Mødedato: 27.08.2018, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Proces og rammer for ny integrationshandleplan

Se alle bilag

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forelægges en indstilling om rammer og proces for udarbejdelsen af en ny integrationshandleplan, som skal understøtte udmøntningen af Integrationspolitik 2019-22. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget bedes godkende tidsplanen for udarbejdelse af en ny handleplan og tage en første indledende drøftelse af mulige integrationsindsatser i handleplanen.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender tidsplan for udarbejdelse af en ny integrationshandleplan
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager en indledende første drøftelse af hvilke fokusområder, der kan indgå i en ny integrationshandleplan for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

Problemstilling

Integrationshandleplan 2017-18 udløber ved udgangen af 2018. Integrationshandleplanen har til formål at understøtte udmøntningen af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets pejlemærker og mål i den kommende Integrationspolitik for 2019-22. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal tage stilling til processen for vedtagelse af en ny Integrationshandleplan, og have en første indledende drøftelse af mulige indsatser i en ny handleplan.  

Løsning

Finansiering og rammer for integrationshandleplanen

Med integrationshandleplanen udmøntes en årlig bevilling fra Borgerrepræsentationen til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget til integrationsindsatser på samlet 11 mio. kr. årligt. Af de 11 mio. kr. har Borgerrepræsentationen specifikt afsat 0,6 mio. kr. til forebyggelse af diskrimination.

Bevillingen på de 11 mio. kr. bestod tidligere af en tværgående integrationspulje på 3,9 mio. kr., en integrationsindtægtspulje på 6,5 mio. kr. samt en diskriminationsbevilling på 0,6 mio. kr. Før 2011 kunne civilsamfundsaktører søge disse midler, men i 2011 besluttede Beskæftigelses- og Integrationsudvalget at omlægge midlerne i puljerne, således at alle midlerne i stedet blev disponible for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan anvende midlerne i integrationshandleplanen til indsatser som understøtter udvalgets ansvarsområder i den nye Integrationspolitik 2019-2022.

Midlerne kan ligeledes anvendes til indsatser på integrationsområdet, som involverer andre forvaltninger. Såfremt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget beslutter at tildele midler til de øvrige forvaltninger, vil dette skulle godkendes af det ansvarlige udvalg og Borgerrepræsentationen.

Udover indsatser finansieret gennem udvalgets integrationshandleplan kan udmøntningen af Integrationspolitik 2019-22 foregå gennem særskilte indsatser finansieret gennem budgetforhandlinger, overførselssagen, investeringspuljen m.fl.

Proces for ny integrationshandleplan

Det foreslås, at integrationshandleplanen følger processen skitseret nedenfor. I nedenstående tabel fremgår, hvordan denne proces hænger sammen med processen for Integrationspolitik 2019-22.

1: Indledende drøftelse af indholdet i kommende integrationsplan

På indeværende møde skal Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfte integrationsindsatser, der kan indgå i integrationshandleplanen. Drøftelsen skal kickstarte udvalgets overordnede drøftelse af strategiske fokusområder på integrationsområdet. Drøftelsen indledes med et kort oplæg fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vedr. formålet med integrationshandleplanen og sammenhængen med integrationspolitikken efterfulgt af gruppearbejde i udvalget. Gruppearbejdet vil tage udgangspunkt i de udfordringer, som familiemedlemmerne i familien Ahmed, som er beskrevet i udkast til Integrationspolitik 2019-22, står overfor. Til drøftelsen er vedlagt opsamlingen fra dialogmøderne, som kan benyttes til inspiration (bilag 1).

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets inputs vil efterfølgende medtages i det bruttokatalog over mulige indsatser i ny integrationshandleplan, som Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal drøfte den 22. oktober.

2: Oplæg fra eksterne eksperter og praktikere samt drøftelse af et bruttokatalog med indsatser i integrationshandleplanen

Den 22. oktober vil der på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde være oplæg fra eksterne eksperter, som til dagligt arbejder med integrationsindsatser, samt fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

Dernæst foreslås det, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter bruttokatalog over konkrete indsatser, som Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal arbejde videre med i integrationshandleplanen. Bruttokataloget vil tage udgangspunkt i Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets indledende drøftelser den 27. august om integrationsindsatser i integrationshandleplanen.

Bruttokataloget over mulige indsatser i Integrationshandleplanen, som Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal drøfte, vil bl.a. blive udarbejdet på baggrund af københavnernes forslag fra dialogmøderne i april 2018 i forbindelse med udarbejdelsen af Integrationspolitik 2019-22 og høringssvar fra den eksterne høring af Integrationspolitik 2019-22, der finder sted fra den 14. august 2018 til den 19. september 2018. Herudover vil input fra Københavns Integrationsråd og Københavns Medborgerforum blive præsenteret i bruttokataloget. Københavns Integrationsråd består af professionelle aktører, der har særlig viden på beskæftigelses-og/eller uddannelsesområdet. Københavns Medborgerforum består af praktikere og nøgleaktører med viden inden for civilsamfundsinddragelse og forebyggelsesområdet. Begge forummer mødes i september 2018.

3: Første behandling af udkast til integrationshandleplanen

Den 10. december vil Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forelægges første udkast til integrationshandleplanen. Denne vil være udarbejdet på baggrund af udvalgets drøftelser af bruttokataloget den 22. oktober.  

4. Anden behandling af integrationshandleplanen

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil blive forelagt den endelige udgave af integrationshandleplanen i januar 2019.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Nedenstående tabel viser en oversigt over proces for udarbejdelsen af en ny Integrationshandleplan. På baggrund af Integrationshandleplanens sammenhæng med Integrationspolitik 2019-22, fremgår ligeså proces for Integrationspolitik 2019-22 markeret med kursiv.  

                                         

Dato

Aktivitet

27. august

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har indledende drøftelse af indholdet i ny integrationshandleplan samt godkendelse af den videre proces

14. august – 19. september 2018

Udkast til Integrationspolitik 2019-22 er i ekstern høring hos københavnerne, lokaludvalgene samt relevante råd og organisationer m.fl.

September 2018

Københavns Integrationsråd og Medborgerforum drøfter input til indsatser i integrationshandleplanen

22. oktober 2018

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter bruttokatalog med indsatser i integrationshandleplanen

18. oktober-4.december 2018

Integrationspolitik 2019-22 behandles i de enkelte fagudvalg.

12. november 2018

2. behandling og godkendelse af Integrationspolitik i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

10. december 2018

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets 1. behandling af udkast til integrationshandleplanen

13. december 2018

Integrationspolitik 2019-22 godkendes i Borgerrepræsentationen

Januar 2019

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets 2. behandling integrationshandleplanen

 

Michael Baunsgaard Schreiber / Jeppe Bøgh Andersen

Beslutning

Indstillingens 1. at-punk blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 2. at-punkt blev drøftet.
Til top