Høring af Københavns Kommunes Handicappolitik 2018-2022
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forslaget til høringssvar til Socialforvaltningen vedr. Københavns Kommunes Handicappolitik 2018- 2022.
Problemstilling
Københavns Kommunes eksisterende Handicappolitik udløber ved udgangen af 2017, og Socialforvaltningen har i samarbejde med kommunes øvrige forvaltninger derfor udarbejdet et forslag til en ny handicappolitik for perioden 2018-2022.
Handicappolitik 2018-2022 har til formål at sætte den fælles retning for handicapområdet i Københavns Kommune i de kommende år og er et udtryk for et forpligtende samarbejde mellem alle kommunens forvaltninger. Den nye handicappolitik skal bygge videre på den tidligere handicappolitik og sætte rammen for den faglige udvikling på handicapområdet.
Den 20. september 2017 behandlede Socialudvalget forslaget til Københavns Kommunes Handicappolitik 2018-2022, hvorefter forslaget nu er sendt i høring hos relevante aktører, herunder de øvrige politiske udvalg i Københavns Kommune.
Løsning
Udarbejdelse af forslag til Handicappolitik 2018-2022
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har – ligesom kommunens øvrige forvaltninger - løbende bidraget med input til målsætningerne i politikken.
For at involvere centrale aktører og interessenter i udarbejdelsen af den nye politik, har Socialforvaltningen bl.a. i juni 2017 afholdt to workshops på Rådhuset. På disse workshops har borgere med handicap, pårørende, interesseorganisationer og medarbejdere fra alle kommunens syv forvaltninger drøftet handicapområdet og haft mulighed for at komme med input til den nye politik.
Indholdet i Handicappolitik 2018-22
Politikken er bygget op over fire overordnede temaer, der indeholder en række målsætninger for handicapområdet. Sammen har de fire temaer til hensigt at bidrage til, at borgere med handicap har mulighed for at leve et selvstændigt liv med høj kvalitet og de samme muligheder som andre københavnere.
De fire temaer er:
-
Det gode liv
-
Deltagelse
-
Skole, uddannelse og beskæftigelse
-
Netværk.
Målsætningerne, der specifikt vedrører uddannelses- og beskæftigelsesområdet, er følgende:
"Derfor skal:
-
flere børn, unge og voksne med handicap have skolegang og en uddannelse – sociale, personlige samt helbredsmæssige udfordringer må ikke være en barriere.
-
borgere og virksomheder have kendskab til kompenserende ordninger og jobs på særlige vilkår, der kan bidrage til, at flere kan deltage på arbejdsmarkedet på trods af funktionsnedsættelse.
-
vi blive bedre til at indgå samarbejde med virksomheder og øge deres kendskab til, hvad det vil sige at have medarbejdere med særlige behov, så flere borgere med handicap får arbejde eller praktikplads.
-
Københavns Kommune ansætte flere medarbejdere på særlige vilkår, herunder fleksjob."
Ovenstående er citeret fra forslag til Handicappolitik 2018-2022.
Bemærk, at der ved de øvrige temaer er en række tværgående målsætninger, som også berører Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens arbejde. Heriblandt kan bl.a. fremhæves målsætningen om, at indsatser på tværs af forvaltninger skal sammentænkes, så flere borgere oplever tilfredshed med samarbejdet og kommunikationen med kommunen.
Høringssvar
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen foreslår, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget afgiver følgende høringssvar til Socialforvaltningen:
”Beskæftigelses- og Integrationsudvalget bakker op om, at der udarbejdes en ny Handicappolitik, der sætter en fælles retning for handicapområdet i Københavns Kommune.
Udvalget har generelt fokus på, at der tilrettelægges en virksomhedsrettet beskæftigelsesindsats for ledige og sygemeldte borgere. Derfor mener udvalget, at den virksomhedsrettede indsats i Handicappolitik 2018-2022 også bør fremhæves som det styrende i beskæftigelsesindsatsen for borgere med handicap. Via en praktik på en arbejdsplads kan der bl.a. ske en afklaring af borgers arbejdsevne, og behovet for kompenserende ordninger kan afdækkes.
Brugen af kompenserende ordninger
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget finder det positivt, at der i Handicappolitik 2018-2022 er en målsætning om, at flere borgere og virksomheder skal have kendskab til brugen af kompenserende ordninger.
Ansættelse af borgere på særlige vilkår
Udvalget finder det positivt, at Handicappolitik 2018-22 har en målsætning om, at Københavns Kommune skal ansætte flere medarbejdere på særlige vilkår, herunder at der er fokus på fleksjob og fastholdelsesfleksjob.
Udvalget mener endvidere, at der i handicappolitikken også bør indarbejdes en målsætning om, at Københavns Kommunes samarbejde med private virksomheder og organisationer skal medvirke til, at flere borgere ansættes i fleksjob og fastholdelsesfleksjob på disse arbejdspladser, bl.a. via brug af sociale klausuler i aftaler.
Koordinering af tværgående indsatser
Udvalget opfordrer til, at Socialforvaltningen varetager det koordinerende arbejde ved de målsætninger, der går på tværs af forvaltningerne, mhp. at disse målsætninger indfries.”
Økonomi
Initiativer på Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens område, der udspringer af Handicappolitik 2018-22 og som har behov for ekstra bevilling, vil indgå som budgetforslag i de årlige budgetforhandlinger.
Videre proces
Høringssvaret sendes til Socialforvaltningen.
Udvalgets høringssvar vil indgå i det videre arbejde med handicappolitikken, inden den forelægges på Socialudvalgets møde d. 13. december og primo 2018 oversendes til Borgerrepræsentationen til videre behandling og godkendelse.
Når politikken er endeligt godkendt, vil forvaltningen udarbejde en implementeringsplan, der skal sikre, at politikkens ambitioner indarbejdes i eksisterende og fremtidige initiativer, hvor det er relevant.
Socialforvaltningen planlægger en midtvejsevaluering i 2020.
Bjarne Winge / Michael Baunsgaard Schreiber
Beslutning
Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag:
Ø fremsætter forslag om at flg. passage fjernes: ”Derfor mener udvalget, at den virksomhedsrettede indsats, i Handicappolitik 2018-2022, også bør fremhæves som det styrende i beskæftigelsesindsatsen for borgere med handicap. Via en praktik på en arbejdsplads kan der bl.a. ske en afklaring af borgers arbejdsevne og behovet for kompenserende ordninger kan afdækkes.”
I stedet indsættes:
"Virksomhedsrettet beskæftigelsesindsats overfor borgere med handicap skal iværksættes med udgangspunkt i de ønsker og behov, som borgeren selv formulerer. Langvarige og opslidende afklaringsforløb skal undgås."
Radikale Venstre fremsatte herefter følgende ændringsforslag til det fremsatte ændringsforslag:
”Virksomhedsrettet beskæftigelsesindsats overfor borgere med handicap bør iværksættes med udgangspunkt i de ønsker og behov, som borgeren selv formulerer. Langvarige og opslidende afklaringsforløb skal undgås."
Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget:
For stemte: 9 (A, B, C, SF, U og V)
Imod stemte: 2 (Ø)
Undlod: Ingen
Derefter blev der begæret afstemning om ændringsforslaget i sin ændrede form:
For stemte: Alle
Imod stemte: Ingen
Undlod: Ingen
Den ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.