcenter uden videre har kunnet honorere den ændrede danskuddannelseslovgivning fra juni 2017, der lægger særlig vægt på "beskæftigelsesrettede sprogkundskaber".
Forvaltningen anbefaler, at CBSI Sprogskole fortsætter som sprogskole for ydelsesmodtagere, herunder flygtninge, så man fortsat har de bedste muligheder for at sammenkoble danskuddannelse og en beskæftigelsesrettet indsats.
Forvaltningen anbefaler ligeledes, at der fastholdes en fast udgiftsramme for sprogcentret på nuværende niveau.
Øvrige bemærkninger
Forvaltningen gennemfører i øjeblikket et udbud af danskuddannelse rettet mod selvforsørgende, men hvor udbyderne dog også forpligter sig til at tage imod ydelsesmodtagere, såfremt dette måtte være nødvendigt. Hvis dette udbud fører til markant lavere priser end de nuværende takster - og de priser, der realiseres på CBSI - vil forvaltningen undersøge de mulige konsekvenser. Dels vil forvaltningen med ekstern revisor afklare, om en stor merpris for undervisning af ydelsesmodtagere og flygtninge er i overensstemmelse med refusionsregler mv. Dels vil forvaltningen prøve at lære af de indkomne tilbud og dermed øge effektivitet og reducere priser på CBSI. Forvaltningen vil forelægge udvalget en indstilling, såfremt der er baggrund for at indstille ændringer.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Såfremt udgifterne til aktivering i form af danskuddannelse på CBSI reduceres, vil det som udgangspunkt frigøre midler på forvaltningens indsatsramme, som kan anvendes til anden aktiveringsaktivitet.
Videre proces
Aftalen videreføres, og sprogskolen fortsætter inden for de beskrevne rammer.
Bjarne Winge / Jacob Zeberg Eberholst
Beslutning
Udvalget afgav en række bemærkninger til indstillingen og udsatte herefter indstillingen til næstkommende udvalgsmøde.