Høring af fagudvalg angående evaluering af arbejdsklausuler og sociale klausuler i støtte- og tilskudskontrakter
Resumé
Økonomiforvaltningen har gennemført en evaluering af brugen af arbejdsklausuler og sociale klausuler på støtte og tilskudsområdet. Evalueringen er blevet gennemført som en spørgeskemaundersøgelse, som forvaltningerne har besvaret.
Arbejdsklausulen er betingelser, som leverandører/støtte modtagere pålægges i forhold til at sikre ordnede løn- og arbejdsforhold. Sociale klausuler er betingelser som leverandøren/tilskudsmodtageren pålægges ift. at ansætte praktikanter, elever og personer, som ellers har svært ved at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet samt krav vedr. menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og anti-korruption.
Evalueringen viser, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har implementeret brugen af arbejdsklausuler og sociale klausuler på støtte- og tilskudsområdet og fulgt Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning for, hvornår klausulerne anvendes. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har benyttet arbejdsklausulen på 6 resultatkontrakter og den sociale klausul på 3 resultatkontrakter på støtte- og tilskudsområdet.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er i forbindelse med evalueringsbesvarelsen kommet med nogle anbefalinger til forbedringer for anvendelsen af arbejdsklausulerne og de sociale klausuler. Anbefalinger angår særligt forhold, der skal gøre det nemmere for sagsbehandlerne at anvende klausulerne.
Såfremt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har bemærkninger eller forslag til Økonomiforvaltningens evaluering, vil disse blive videregivet til Økonomiforvaltningen til videre behandling i Borgerrepræsentationen.
Hvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har bemærkninger til høringen, løftes sagen fra en B-sag til en A-sag.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager Økonomiforvaltningens evaluering af arbejdsklausuler og sociale klausuler til efterretning.
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kommer med eventuelle bemærkninger eller forslag til Økonomiforvaltningens evaluering.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen (BR) vedtog den 10. november 2016 at ændre anvendelsen af arbejdsklausulen og de sociale klausuler til også at omfatte støtte- og tilskudsområdet. I forbindelse hermed besluttede BR, at brugen af arbejdsklausuler og sociale klausuler, når kommunen yder økonomisk støtte og tilskud, skulle evalueres ved årsskiftet 2017/18.
Økonomiforvaltningen har gennemført evalueringen. Formålet med evalueringen er, at:
1) afdække omfanget af forvaltningernes anvendelse af arbejdsklausulen og de sociale klausuler på støtte- og tilskudsområdet,
2) identificere eventuelle udfordringer/barrierer ifm. anvendelse af klausulerne på støtte- og tilskudsområdet,
3) samt tydeliggøre hvorvidt der er behov for, at foretage ændringer inden for området.
I forbindelse med evalueringen har Økonomiforvaltningen udarbejdet et spørgeskema, som alle forvaltninger har besvaret. Endvidere har degennemført opfølgende interviews med enkelte forvaltninger.
Økonomiforvaltningen har på baggrund af besvarelserne udarbejdet vedlagte evaluering (se bilag 1).
Løsning
Baggrund
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedtog den 30. maj 2016 handlingsplanen for implementering af sociale klausuler og arbejdsklausuler på støtte- og tilskudsområdet på BIFs område.
Det blev besluttet, at arbejdsklausulen og de sociale klausuler, som udgangspunkt indsættes i alle resultatkontrakter indgået med foreninger og samarbejdspartnere, der modtager støtte.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedtog følgende undtagelser til, hvornår arbejdsklausulen og de sociale klausuler skal vedlægges:
- Undtagelse 1: Frivillige organisationer eller foreninger, hvis arbejde primært baserer sig på frivillig, ulønnet arbejdskraft, er undtaget for både arbejdsklausul og social klausul.
- Undtagelse 2: Den sociale klausul anvendes ikke ved tildeling af støtte, der samlet er 1 mio. kr. eller derunder.
- Undtagelse 3: I øvrige tilfælde skal undladelse af klausuler forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget til godkendelse.
I bilag 1A og 1B kan ses på hvilke områder opdelt på enkelte aktører, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i sin tid vurderede det relevant at anvende klausulerne på støtte- og tilskudsområdet. Forvaltningen vurderer løbende, om nye kontrakter skal indeholde arbejdsklausulen og de sociale klausuler.
De forskellige klausuler
Der findes tre klausuler, som er besluttet af Borgerrepræsentationen. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen anvender de seneste versioner som Københavns Kommunes CSR-team stiller til rådighed for forvaltningerne. CSR-teamet er en enhed under Økonomiforvaltningen, der er etableret til at føre tilsyn med klausulerne og social dumping i Københavns Kommune. CSR-teamet har varetaget opgaven siden 1. januar 2018.
De tre klausuler er arbejdsklausulen, uddannelses- og beskæftigelsesklausulen og CSR-bilaget. Uddannelses- og beskæftigelsesklausulen og CSR-bilaget benævnes tilsammen som de sociale klausuler.
Arbejdsklausulen stiller krav om fair løn- og arbejdsvilkår for modtagerens af støtten eller tilskuddets medarbejdere.
Der findes to forskellige versioner af arbejdsklausulen, én med kædeansvar og én uden kædeansvar. Kædeansvar betyder, at eventuelle underleverandører på opgaven eller projektet også er forpligtet til at følge arbejdsklausulen.
Modtagere af støtte til en aktivitet, fx et mindre og tidsbegrænset arrangement, ER omfattet af kædeansvar. Modtagere af tilskud til en institution, fx en organisation, er IKKE omfattet af et kædeansvar. Det er forvaltningen der foretager vurderingen af, hvorvidt arbejdsklausulen med eller uden kædeansvar skal anvendes.
Uddannelses- og beskæftigelsesklausuler stiller krav om uddannelse af elever og lærlinge eller beskæftigelse af ledige.
CSR-bilaget indeholder specifikt krav vedr. menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og anti-korruption
Resumé af evalueringen
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har besvaret Økonomiforvaltningen spørgeskema og afgivet anbefalinger til forenklinger og forbedringer.
Evalueringen viser, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har implementeret brugen af arbejdsklausulen på støtte- og tilskudsområdet og fulgt Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning om anvendelsen af arbejdsklausulen.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har implementeret arbejdsklausulen på de områder, der blev identificeret herunder erhvervsfremmeordninger indenfor mode, turisme og integration. Forvaltningen har anvendt arbejdsklausulen ved seks nye resultatkontrakter og forvaltningen vurderer ved alle nye resultatkontrakter, hvorvidt arbejdsklausulen skal anvendes eller undtages.
Beskæftigelses og Integrationsforvaltningen har indsendt en række forslag til forenklinger og forbedringer til anvendelse af arbejdsklausulen på støtte- og tilskudsområdet.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har i sit høringssvar anbefalet, at hjemmesiden på intranettet bør forenkles og gøres mere anvendelig for sagsbehandlere. Det er anbefalingen, at der udarbejdes en tjekliste, man som sagsbehandler skal kunne løbe let igennem for at.
1) vurdere om arbejdsklausulen og de sociale klausuler er relevant,
2) hvad skal der gøres såfremt det er relevant (dialog med leverandør/støttemodtager) og
3) hvilken skabelon der skal anvendes i hvilke tilfælde. Det er i dag for vanskeligt at finde rundt i regler og skabeloner.
Evalueringen viser, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen også har implementeret anvendelsen af de sociale klausuler. Forvaltningen har anvendt de sociale klausuler i tre resultatkontrakter, og forvaltningen vurderer ved alle nye resultatkontrakter, hvorvidt de sociale klausuler skal anvendes eller undtages.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har også indsendt en række forslag til forenklinger og forbedringer til anvendelsen af de sociale klausuler på støtte- og tilskudsområdet.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har i sit høringssvar anbefalet, at der udarbejdes flere små standard tekstløsninger til udlevering til leverandørerne. Disse skal gøre det nemt for leverandørerne at danne sig et overblik over, hvilke krav der stilles til dem, og hvor de kan finde yderligere information. Forvaltningen savner en mulighed for at trække lister ud af systemet, der kan bruges til at få et samlet overblik over aktive sager.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen arbejder løbende med arbejdsklausulen og de sociale klausuler, for at sikre korrekt anvendelse og udbredelse af viden om dem hos modtagerne af støtte og tilskud fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen sender indstillingen med eventuelle bemærkninger og forslag fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget til Økonomiforvaltningen. Bemærkninger og forslag vil blive forelagt Borgerrepræsentationen.
Michael Baunsgaard Schreiber / Jeppe Bøgh Andersen
Beslutning
Indstillingen 1. at-punkt blev taget til efterretning.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.