Medlemsforslag om at trække sikkerhedspersonale tilbage fra jobcentrene
Medlemsforslag
Det indstilles,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter anvendelsen af synlige uniformerede vagter i jobcentrene bl.a. til brug for ibrugtagningen af det nye store jobcenter på Ottiliavej.
(Stillet af Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet)
Motivation
Vi bør altid stræbe efter at borgere har en positiv, tillidsbåren og værdig oplevelse, når de møder kommunen. Dette gælder i særlig grad for borgere, der møder kommunen, imens de befinder sig i en sårbar situation. Derfor ønsker vi, at uniformerede vagter ikke længere er en del af billedet, når man færdes på et jobcenter i København. Vi anerkender samtidig medarbejdernes behov for og krav på tryghed på deres arbejdsplads. Derfor anser vi det som vigtigt, at der fortsat er et beredskab, hvis en medarbejder er blevet udsat for en voldsom oplevelse. På samme måde ønsker vi fortsat en mulighed for at sikkerhedspersonale kan træde til i tilspidsede situationer - f.eks. ved at opholde sig i tilstødende lokaler.